Skum og bobler på årets sidste aften

Det er ved at være tid til at tage afsked med et år, som ingen ønsker en gentagelse af. Bunden er på alle måder  nået, og fra nytårsnat 2021 kan vi langsomt viske skyggerne af den verdensomspændende Corona-virus væk. Og netop de lysere fremtidsudsigter mod det normale skal selvfølgelig fejres på årets sidste aften.

 

Vi bør som sædvanlig lytte til Dronning Margrethes nytårstale med et glas boblende vin i hånden, vi bør nyde vores østers, hummere, kogt torsk og oksesteg med Pommes Anna til sammen med de passende vine, og vi skal spise vor kransekage med halvtør skumvin til. Vi skal i det hele taget gøre, som vi plejer, for det har vi fortjent oven på et hårdt og ubarmhjertigt år. Nedenstående finder du en række vine, som vil opfylde alle dine ønsker, uanset hvilken kulinarisk oplevelse du vælger at afslutte 2020 med.

 

Rødvin

 

Cellier des Princes, 2016 Hérédita, Châteauneuf-du-Pape ACPC, Courthézon, 95 Rhônedalen, Frankrig – Nytårstilbud 349,95 kr. hos MENY.

 

Cellier des Princes er Rhônedalens eneste kooperativ. Det blev startet i 1925 og har siden gennemgået en fantastisk kvalitetsmæssig udvikling, som har bragt det op blandt spidserne af områdets vinproducenter. 2016 Hérédita er kun lavet i 2000 eksemplarer. Druerne – 95% Grenache og 5% Mourvèdre – er plukket på vinstokke med over 100 år på bagen, og vinen er et studie af elegance og koncentration af bær med hindbær som bærende element. En fantastisk ledsager til oksefilet eller oksehøjreb.

Importør: GOBIvin, Valby.

 

Viña Santa Rita, 2015 Triple C, Valle del Maipo D.O., Buin, Chile. – Kampagnepris: 299 kr. – På tlf. 86419600 oplyses nærmeste forhandler.

 

Triple C er en speciel vin, som kun laves i særligt gode årgange. Den blev første lavet i en årgang 1997 som en jubilæumsvin i anledning af, at importøren Amka og Santa Rita havde samarbejdet i 10 år. Det blev en succes, der nu er fulgt op med en vin fra 2015. Den er lavet af 65% Cabernet Franc, 30% Cabernet Sauvignon og 5% Carménère druer og har en kraftig duft og smag af moden frugt blandet med tobak, chokolade og vanilje. Vildt eller rødt oksekød hertil er lige sagen.

Importør: Amka, Randers.

 

Elderton Wine Estate, 2017 Cabernet Sauvignon, Barossa Valley, Nuriootpa, Australien – Nytårstilbud 165 kr.

 

Som de fleste vine fra Australiens bedste vinområde, Barossa Valley, er denne Cabernet Sauvignon en kraftig vin. Den stiller store krav til den mad, som den skal serveres til, for i glasset er der flotte noter af brombær, solbær og – hvis man smager godt efter – også hints af rødbede. Det er ingredienser, som passer flot smagsmæssigt sammen med f.eks. en rådyr- eller vildtharesteg. Selvfølgelig kan den også parres med en Boef Stroganoff eller anden sammenkogt ret.

Importør: Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg.

 

Bodega AT Roca, 2015 Sileo, Montsant D.O. Tarragona, Catalonien, Spanien – Normalpris 129,95 kr. – Tilbudspris 119,95 kr.

 

Vingården er få år gammel og ejes af vinmageren Agusti Torello, som ellers er bedre kendt fra det berømte Cavahus med samme navn. Vinen er lavet af 80% Garnatza og 20% Samsó druer og fremstår mørkerød i glasset. Aromaen er præget af jordbær, brombær og sveskeblommer og en svag duft af kokos, mens smagsløgene forkæles af en frisk, elegant frugtsyre. Det her sammen med denne vin, at oksesteg med lagstegte kartoffelskiver – Pommes Anne – kommer helt til sin ret.

Importør: Theis Vine, Charlottenlund.

 

Boblevin

 

Weingut Zuschmann & Schöfmann, 2016 Grüner Veltliner Brut Nature, Niederösterreich, Martinsdorf, Østrig – Normalpris 249 kr. – Tilbudspris 186,75 kr.

 

Her har vi en lækker Schaumwein eller Sekt, som tysktalende vinlande kalder deres mousserende vine, og den er en dronnings nytårstale værdig. Selvfølgelig er den også selvskreven til ” godt fra havet”, men da den er meget tør, skal den ikke drikkes sammen med kransekage, når nytårsklokkerne bimler. Vælg i stedet en halvtør champagne-type. Disse bobler er udviklet på den østrigske Grüner Veltliner drue, og vidste man ikke bedre, ville man tro at flaskens indhold var eksklusivt fransk fra Champagne-distriktet.

Importør: Propperiet, Brædstrup.

 

Cantina Cavit, 2016 Altemasi Millesimato Brut, Trento DOC, Trento, Italien – Nytårstilbud: 175 kr.

 

Navnet Cavit er en forkortelse af Cantine Vitilcoltori di Trento og dækker over Italiens største vinkooperativ med ikke mindre end 5.250 tilknyttede producenter. Vinproduktionen foregår i supermoderne tekniske omgivelser og forestås af en hær af højtuddannede vineksperter. Vinen er fremstillet af 100% Chardonnay druer, og i glasset finder vi en utrolig blødhed i den harmoniske fylde. Det er den perfekte ledsager til østers i alle afskygninger.

Forhandler: Supermarco, København SV.

 

Bodegas Sumarroca, 2018 Cava Reserva Brut, Subirats, Barcelona, Catalonien, Spanien – Normalpris 119,95 kr. – Tilbudspris 79,95 kr. pr. stk. ved køb af 12 flasker.

 

Læs også
Forårets spæde trut i hvidvinstrompeten

Sumarroca-familien har flere generationers viden om vindyrkning og råder i dag over flere vingårde mellem Barcelona og Tarragona, bl.a. Cava-huset Sant Sadurni d’Anoia, som i dag er omdøbt til Finca Sumarroca. Den blev købt af det franske Champagne-hus Moët & Chandon, som opgav ævret efter flere mislykkede forsøg på at lave spansk Champagne. Den kunst kunne Sumarroca-familien, og i dag fremstiller man nogle af  Spaniens fremmeste økologiske boblevine, som kan stille selv de mest kræsne veganere tilfreds.

Importør: Philipson Wine, Kokkedal.

 

Cantina Botter, Verosso Prosecco Spumante Extra Dry, Fossalta di Piave, Veneto, Italien – Normalpris 89 kr. – Tilbudspris 69,95 kr. På tlf. 86911844 oplyses nærmeste forhandler.

 

Botters boblende Prosecco er et udmærket eksempel på, at kvalitet også kan købes for et beløb, som ikke tømmer portemonnæen. Det er en dejlig, ukompliceret tør vin, der er lavet på druer fra Treviso-området i den norditalienske Veneto-region. Farven er lysegul, bouquet’en har noter af fersken, grønne æbler og akacie, og smagen er velafbalanceret og harmonisk. Ideel til en gang nytårs-sushi.

Importør: Amalie Vinimport, Hinnerup.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…