Indvandring: Afstanden mellem akademia og den brede danske befolkning bliver større og større

Arkivfoto: Steen Raaschou

Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet

”Hvis danskerne vågnede op på fredag og alle muslimer var ude af landet, var der ikke én, der ville savne dem”. Ordene er Rasmus Paludans efter hukommelsen og de blev udtalt i forbindelse med valgkampen i 2019, hvor han som bekendt kun var 0,2% at stemmerne fra at komme i Folketinget.

 

Ordene ramte mig dengang som et kølleslag, fordi de rummer en stor sandhed: selvom man måske har en god ven eller bekendt, som er muslim (men det har de færreste danskere desværre) og som man ville komme til at savne, så ville ingen, som i INGEN, savne dem som befolkningsgruppe: de er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, underrepræsenteret i selvforsørgelse og frem for alt: de har – generelt set – vist sig ikke bare uvillige til at lade sig assimilere, men direkte modarbejdet alle behjertede tiltag på at gøre dem til en aktiv del af det danske samfund.

 

Kort sagt: en alt for stor del af muslimerne i Danmark har påført landet meget større omkostninger end de har ydet bidrag – og det er målt på samtlige parametre.

 

Alligevel er det som om det kommer fuldstændig bag på ”Akademia”, hver gang de sætter sig for at afdække danskernes syn på ”de fremmede”, som efterhånden er blevet synonym med ”muslimer”, fordi de som den eneste gruppe udlændinge netop insisterer på at forblive fremmede i vores midte.

 

Som i den måling professor Jørgen Goul Andersen lavede i efteråret 2019 sammen med Mandag Morgen, blot få måneder efter Folketingsvalget. Den bekræftede nemlig på lange stræk Paludans oneliner:  hver fjerde dansker vil sende muslimerne ud af landet. Mere præcist erklærede 28% sig helt eller delvist enig i udsagnet: ”Muslimske indvandrere bør sendes ud af landet”. Nok så sigende var, at kun 32% – altså knapt en tredjedel, erklærede sig helt uenig i udsagnet.

 

Til spørgsmålet: ”Indvandrere, der ikke har arbejde, bør sendes ud af landet” svarede hele 39%, at de var helt eller delvist enige, mens kun 17% var helt uenige.

 

Ikke overraskende tal, men det kom fuldstændig bag på Goul Andersen, der udtalte: ”Det er mildest talt temmelig skræmmende, uanset hvordan man tolker det. Udsmidning af muslimer strider jo mod religionsfriheden i Grundloven. At så mange alligevel erklærer sig enige i holdninger, som vi normalt har betragtet som utilstedelige, tyder på et forfald i demokratiske værdier, som man næsten kun kan bebrejde den politiske elite.”

 

Goul Andersens udtalelse er på mange måder symptomatisk for det gab, der er mellem akademia og den brede befolkning i Danmark:

 

Alene den selvfølgelige definitionsret, som Goul Andersen tiltager sig ved at kalde de svar han har fået for ”skræmmende”, grundlovsstridige og udtryk for holdninger, som er ”utilstedelige” vidner ikke bare om akademikerens selvbestaltede definitionsret i spørgsmål om, hvad der er utilstedeligt og et forfald i demokratiske værdier, det afslører også en slet skjult foragt for respondenterne.

 

På intet tidspunkt kunne det falde Goul Andersen og hans ligesindede ind, at det sandsynligvis netop har været et stærkt ønske om at bevare de demokratiske værdier og den religionsfrihed, der har fået respondenterne til at svare som de gjorde, fordi de oplever disse værdier angrebet af herboende muslimer.

 

Læg hertil ophøjelsen af ”den politiske elite” til en gruppe, der i et bestemmende omfang har indflydelse på de mere udannede dele af befolkningen, som tydeligvis ifølge Goul Andersen ikke kan tænke selv, men som skal retledes af ”eliten”. Det er en fejlslutning af dimensioner al den stund, at politikerne – med Socialdemokratiet som mest slående eksempel – har måttet sande, at de er nødt til at lægge sig i slipstrømmen af folkestemningen, hvis de vil gøre sig håb om at bevare deres politiske mandat.

 

Ikke desto mindre tjener både målingen og Goul Andersens reaktion på den som et eksempel på, at der også i Danmark er lagt kim til en splittelse i vores ellers så homogene samfund: på den ene side står en voksende gruppe danskere, der bliver mindre og mindre utilslørede i deres kritik af muslimske særkrav – på den anden side en elite, der forarges over deres holdninger og foragter dem, der udtrykker dem.

 

I går besluttede et stort flertal af Folketingets medlemmer at indlede en rigsretssag mod Inger Støjberg med islams rolle i Danmark som et underliggende tema. Dén sag kan meget let vise sig sprængfarlig i det latente minefelt, der udgøres af forskellige gruppers syn på hinanden og lægge yderligere afstand mellem dem.

Aia Fog, cand. jur. Formand for Trykkefrihedsselskabet

Aia Fog, LL.M. Chairman of the Free Press Society

 

www.trykkefrihed.dk

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…