Påskevin til årets vigtigste højtid

Den forestående Påske i starten af april betegner både den jødiske højtid, Pesach, der fejrer jødernes udvandring fra Ægypten, og den vigtigste og ældste kristne højtid, som markerer Jesus’ død og opstandelse. Det har afledt en række traditioner som f. eks. festspisning af lam og kyllinger og lege, hvor gækkebreve og påskeharer har hovedrollerne, og ikke mindst i det halvhedenske Norden har vi spædet op med påskebryg og brændevin til frokosten påskesøndag eller dykket ned i vinkælderen og plukket ekstragode rødvine ned fra vinhylderne som ledsager til lammestegen.

 

Rødvin

 

Château Maris, 2017 Las Combes, Minervois AMP, La Livinière, Languedoc-Roussillon Frankrig – Normalpris 239 kr. – Tilbudspris 179,25 kr.

Minervois ligger i det sydvestlige Frankrig og har gennem årene kæmpet sig smukt op på rangstien af kvalitetsbærende vinområder, og når man smager vinene fra slottet Maris, forstår man bedre den begejstring, de såkaldte specialister udøser over produktet. De fleste rødvine fra området har tyngde, men denne er om ikke fjerlet, så let, og kun lavet på en enkelt drue: Grenache, der er vokset på vinstokke, som er næsten 100 år gamle. Det skader heller ikke vinen, at Grenache i årgang 2017 er helt enestående i Sydfrankrig.

Importør: Propperiet, Brædstrup.

 

Viticoltore Mauro Molino, 2019 Nebbiolo, Langhe DOC, La Morra, Piemonte, Italien – Normalpris 169,95 kr. – Tilbudspris 149,95 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.

Nebbiolo druen har ansvaret for nogle af verdens bedste rødvine. Bl. a. dem, der gemmer sig bag navnet Barolo, og som skal have en del år på bagen, før deres eventyrlige smag kommer til udfoldelse. Men har man ikke lige en Barolo ved hånden, så er hjælpen nær med Molinos Nebbiolo fra Langhe. De opfylder alle ønsker om nænsom frugt, blomsterduft og et behageligt bid af garvesyre.

Importør: Theis Vine, Charlottenlund.

 

Domaines Des Amouriers, 2016 Signature Øko, Vacqueyras AVP, Sarrians, Rhône-regionen, Frankrig – Normalpris 164,95 kr. – Tilbudspris 110 kr. pr. styk ved køb af 12 flasker.

Vinen er stukket sammen af økologiske vinsorter, Grenache og Syrah, og indeholder duft og smag af mørke bærfrugter, blommer, svesker, kaffe og trøfler samt strejf af sort peber. Vinguruen Robert Parker giver høje point – 92 – til vinen og udnævner samtidig vingården til at være Vacqueyras’ absolut førende kvalitetsproducent. Prøv denne regionsvin, hvis druer vokser langs med floden Ouvèze i Sydrhône, og dine smagsløg vil klappe i takt.

Importør: Philipson Wine, Kokkedal.

 

Château de Barbe, 2018 Côtes de Bourg ACBP, Gironde, Bordeaux, Frankrig – Normalpris 129,95 kr. – Påsketilbud: 2 flasker for 200 kr. hos MENY.

Her har vi en vaskeægte Bordeaux-vin fra den store årgang 2018. Den er lavet af druesorterne Cabernet Sauvignon (19%), Merlot (77%) og Malbec (4%) og dufter herligt af solbær og brombær i glasset. I munden fyldes smagsløgene til randen af fyldig frugt, som rundes af med et touch af vanilje fra egetræsfadene, hvori vinen har modnet et år før aftapningen. Vinmarkerne stammer fra det 14. århundrede og overvåges i dag af den berømte vinmager Eric Boissenot, der står som garant for en række af Bordeaux-områdets topslotte som f. eks. Margaux, Latour, Lafite-Rothschild, Mouton-Rothschild osv.

Importør: GOBIvin, Valby.

 

Casa Vinicola Natale Verga, 2018 Marconte, Barbera d’Asti DOCG, Cermenate, Piemonte, Italien – Normalpris 125 kr. – Tilbudspris 80 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.

Vinen er lavet i et samarbejde mellem det italienske vinhus og den dansk/italienske vinimportør Kenny Pellegrino, der har hjemsted i København. Sammen har de opkøbt Barbera druer for at lave en vin efter nordisk smag. Det vil sige vin med blødhed og fyldighed, som gør den nemt drikkelig, men som samtidig bevarer druens kendetegn med frisk velintegreret syre. Kan stærkt anbefales som madvin til en gang pasta med tomatsovs.

Forhandler: Supermarco, København SV.

 

Mezzatia Vini, 2019 Primitivo-Negroamaro, Salento IGP, Apulien, Italien – Kampagnepris 99,95 kr. Nærmeste forhandler oplyses på tlf. 86419600.

Syditalienske vine fremstillet af druesorterne Primitivo og Negroamaro er det store hit blandt danske vindrikkere. De kan godt lide Negroamaroens mørke farve, gode syre og krydrede smag parret med Primitivoens fylde og frugtkoncentration. Og det kan være en stor oplevelse, når hjemmearbejdet i kælderen som her er helt i top. Et tegn på, at man har serveret et godt glas, er også den meget lange og bløde eftersmag.

Importør: Amka, Randers.

 

Bodegas Merayo, 2018 Y Mencia, Bierzo DO, Ponferrada Leda, Castilla y Leon, Spanien – Påsketilbud: 79,50 kr.

Menzia er en druesort, som hovedsageligt vokser i de nordvestlige vinområder i Spanien. På ranglisten ligger den som nr. 9 af de mest plantede arter, og den leverer kraft og saft samt sødme til vinen. Druerne til den aktuelle udgave kommer fra gamle vinstokke, der har fra 30 til 80 år på bagen, så det vil sige, at vi har med en meget koncentreret vin at gøre i glasset. Nyd den til en grillet, hvidløgsspækket lammeryg.

Importør: Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…