For seks år siden, fredag den 13. november 2015, blev Frankrig udsat for det værste angreb siden Anden Verdenskrig. Ved et koordineret islamisk terrorangreb i Paris blev 130 dræbt og 143 hospitalsindlagt. Tidligere på året var Charlie Hebdo og jøder i et koshersupermarked blevet angrebet. Denne gang ramtes tilfældige unge franskmænd, der i den lune novemberaften var taget i byen for at se fodbold, gå på café eller gå til koncert.
Første angreb: Det franske fodboldstadion, Stade de France
Frankrig skulle denne fredag aften kl. 21 spille venskabskamp mod Tyskland på landets store nationalstadion: Stade de France, der ligger i Saint-Denis i det nordlige Paris. Kampen var et led i forberedelsen til EM i sommeren 2016. Blandt de 80.000 tilskuere var blandt andre præsident François Hollande, nationalforsamlingens formand Claude Bartolone, flere franske ministre og Tysklands udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier.
Efter afspillelse af de to landes nationalmelodier gik kampen i gang kl. 21:00.
To eksplosioner uden for stadion
Det tyndede ud i menneskemængden uden for stadion. De store indgange var nu lukket, og der var kun indgang G åben til dem, der var forsinkede og skyndte sig for at komme ind og se kampen. Sikkerhedsvagter holdt øje med de sent ankomne og tjekkede deres billetter. Vagten Omar1 havde i nogen tid lagt mærke til en ung marokkaner, der gik frem og tilbage og holdt øje med indgangene, som om han søgte sit snit til at smutte ind.
Den 63-årige fodboldentusiast Manuel Dias2 var på baren Events, der ligger tæt på Stade de Frances indgang B. Kl. 21:16 udløste en terrorist sit selvmordsbælte få meter derfra og dræbte ham.
Inde på stadion kunne man høre braget fra eksplosionen, men det blandede sig med andre indtryk, og mange slog det hen, mens kampen fortsatte. Et kamera fangede forsvarsspilleren Patrice Evras forbavsede ansigtsudtryk, inden han igen koncentrerede sig om bolden.
Udenfor hørte Omar det høje brag og mærkede rystelserne. Han overhørte to betjente tale om et attentat. Betjentene bevægede sig hen mod eksplosionsstedet, og der var kun få tilbage ved indgangen for de sent ankomne. Omar afviste nu bestemt alle, der ville ind.
Omar så nu marokkaneren gå roligt og beslutsomt frem mod den åbne indgang G. Omar råbte ham an for at få ham til at standse, men han fortsatte blot. Da Omar skubbede ham tilbage, udløste manden et selvmordsbælte. Han råbte “Hjælp mig! Hjælp mig!”, inden han sprængtes i stykker. Omar fik terroristens blod og mindre kødstykker på sig, og han blev dybt traumatiseret af hændelsen.
Denne eksplosion fandt sted fire minutter efter den første, kl. 21:20. Inde på stadion gav eksplosionen anledning til yderligere bekymring blandt flere tilskuere. Fodboldspillet fortsatte dog.
François Hollande blev underrettet om et igangværende terrorangreb uden for stadion. Han forlod diskret stadion og satte premierminister Manuel Valls og indenrigsminister Bernard Cazeneuve stævne i indenrigsministeriet som led i et kriseberedskab. Han gav de tilstedeværende ministre besked på at blive på stadion indtil kampens afslutning, lige som Tysklands udenrigsminister også blev opfordret til at blive. Det blev besluttet at lade kampen spille til ende, som om intet var hændt, da man ikke ønskede panikscener og kaos. Folk var tilsyneladende i sikkerhed så længe de befandt sig inde på stadion.
I pausen efter første halvleg fik dem, der ønskede at forlade stadion, at vide, at det ikke kunne lade sig gøre på grund af en teknisk fejl3.
“Det er langt fra ovre; I kommer alle til at brænde op i aften”
Tina og hendes serbiske familie havde inden kampen solgt halstørklæder og andet til fodboldtilhængere uden for stadion. Da portene til stadion lukkedes og de sidste skyndte sig ind, pakkede familien deres ting sammen og gik ind på en MacDonald’s syd for stadion, omkring hundrede meter fra indgang B, for at få lidt at spise. På dette tidspunkt var der flere politibetjente, der havde pause under kampen, til stede. De hørte et brag fra stadion kl. 21:16, og Tina blev urolig. Nogle af betjentene forlod MacDonald’s. Efter den anden eksplosion forlod flere betjente spisestedet. Tina kunne ikke længere sidde stille og fik sin familie med udenfor for at se, hvad der foregik.
