Når man før i tiden talte om bander i Danmark, handlede det stort set om rockergrupper.
Men der er ikke meget tilbage af Hells Angles og Bandidos.
I dag domineres bandekriminaliteten af indvandrere. Og de begår en kriminalitet, der er langt mere voldelig og omfattende end den, der blev begået af de ‘danske’ rockergrupper.
94 procent er indvandrere
Nu har stort set alle, der er dømt for grov bande-kriminalitet, indvandrerbaggrund.
Det er kun tre ud af 48 dømte, der har dansk baggrund.
45 af de dømte har indvandrerbaggrund – svarende til 94 procent.
Det er blevet afsløret af Ekstra Bladet, der har fået aktindsigt hos Rigsadvokaten.
Ekstra Bladet har fået oplysninger om antal domfældelse efter straffelovens ”bandeparagraf” § 81 a i perioden midt 2018 til 7. august 2020.
20 af de dømte tilhørte indvandrerbanden Loyal to Familia.
De danske rockergrupper Hells Angels og Bandidos er derimod næsten forsvundet helt ud af billedet. Kun ét medlem af Bandidos er blevet dømt i perioden (til ni års fængsel), mens ingen fra Hells Angels er dømt i løbet af de to år.
Og de tre bandemedlemmer, der ifølge undersøgelsen var af dansk oprindelse, kan også have indvandrerbaggrund – forstået på den måde, at de kan være børn af efterkommere med mindst én forælder, der har dansk statsborgerskab.
Men under alle omstændigheder viser opgørelsen, at de stærkt kriminelle bander er helt dominerede af indvandrere.
Grove forbrydelser
Opgørelsen viser også, at det er meget grove forbrydelser, der i dag bliver begået af bandemedlemmer.
De 20 dømte fra indvandrerbanden Loyal To Familia fik tilsammen 128 års fængsel (én person blev dømt to gange).
Det giver 6,4 år i snit. Det er straffe, der viser, at det handler om forbrydelser som grov narkokriminalitet, grov vold og drab. (Se også bloggeren Morten Uhrskov)
Kun toppen af isbjerget
Disse tal er kun toppen af isbjerget. Bag tallene ligger et langt højere mørketal. Mørketallet udgøres af alle dem, som ikke bliver anmeldt af angst hos ofrene for alvorlige repressalier, hvis de ikke tier stille.
Tænk bare på, hvor ofte medierne kan fortælle, at der er blevet stukket med kniv, skudt med skarpt eller begået overfald, uden at gerningsmændene er fundet.
Dertil kommer den kriminalitet, der aldrig når politiets døgnrapporter eller medierne. For eksempel skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport om skud i indvandrertætte Aarhus Vest:
Østjyllands Politi modtog mandag nat kl. 0034 oplysninger om, at der var blevet afgivet skud på Janesvej i det vestlige Aarhus. Adskillige patruljer blev sendt til området, og da vi ankom, traf vi hverken personer eller køretøjer. Ved undersøgelsen blev der fundet flere afskudte patronhylstre.
Der er ved at udvikle sig en rå og omfattende kriminalitet i Danmark, vi ikke kendte til før indvandringen fra ikke-vestlige lande.
Passive politikere lod det ske
Denne udvikling har været fuldstændig forudsigelig i mindst 30 år. Alligevel har det store flertal af danske politikere valgt at fortsætte katastrofekursen.
Enkelte politikere fra især Dansk Folkeparti har advaret i mange år og nu er Nye Borgerlige kommet til.
Peter Kofod (DF) skriver på Facebook:
Vores samfund kan ikke holde til masseindvandring fra Mellemøsten og Afrika. Konsekvenserne er klare. Hvis man stadig er i tvivl, kan man blot kaste et blik på forsiden af Ekstra-Bladet. Dybt skræmmende – og fuldstændig uacceptabelt!
Peter Seier Christensen (NB) skriver også på Facebook:
Kriminelle indvandrere. Hvor er jeg dog træt af dem. Hvorfor har vi skabt den udvikling i vores land? Det er så meningsløst. Og lige nu taler vi gudhjælpemig ikke om andet end at hente nogle landsforrædere til Danmark. Radikale, SF og Enhedslisten mener øjensynligt, at det er det vigtigste overhovedet. … Kriminelle udlændinge skal udvises. Og vi skal lade være med at lukke flere ind. Endelig skal vi holde op med at kaste statsborgerskaber i grams, som vi gør i dag.
Kun omfattende hjemsendelser kan redde dette land og dets folk på kun knap fem millioner etniske danskere. Men indtil videre er politikerne, som de er flest, bedøvende ligeglade, skriver bloggeren Morten Uhrskov.
Bandevold, corona og angreb på danske værdier
Ikke-vestlige indvandrere udgør en stadig større del af befolkningen i Danmark.
Denne udvikling presser dansk kultur og danske værdier mere og mere tilbage. Den skaber øget bandevold. Den betyder kvindeundertrykkelse, mindre samfundssind og mere udemokratiske holdninger.
Samtidig rammes vi af coronasmitten, der først og fremmest spreder sig i indvandrertætte områder.
Den ikke-vestlige indvandring fik lov til at komme helt ud af kontrol. Men ingen af de politikere, der var skyld i dette, har taget ansvaret. Og stort set ingen af dem har sagt undskyld til den danske befolkning.