Ny dom fra Menneskerettighedsdomstolen undergraver dansk udlændingepolitik – men dommen er ulovlig

Arkivfoto/privat

Storkammeret ved Menneskerettighedsdomstolen afsagde den 9. juli 2021 en dom, som én gang for alle lagde Danmarks suverænitet i graven.

 

Interesserede kan læse dommen i sin helhed i linket:

https://hudoc.echr.coe.int/eng

 

Ellers se resumé nedenfor.

 

Et resumé af indholdet i dommen incl. mine bemærkninger

Det fremgår, at den syriske Mosalam Albaroudi helt frit og uden at blive stoppet i lufthavnen i Damaskus af hverken de syriske myndigheder eller forskellige militser i 2015 kunne rejse fra Syrien med fly via Beirut til Istanbul, Tyrkiet. Tyrkiet er som bekendt et sikkert land, men han undlader at søge om asyl dér. I stedet fremlejer han en lejlighed, hvor han bor i 2 måneder, mens han venter på – ikke sin kone og to voksne sønner, som han har efterladt i Syrien – men sin brors ankomst.

 

Herefter hører vi ikke mere om broderen, men Albaroudi får fat i en  menneskesmugler, så han kan blive sejlet til Grækenland. Og så var det bare stik nord, til han ankom til Danmark og kunne anmode om asyl i april 2015.

 

Hans asylmotiv er, at fordi han er læge, er han to gange blevet stoppet ved et checkpoint, men kunne derefter køre videre. Han er heller aldrig blevet opsøgt hjemme af myndighederne eller militser.

 

Hvis der ikke var krig i Syrien, så han kunne få asyl på grundlag af den generelle situation i landet, ville han være gået i Åbenbar grundløs-procedure. For han er frit fløjet ud af sit land, og ingen syriske myndigheder har på noget tidspunkt overhovedet interesseret sig for ham eller hans familie.

 

I øvrigt kendte han ingen i Danmark, hvilket sædvanligvis er grunden til, at netop Danmark bliver valgt. Så hvorfor Danmark? Tja, det svar blafrer i vinden, for det har ingen spurgt om.

 

Midlertidig beskyttelse på grund af den generelle situation

I december 2015 vedtog Folketinget en lov om, at syrere, der ikke var personligt forfulgt eller i risiko for at blive udsat for alle de ubehageligheder, modstandere af en styre kan blive udsat for, kun fik midlertidig beskyttelse, der skulle fornyes hvert år.

 

Den midlertidige beskyttelse betød, at de, der kom fra områder i Syrien, hvor krigen ikke hærgede, alligevel fik lov til at blive – midlertidigt.

 

I 2016 vedtog Folketinget, at de syrere, der kun fik midlertidig beskyttelse, måtte vente på familiesammenføring i 3 år.

 

Albaroudi ønskede ikke at vente i 3 år. Hvad i alverden kom den danske lovgivning ham ved? Så han krævede familiesammenføring her og nu i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 om familieliv. Og nu han var i gang, blev også artikel 14 i konventionen (om diskrimination) inddraget. Han mente nemlig, at når andre – de, der fik asyl i henhold til Flygtningekonventionen – kunne få familiesammenføring umiddelbart, så var det diskriminerende, at denne ret ikke også gjaldt ham.

 

Da syreren rejste fra Syrien og efterlod sin kone og 2 voksne børn, kan man vist godt sige, at han ikke tog det så højtideligt med familielivet. Men da han kom til Danmark, blev familieliv pludselig hans højeste prioritet. Og med et afslag gik hele det tunge retsmaskineri i gang.

 

Hans sag kørte først i Flygtningenævnet, så i Østre Landsret og til sidst i Højesteret. Ingen af stederne fik han medhold.

 

Da nu alle retsinstanser i Danmark var udtømt, var der kun Menneskerettighedsdomstolen tilbage.

 

Menneskerettighedsdomstolen

Menneskerettighedsdomstolen er det sted, hvor de aktivistiske såkaldte dommere dømmer de nationalstater, der fejlagtigt bilder sig ind, at de som suveræne stater kan vedtage deres egne love.

 

Ved Domstolen fik Albaroudi endelig den 9. juli 2021 medhold i, at hans kone skulle til Danmark. Hun var dog allerede kommet til Danmark  den 29. september 2019.

 

Nu skulle man tro, at han så var tilfreds, men nej, den anlagte sag ved Domstolen skulle gennemføres. Måske faldt der lidt ekstra af. Og ja, det gjorde der (herom nedenfor).