Tinas opmærksomhed blev rettet mod en mand [Salah Abdeslam], der på hovedvej A86, der ligger imellem MacDonald’s og Stade de France, var kørt ind til siden i krybesporet. Han var stået ud af sin sorte bil og stod ved siden af og talte i telefon, altimens han så over mod stadion. Tina hørte ham sige: “pakke anbragt” og blev foruroliget. Familien vendte tilbage til MacDonald’s, hvor der i mellemtiden havde været et håndgemæng, og folk flygtede derfra. Tina havde nu fået nok og insisterede på, at de tog hjem nu. De gik ned mod parkeringspladsen, men bag sig hørte hun en mand sige: “Det er langt fra ovre; I kommer alle til at brænde op i aften”. Hun så ikke hvem det var, da mange hastede derfra samtidigt, og hun var fokuseret på at komme hen til bilen hurtigst muligt.
Pludselig sprang en bombe, og de kastedes til jorden. Klokken var nu 21:54, og inde på stadion var der planmæssig pause efter første halvleg. Herude var alt kaos. Folk lå hulter til bulter. Tina så, at hendes mor havde små kødstykker på sig. Et hoved fløj hen over dem, og selvmordsbomberens korpus lå på eksplosionsstedet. De nærmeste ofre blev hårdt såret af eksplosionen.1
Kl 22:50 var kampen ovre, og publikum begyndte roligt at gå mod udgangene. Alvoren begyndte at gå op for folk, nogle gik i panik, skreg og løb mod udgangene. Kl. 23:51 havde de sidste forladt stadion.
De tre selvmordsbombere (Bilal Hadfi, Ammar Ramadan Mansour Mohamad al Sabaawi og Mohammad
Al Mahmod) havde været en halv time forsinket på grund af en trafikkø undervejs.4 De havde ikke købt billetter på forhånd og kunne ikke komme ind på stadion. Angrebene ved Stade de France kunne være endt langt værre, end tilfældet var: Én person døde og 59 blev såret, heraf 7 alvorligt. Det skulle dog snart vise sig, hvad manden bag Tina havde ment med bemærkningen: “Det er langt fra ovre; I kommer alle til at brænde op i aften”.
Andet angrebsmål: Paris’ caféliv
For seks år siden, fredag den 13. november 2015, blev Frankrig udsat for det værste angreb siden Anden Verdenskrig.
Ved et koordineret terrorangreb i Paris blev 130 dræbt og 143 hospitalsindlagt.
Tidligere på året var Charlie Hebdo og jøder i et koshersupermarked blevet angrebet. Denne gang ramtes tilfældige unge franskmænd, der i den lune novemberaften var taget i byen for at se fodbold, gå på café eller gå til koncert.
En lun fredag aften
Fredag aften den 13. november 2015 var vejret mildt, hvilket mange benyttede sig af til at sidde ude på Paris’ fortovscafeer sammen med vennerne og nyde livet efter en lang uge. Således også i byens 10. og 11. arrondissementer. Folk var lykkeligt uvidende om de foreløbigt to terrorangreb, der få minutter forinden (kl. 21:16 og 21:20) havde fundet sted nord for byen ved Stade de France. (Læs Kirsten Valeurs artikel i Den Korte Avis om det første angrebsmål, der blev bragt torsdag)
Le Carillon og Le Petit Cambodge
Kl. 21:24 kørte de tre mænd Brahim Abdeslam, Chakib Akrouh og Abdelhamid Abaaoud1 i en sort Seat ind i et roligt område i 10. arrondissement, hvor Le Carillon og Le Petit Cambodge ligger. Der blev affyret skudsalver mod de chokerede gæster, der kastede sig mod jorden og søgte dækning. I den første forvirring bekræftede skudhuller i vinduerne gæsterne i, at de blev beskudt. Arnaud så en mand [Brahim Abdeslam] nærme sig med sin kalasjnikov-riffel og skyde omkring sig. Olivier så ham skyde på folk, og han husker mandens ansigtsudtryk: Han smilede stort og så ud til at nyde at meje folk ned. Da gerningsmændene kørte videre, blev der helt stille. Da man var blevet overbevist om, at det var forbi, jamrede folk af smerte og fortvivlelse. Der lå folk overalt, døde og sårede.
