Hvis det står til Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, skal det være slut med, at udviste asylansøgere og udviste kriminelle skal udgøre en plage for deres naboer på Kærshovedgård i Midtjylland.
De skal flyttes til Marinestation Grønnedal i det sydvestlige Grønland, lyder det nu fra Pia Kjærsgaard.
Det kan have en præventiv effekt og medvirke til, at flere rejser frivilligt, anfører Pia Kjærsgaard i det notat, der skal danne grundlag for et kommende beslutningsforslag i Folketinget, og som Den Korte Avis har fået indblik i.
Kan betyde, at flere vælger at forlade Danmark frivilligt
Således anfører Pia Kjærsgaard blandt andet:
”For beboerne på udrejsecentret i Grønland kan den isolerede placering have indflydelse på, at flere vælger at medvirke til hjemsendelse,” fremgår det af notatet, hvor der henvises til Finland.
Her forlader flygtninge frivilligt landet med den begrundelse, at der er for koldt, ligesom det også påpeges, at færre flygtninge måske vil vælge Danmark for ikke at risikere at blive sendt til Grønland, hvis de i tilfælde af afslag nægter at rejse hjem.
Over fem hundrede afviste asylansøgere og udviste kriminelle
Ifølge en opgørelse fra Rigspolitiets Nationalt Udlændingecenter den 4. august hænger Danmark i øjeblikket på i alt 566 afviste asylansøgere og udviste kriminelle, som ikke kan udvises ved tvang.
Det skyldes for nogles vedkommende, at deres hjemlande nægter at tage imod dem, hvis de hjemsendes under tvang, medens der for andre kan være tale om, at de bliver udsat for tortur eller dødstaf, hvis de bliver sent tilbage.
De er fordelt med cirka halvdelen på Kærshovedgård og halvdelen på udrejsecenter Sjælsmark.
De udviste kriminelle, som Danmark ikke kan komme af med, er her på såkaldt tålt ophold, hvilket blandt andet betyder, at de skal overnatte på Kærshovedgård uden mulighed for at deltage i almindeligt samfundsliv.
Kriminelle og krigsforbrydere
Pia Kjærsgaards forslag omfatter således udelukkende beboerne på Kærshovedgård, hvor blandt andre de udviste kriminelle opholder sig på tålt ophold
Her boede der i februar 2020 i alt 245 afviste asylansøgere og udviste kriminelle, som Danmark ikke kan komme af med, fordi de nægter at medvirke til deres hjemrejse, ligesom nogle af de kriminelle som nævnt vil risikere tortur eller dødsstraf, hvis de bliver hjemsendt med tvang.
Alt i alt udgjorde gruppen af kriminelle på tålt ophold i december 2018 i alt 75 personer. Blandt dem 18 krigsforbrydere eller folk, der har begået alvorlige forbrydelser i hjemlandet.
Læg dertil i alt 12, som har begået voldtægt eller voldtægtsforsøg plus otte, der er dømt for drab og drabsforsøg.
For blot lige at nævne nogle af dem, og det er blandt andet den flok plus de afviste asylansøgere, Pia Kjærsgaard nu vil have sendt til Grønland.
Skal ske i samarbejde med det grønlandske hjemmestyre
Pia Kjærsgaard understreger i det notat, hun har sendt til Den Korte Avis, at projektet selvfølgelig skal gennemføres i samarbejde med Grønlands Landsstyre.
”En vigtig forudsætning for etablering af et udrejsecenter i Grønland er, at der indgås en aftale mellem regeringen og Grønlands Landsstyre,” hedder det blandt i notatet, som fortsætter:
”Aftalen skal sikre, at Grønland modtager en ordentlig betaling på markedsvilkår for at drive udrejsecentret, og at der sikres anvendt mest mulig lokal arbejdskraft.”
Videre fremhæves det, at aftalen kan blive et godt og indbringende aktiv for Landsstyret og det grønlandske samfund, da Danmark vil have brug et udrejsecenter mange år endnu.