 

Dommen har med rette vakt furore, og alle medier har haft travlt med at skrive om sagen – for mig at se med slet skjult skadefryd over, at Danmark tabte sagen. Her er et par af medierne:

 

TV2 Nyhederne, hvor advokat Christian Dahlager nævner syrerens navn, der ellers i dommen er benævnt som M.A.

 

Jyllands-posten. Advokaten nævner heri, at han har informeret sin klient om afgørelsen, og at denne er rigtig glad for udfaldet. Der kan dog næppe være tale om glæde over, at han nu fik ret til familiesammenføring, for det har han vidst i næsten 2 år, hvor hans kone kom til Danmark. Så mon ikke det var erstatningen, som var den glade nyhed?

 

Samme dag, som dommen blev afsagt, blev den diskuteret i Deadline med Niels Krause-Kjær som vært og Morten Messerschmidt (DF) og Kristian Heegaard (RV) som kombattanter (eller diskussionspartnere, om man vil) (se nedenfor).

 

Danmarks retsforbehold

Det ene af Danmarks fire forbehold er retsforbeholdet, der ikke kun omhandler asyl- og flygtningepolitikken, men også familiesammenføringsreglerne.

 

Som bekendt er Danmark duksen i klassen og følger hver eneste ratificerede konvention til punkt og prikke. Også dem, der overhovedet ikke vedrører os, f.eks. Metock-dommen.

 

Men ind imellem er der skruer, der må skrues på, dog stadig sådan, at konventionerne overholdes.

 

Og det var denne skrue, tvisten i Domstolen reelt handlede om. Ikke om en såkaldt flygtning kunne få familiesammenføring, for det er på intet tidspunkt blevet betvivlet.

 

Alle sytten dommere anerkendte Danmarks retsforbehold, hvilket de næppe heller kunne undslå sig, da det er nævnt i mange direktiver bl.a. Rådets Direktiv 2004/83/EF (se under pkt. 40: Danmark deltager ikke ”i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark”) og Direktiv 2008/115/ec (se under pkt. 25): ”Danmark deltager ikke i dette Direktiv og er ikke bundet af det.”

 

Men seksten ud af sytten dommere mente, at uanset retsforbeholdet bestemmer EU, hvilke love Danmark kan vedtage inden for de konventioner, vi har ratificeret.

 

Så selv om vi ikke er med i EU’s asylpolitik, er vi stadig bundet af FN’s konventioner om flygtninges rettigheder, som EU-retten bygger på.

 

EU’s familiesammenføringsdirektiv er altså på grund af retsforbeholdet ikke  gældende for Danmark. Alligevel skal direktivet tages i betragtning, fordi Menneskerettighedskonventionen fortolkes i lyset af EU-retten, der fungerer som en slags pejlemærke for en europæisk retsopfattelse.

 

Det må siges at være det rene nonsens. Hvor meget EU end måtte ønske det i Utopia-landet Europas Forenede Stater, er der ingen ”europæisk retsopfattelse”. Dertil er vi alt for forskellige, både kulturelt, historisk, socialt og økonomisk.

 

Er retsforbeholdet overhovedet det papir værd, det er skrevet på?

 

Min sikkert lidt uklare forklaring på sammenrodningen af konventionen og EU-reglerne, vil nok bedre blive fremlagt af Morten Messerschmidt (se Deadline og Messerschmidts FB-opslag nedenfor)

 

Enkelte nedslag fra dommen

Inden man når frem til afgørelsen (pkt. 207) nævnes bl.a. de danske love, der er vedtaget i 2015 og 2016, Flygtningekonventionen,

Menneskerettighedskonventionen, internationale love, retsforbeholdet, diverse memoranda, resolutioner, rekommandationer og de tre instanser i Danmark, der gav afslag på familiesammenføring før efter 3 år for personer med midlertidig beskyttelse. Derudover er der nævnt et utal af andre relevante domme, der har verseret for Domstolen.

 

I pkt. 17 anmoder syreren i november 2015 om familiesammenføring for sin kone og 2 voksne sønner (født 1992 og 1993).

 

Men da sønnerne er over 15 år, er de ikke del af denne sag.

 

Pkt. 63-68 er en statistik over, hvor mange asylansøgere der kom til Danmark mellem 2011 og 2019.

 

Pkt. 197 Dommerne konkluderer, at der ingen grund er til at behandle artikel 14 (diskrimination) sammen med artikel 8 (ret til familieliv).

 

Pkt. 199. Sagsøgeren kræver 75.000 kr. i erstatning.

Pkt. 200. Regeringen kommenterer ikke dette krav.