Til alt held ligger hospitalet Saint-Louis lige i nærheden, og der var flere læger til stede. Der døde 13 på Le Carillon og Le Petit Cambodge.
À la Bonne Bière
Kl. 21:26 var den sorte Seat nået til et livligt område i 11. arrondissement, hvor la Bonne Bière ligger. Cafégæsterne hørte skudsalver og kunne se folk falde om. Efter nogle minutter forsvandt terroristerne, og efter en første stilhed lød der skrig og jamren fra sårede. Der var væltede stole, knuste glas og blod.
Der var fem personer døde, 19 hospitalsindlagte og 28 lettere sårede, som Røde Kors tog sig af.
La Belle Équipe
I det østlige Paris var der livligt på rue de Charonnes med fyldte cafeer og restauranter denne aften, og der sad mange udenfor. I la Belle Équipe var der feststemning med fejring af to fødselsdage, og der stod folk udenfor, der røg og drak champagne.
Kl. 21:36 parkerede de tre mænd foran baren, steg ud og begyndte at skyde på gæsterne. Vennerne Camille og Brune blev ramt og faldt ned. De lå ubevægeligt og spillede døde mens de hørte, hvordan terroristerne gik rundt og skød folk. Marcel havde søgt dækning, og da der blev stille, kiggede han frem. Han fik et chok, da han så en af gerningsmændene, der var ved at skifte magasin. Han dukkede sig og hørte lidt efter et ‘Allahu akbar!’, en smækkende bildør og bilen, der kørte væk. Herefter fulgte stilheden, inden man hørte overlevendes skrig.
Der var 21 døde efter angrebet på la Belle Équipe.
Comptoir Voltaire
Sydøst for la Belle Équipe ligger Comptoir Voltaire.
Kl. 21:41 kørte den sorte Seat op foran restauranten og satte den ene passager, Brahim Abdeslam, af. Brahim gik ind på den overdækkede terrasse og udløste sit selvmordsbælte. Da røgen lagde sig, kunne man se folk ligge på jorden. Da politiet kom, beskrev en af betjentene, Hervé, stedet som en krigsscene, med knuste ruder, ødelæggelser og sårede overalt. En sygeplejerske foretog hjertemassage på en person, der viste sig at være gerningsmanden. Da det kun var den øverste halvdel af selvmordsbæltet, der var blevet udløst, blev den livreddende indsats straks indstillet, og folk blev evakueret.
Takket være det delvist defekte selvmordsbælte var det kun gerningsmanden, der døde. Der var 16 sårede, heraf 3 alvorligt sårede.2
Cafeen ved Bataclan
De tre terrorister Foued Mohamed-Aggad, Ismaël Omar Mostefaï og Samy Amimour1 udførte det tredje og mest voldsomme angreb i Paris den 13. november 2015, på spillestedet Bataclan i det 11. arrondissement. Angrebet indledtes ved spillestedets café ud mod Boulevard Voltaire.
Yasser var taget i byen sammen med vennerne Salah og Sami, og de morede sig sammen på Bataclans café.
Kl. 21:47 blev de pludselig beskudt. Yasser opdagede undrende, at hans tøj blev flænset. Dernæst så han Salah, der udstødte et dødsskrig og faldt fremad, stiv som et bræt. Sami blev ramt i maven og bukkede sammen. Yasser kunne nu se gerningsmanden [Foued Mohamed-Aggad], der smilede, og de to andre terrorister. Han hørte latter; terroristerne morede sig øjensynligt og nød deres makabre gerninger. Han bemærkede, at de også var rolige.3
Terroristerne fortsatte nu ind på selve spillestedet, hvor Eagles of Death Metal spillede for omkring 1500 koncertgængere. Dette skulle blive kulminationen på det blodigste angreb på Frankrig siden Anden Verdenskrig. (Se artiklen i morgen)
Artiklen fortsætter under videoen…
Tredje angrebsmål: Bataclan
For seks år siden, fredag den 13. november 2015, blev Frankrig udsat for det værste angreb siden Anden Verdenskrig. Ved et koordineret terrorangreb i Paris blev 130 dræbt og 143 hospitalsindlagt. Tidligere på året var Charlie Hebdo og jøder i et koshersupermarked blevet angrebet. Denne gang ramtes tilfældige unge franskmænd, der i den lune novemberaften var taget i byen for at se fodbold, gå på café eller gå til koncert.