Grønnedal – en pænt stor marinestation
Marinestation Grønnedal (på grønlandsk Kangilinnguit) blev etableret af amerikanerne i 1942 under Anden Verdenskrig med det formål at beskytte udvindingen i den nu nedlagte kryolitmine.
Kryolit er et vigtigt mineral i forbindelsen med fremstilling af aluminium, og det blev især en væsentlig faktor under Anden Verdenskrig, hvor kryolitten blev eksporteret til USA til brug i den amerikanske flyvevåbenindustri.
Danmark overtog marinestationen i 1951 som base for Grønlands Kommando, men efter sammenlægningen af Grønlands Kommando og Færøernes Kommando til Arktisk Kommando med hovedkvarter i Nuuk, blev Grønnedal lukket i september 2014.
Marinestationen blev herefter uden held forsøgt solgt, men da kineserne forsøgte at købe den i 2017, blev den igen bemandet med tre mand i en vagtordning.
Og nu vil Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti have marinestationen omdannet til udrejsecenter.
”Der er alene tale om et sikkert anbringelsessted for afviste asylansøgere, kriminelle udlændinge og personer på tålt ophold, og endestationen for dem er deres eget hjemland – ikke en opholdstilladelse i hverken Grønland eller Danmark,” understreger Pia Kjærsgaard.
Øernes historie – det er ikke første gang, en ø kommer på tale
I forbindelse med budgetforhandlingerne i 2018 fik Dansk Folkeparti gennemtrumfet, at øen Lindholm skulle fungere som udrejsecenter for beboerne på Kærshovedgård.
Da det blev offentliggjort, præsenterede Ekstra Bladet historien under overskriften: ”Karen fik sin ø”, medens Berlingske skrev: ”Ø-Karen fik sin øde ø – 18 år senere” og en række andre medier fulgte trop blandt dem Politiken, som skrev: ”Karen Jespersen endte med at få sin ø”.
Bag disse overskrifter ligger det faktum, at daværende indenrigsminister i Poul Nyrup Rasmussen SR-regering, Karen Jespersen, i sensommeren 2000 var ude med et forslag om at sende kriminelle asylansøgere til en øde ø.
Forslaget skabte rystelser på Christiansborg, og især den radikale regeringspartner rasede, og det radikale raseri blev ikke mindre af, at Karen Jespersen havde erklæret, at Danmark ikke skal være et multietnisk samfund, hvor alle kulturer er ligestillede.
Men det endte med at Karen Jespersen fik bred politisk støtte til et lovforslag, der gjorde det muligt at frihedsberøve asylansøgere. Det blev brugt af politiet og medførte at antallet af kriminelle asylansøgere faldt. Men tilsyneladende holdt man op med at bruge denne mulighed og de kriminelle asylansøgere vendte tilbage.
Og så fulgte Lindholm og nu dukker Grønland som nævnt op
Anden gang var Lindholm, som Dansk Folkeparti som nævnt fik gennemtrumfet som betingelse for at stemme for VLAK-regerings statsbudget.
Den blev dog strøget af progemmet straks efter regeringsskiftet i 2019, og nu forsøger Dansk Folkeparti sig nu med en tredje ø, nemlig som nævnt Grønland.
Nu bliver det så interessant at se, om dagbladenes rubriksmede i lighed med Lindholm på et tidspunkt kan udbasunere: ”Nu fik Karen igen sin ø – denne gang Grønland”
Det vil i hvert fald være overskrifter, der vil blive modtaget med klapsalver i Midtjylland, hvor befolkningen er plaget af de udviste kriminelle på tålt ophold og afviste asylansøgere på Kærshovedgård.
Men problemet bliver først løst når Danmark får en effektiv grænsekontrol, der forhindre illegale migranter i at komme ind i landet.
Læs mere her om beboerne på Kærshovedgård:
https://www.tvmidtvest.dk/artikel/systemet-goer-mig-kriminel