Pkt. 201. Sagsøgeren får bevilget sit krav for tort og svie på grund af Danmarks krænkelse af artikel 8 (familieliv).

Pkt. 202. Sagsøgeren kræver yderligere omkostninger for sagens behandling på 100.000 kr. (incl. moms) og 6.000 kr. for anslåede rejseomkostninger. Der er ikke fremlagt fakturaer eller dokumenter, der kan støtte disse krav.

Pkt. 203. Regeringen kommenterer ikke dette krav.

Pkt. 204. Domstolen ved ikke, om sagsøger har fået retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager for internationale klageorganer i henhold til menneskerettighedskonventioner.

Pkt. 206. Da Domstolen ikke har modtaget dokumenter, der kan støtte sagsøgers krav, afviser Domstolen dette.

 

Selve afgørelsen ses i pkt. 207:

Nr. 4. Seksten ud af sytten dommere afgør, at Danmark inden for 3 måneder skal betale sagsøger 10.000 euros (omkring 75.000 kr.) samt enhver skat, der måtte blive pålagt sagsøger under henvisning til erstatningen.

Nr. 5. Alle sytten dommere afviser sagsøgers yderligere krav.

 

Herefter kommer dissensen fra Stephanie Mourou-Vikstrøm (Monaco), som Morten Messerschmidt anbefaler, man læser. Hun gør det meget klart, at der med denne dom indføres et helt nyt kapitel i udviklingen af menneskeretten – case law’en. Og det vel at mærke på et område, hvor danskerne har takket klart nej.

 

Deadline den 9. juli 2021

I aftenens Deadline, med den charmerende overskrift: På kant med konventionerne (start minut 1:16 – 20:51) deltog, som nævnt ovenfor, Kristian Heegaard (RV) og DF’s Morten Messerschmidt (linket er hans FB-opslag om sagen).

For Heegaard var sagen soleklar. Danmark havde tabt sagen, fordi artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen var krænket. Det gentog han en del gange. Han ville dog også lige nævne, at familiesammenføring var godt for integrationen. Jeg går ud fra, at han taler om den integration, som vi har brugt milliarder af spildte kroner på og mindst 40 års forgæves integrationsprojekter.

 

Langt mere interesant for mig var de punkter, Messerschmidt fremførte:

 

  1. Sammenblandingen af konventionerne og EU-retten.
  2. Pseudo-dommere.

 

Ad 1:

”Dommen bygger på EU-ret, der slet ikke er gældende i Danmark.”

”Man henviser også til EU’s charter for grundlæggende rettigheder, men det gælder heller ikke her. For ifølge dets artikel 51 gælder det kun for medlemslandene, når de implementerer EU-ret.”

”Der er derfor god grund til at mene, at dommen ganske enkelt er ugyldig. I hvert fald for Danmark.”

 

Ad 2:

De fleste af os har nok ment, at når dommerne i Menneskerettighedsdomstolen (der kommer fra 47 forskellige lande) afsagde nogle for os uforståelige domme, så skyldtes det ikke, at dommerne ikke var dommere, men at de bare intet kendte til andre landes retsopfattelse på baggrund af historie, samfundssystem og kultur.

 

Så det vakte min nysgerrighed, når Messerschmidt taler om pseudodommere og i Deadline siger, at mange af dem ikke ville kunne få et job i byretten.

 

Jeg foretog derfor nogle stikprøver og nåede hurtigt frem til en dommer, som Bulgarien har valgt:Yonko Grozev. Hvad han end er – dommer er han ikke.

 

Yonko Grozev, som har fungeret i Domstolen siden 2015 (og altså også i denne sag), er en del af milliardærens George Soros’ netværk(og har været ansat af denne), som anvender pres på EU medlemsstater. Den bulgarske offentlighed har i årevis vidst at både Kalaydjieva (også en dommer) og Grozev er i den sigtede oligark Ivo Prokopievs indercirkel. Grozev har aldrig fungeret som dommer i Bulgarien.

 

Ulovlig afgørelse

Danmark må først og fremmest betragte den foreliggende afgørelse som ulovlig. Ikke fordi den er gået imod Danmark, men fordi den er endnu et anslag mod Danmarks suverænitet. Det har regeringen og Folketinget ikke befolkningens beføjelse til.

 

Dernæst må Menneskerettighedsdomstolen gøres opmærksom på, at før man får ryddet op i egne rækker og til bunds undersøger et lands valgte dommers akkreditiver, har Danmark ikke i sinde at følge nogen af Domstolen afsagt dom.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…