Bataclan, et proisraelsk spillested
Bataclan ligger i det 11. arrondissement og blev opført i 1864 i kinesisk bygningsstil. Der var oprindeligt café og teater, siden var der en biograf, inden stedet i 1970’erne blev et populært spillested. Elie Touitou købte stedet i 1976 og overlod den kunstneriske ledelse til sin søn Joël Laloux, der sammen med broderen Pascal blev bredt respekteret for at sammensætte et spændende musikprogram, hvor vægten lå på rockmusik. Ledelsen var desuden proisraelsk, og der blev i en årrække afholdt indsamlingsfester til fordel for israelske grænsevagter og jødiske velgørenhedsorganisationer. Dette afstedkom trusler fra flere propalæstinensiske grupperinger.
Joël Laloux solgte spillestedet i september 2015 for at bosætte sig i Israel.1 Fredag den 13. november 2015 afbrød den 63-årige Joël Laloux modvilligt sabbatten for at tage den insisterende telefon, da der øjensynligt var noget ekstraordinært på færde, og han fulgte forfærdet begivenhederne på afstand.2
Eagles of Death Metal spillede på Bataclan
Rockbandet Eagles of Death Metal fra Californien skulle spille på Bataclan den 13. november. På scenen var Jesse Hughes (sang, guitar), Dave Catching (guitar), Eden Galindo (guitar), Matt McJunkins (bas) og Julian Dorio (trommer). Bandet var aktuelt med albummet Zipper Down.
De havde i juli måned givet koncert i Tel Aviv foran et begejstret publikum. Jesse Hughes fortalte under koncerten, at han var blevet kontaktet af Roger Waters fra Pink Floyd, der er aktiv i den antiisraelske bevægelse Boycott, Divestment and Sanctions (BDS). Han ville have Jesse Hughes til at aflyse bandets optræden i Israel. Jesse Hughes svarede ham med to ord: “Fuck you”.1
Nu spillede Eagles of Death Metal for et veloplagt publikum på Bataclan i Paris. De var gået på scenen kl. 20:58, og ca. kl. 21:46 var de nået til nummeret “Kiss the Devil”.
Folk blev mejet ned
Terroristerne Foued Mohamed-Aggad, Ismaël Omar Mostefaï og Samy Amimour havde kl. 21:47 beskudt gæsterne på Bataclans café, hvorefter de brød ind i koncertsalen og begyndte at skyde på folk. Mange forstod ikke umiddelbart, at det var skudsalver, der hørtes, men folk bukkede sammen én for én, som dominobrikker.
På scenen blev Jesse Hughes først overrasket, men så genkendte han lyden af skud, da han er vant til våben. Guitaristen Eden Galindo troede først, at der var noget galt med højttalerne, men Jesse kastede ham ned i dækning. Bassisten Matt McJunkins flygtede fra scenen og søgte en udgang. Ude i salen gemte lydtekniker Shawn London sig under mikserpulten. Herfra hørte han en af terroristerne råbe ”Allahu akbar!”.
En terrorist råbte “Fald ned!”. De fleste adlød, hvorefter beskydningen af dem blot fortsatte. Terroristerne belærte nu publikum om Frankrigs, og deres præsidents, skyld i krigen i Syrien. Der blev råbt: “Hent raketkasteren!”.
Den kontinuerlige beskydning, hvor de tre terrorister skiftedes til at skifte magasin, varede i ti minutter.3
Da det lykkedes for to gidsler at redde en gravid kvinde ud, råbte Ismaël Omar Mostefaï efter dem: “Jeg har lige dræbt hundrede mennesker, så I gør ikke den store forskel”.4
Terroristerne spillede kispus med ofrene
Omkring kl. 22 indstillede de tre mænd skudsalverne ud over forsamlingen. De morede sig nu med at udvælge sig dem, som de skød på: Hvis en person bevægede sig, affyredes to skud; hvis en telefon ringede, affyredes to skud. Folk forsøgte at slukke deres telefoner uden at påkalde sig terroristernes opmærksomhed. De rædselsslagne mennesker forsøgte at ligge helt stille; ofte i en forvreden stilling mellem andre kroppe. Nogle var klemt inde mellem lig, hvis blod sivede ud.3
Vidner fortæller, hvordan Foued Mohamed-Aggad oppe fra balkonen råbte: “Jeg dræber dem, der bevæger sig”. Der lød et skud, endnu én var død: “Ha! Ha! Ha! Jeg sagde jo, at du ikke skulle bevæge dig!”4
Den første terrorists dødsfald
Lidt inden kl. 22 trængte en kommissær fra BAC (Brigaden til Kriminalitetsbekæmpelse) og en kriminalassistent, der havde været på patrulje, ind. De havde ganske vist kun deres tjenestepistoler og skudsikre veste, der var utilstrækkede over for kalasjnikov-rifler, men de kunne ikke holde ud at opholde sig uden for salen, mens folk blev myrdet derinde. Da 20-30 forfærdede mennesker løb skrigende ud af salen, smuttede de to politifolk ubemærket ind uden at vide, hvad der ventede dem indenfor. Gulvet i koncertsalen var dækket af kroppe. Omkring 25 meter derfra så de på scenen en terrorist [Samy Aminour], der rettede sin riffel mod et gidsel og råbte: “Læg dig ned!”. Kommissæren tog straks sigte mod mandens krop og affyrede fire skud, mens assistenten affyrede to skud mod ham. Terroristen faldt jamrende om på ryggen og aktiverede sit selvmordsbælte, hvorved hans krop sprængtes i småstykker. De to politifolk blev beskudt fra balkonen og måtte trække sig ud igen, og 200-300 mennesker flygtede ud samtidigt.5,6
Kommissæren, der ønsker at være anonym, blev med sit mod udslaggivende for begivenhederne på Bataclan.
Specialstyrkers indtrængen i salen
De to andre terrorister, Foued Mohamed-Aggad og Ismaël Omar Mostefaï, trak sig tilbage i en tolv meter lang korridor og tog tolv personer med sig som gidsler. De skulle komme til at opholde sig her de følgende to timer.
I salen var der helt stille. Folk var rædselsslagne og vidste ikke, hvad der skete. De to politifolk, der havde skudt terroristen på scenen, var væk igen, og de var nu igen overladt til deres egen skæbne.
Der samledes stadigt flere specialstyrker uden for Bataclans koncertsal. Da man i noget tid intet havde hørt inde fra salen, gik de første styrker ind for at forsøge at danne sig et første overblik over situationen.
De kom ind i en oplyst sal, hvor skarpe lysprojektører var rettet mod indgangen og gulvet. Hundreder af mennesker lå på gulvet. Når de bevægede sig rundt i salen, skulle de passe på ikke at træde på nogen og undgå at glide i laget af blod på gulvet. Der lugtede af krudt og blod. Der var helt stille, bortset fra lyden af ringende telefoner. Efterhånden som der kom flere politistyrker ind, begyndte ofrene at røre på sig og jamre. Politiet spurgte ind til terroristerne, men de utålmodige ofre ville have dem til at bestorme stedet straks, for mange var døende og tiden gik.
Uskadeliggørelse af de to andre terrorister
Salen blev efterhånden sikret, og kl. 22:40 havde man evakueret størstedelen af de overlevende. Omkring kl. 23 trængte specialstyrkerne op ad trapperne i deres søgen efter de resterende terrorister. Kl. 23:15 var de nået frem til en lukket dør. På den anden side havde et gidsel meddelt terroristerne, at han hørte noget bag døren, hvorefter Ismaël Omar Mostefaï råbte: “Kom ikke nærmere! Vi dræber alle! Vi sprænger det hele i luften!”.
Specialstyrkerne trak sig tilbage og indledte forhandlinger med terroristerne. De talte sammen telefonisk kl. 23:27 og igen kl. 23:29, 23:48, 00:05 og 00:18, uden at det førte nogen vegne. Specialstyrkerne forberedte derfor et angreb, hvor de førte et kraftigt skjold på hjul frem foran sig. Der stod redningsfolk klar til hurtigt at behandle sårede betjente. I forbindelse med den sidste telefonsamtale, kl. 00:18, åbnede man døren. Der blev straks affyret skudsalver mod skjoldet. Kolonnen af politifolk trængte ind i korridoren og skød mod terroristerne, lige som de kastede håndgranater. Efterhånden som skjoldet kørtes fremad, hjalp man gidsler væk ved at trække dem bagud på hver side af skjoldet. Foued Mohamed-Aggad blev ramt og aktiverede herefter sit selvmordsbælte. Eksplosionen ramte også Ismaël Omar Mostefaï, der ikke nåede at aktivere sit selvmordsbælte, inden han blev skuddræbt.7
Med de tre uskadeliggjorte terrorister fortsatte afsøgningen af spillestedets mange kroge, hvor skræmte overlevende fortsat gemte sig, da de ikke turde tro på, at det var forbi. Kl. 01:40 erklærer politiet endelig området for sikret.
Efterspil
På Bataclan døde 90 personer, og flere hundrede blev såret. Mange af de sårede var hårdt kvæstet; nogle havde fået ødelagt deres ansigt og måtte igennem op mod 30 operationer for at få et ansigt igen.
Terroristen Ismaël Omar Mostefaïs broder Houari har siden kaldt Ismaël Omar for et monster. Han tror ikke på fortællingen om den mentalt ustabile terrorist, for Ismaël Omar var en fuldstændig normal person.3
Islamisk Stat påtog sig skylden for de koordinerede angreb. I disse måneder pågår en større retssag, der skal klarlægge detaljerne i forløbet og afklare medskyldiges rolle i angrebene.
Kilder til afsnittet om første angreb:
- 13 – Zineb raconte l’enfer du 13 novembre, forlaget Ring, 2016
- https://www.lci.fr/societe/finale-de-leuro-hollande-dedie-le-match-a-manuel-dias-mort-dans-lattentat-au-stade-de-france-1514879.html
- Nationalforsamlingens rapport om statens terrorbekæmpelse siden 7. januar 2015, udgivet 5. juli 2016
- 13 Novembre, Des témoignages, un recit, Laura Nattiez et al., forlaget Odile Jacob, 2020
Kilder til afsnittet om tredje angreb:
- Nationalforsamlingens rapport om statens terrorbekæmpelse siden 7. januar 2015, udgivet 5. juli 2016
- 13 Novembre, Des témoignages, un recit, Laura Nattiez et al., forlaget Odile Jacob, 2020
- 13 – Zineb raconte l’enfer du 13 novembre, forlaget Ring, 2016
Kilder til afsnittet om tredje angreb:
- https://www.lemonde.fr/attaques-a-paris/article/2015/11/15/le-bataclan-un-haut-lieu-de-la-culture-cible-de-longue-date-par-les-islamistes_4810424_4809495.html
- https://www.lefigaro.fr/musique/2015/11/19/03006-20151119ARTFIG00184-l-ancien-patron-du-bataclan-a-l-espoir-que-la-salle-survivra-aux-attentats.php
- 13 – Zineb raconte l’enfer du 13 novembre, forlaget Ring, 2016
- https://www.lefigaro.fr/actualite-france/au-proces-du-13-novembre-les-temoignages-insoutenables-d-une-nuit-d-ou-l-humanite-a-fui-20211026?utm_source=premium&utm_medium=email&utm_campaign=[20211027_NL_LETTREFIGAROPREMIUM]&een=ee96bdcf00e796efbf44e1ef95b872c5&seen=2&m_i=_ybR5h9aIPiuabvQgZWzx2hDZWstOUnSZc2uzrzpsAvGGuX885W0dLZvkynA00_n3CEUw23y9hQWJlgtZuK6qCU8RwOOrMPZ_L
- https://www.lefigaro.fr/international/au-proces-du-13-novembre-la-bravoure-de-deux-policiers-au-bataclan-20210922
- Nationalforsamlingens rapport om statens terrorbekæmpelse siden 7. januar 2015, udgivet 5. juli 2016
- 13 Novembre, Des témoignages, un recit, Laura Nattiez et al., forlaget Odile Jacob, 2020
