Manhattans 21 broer lukkes ned i jagten på politimordere 

*** tre stjerner ud af seks 

 

21 BRIDGES er en action thriller instrueret af irske Brian Kirk, der står bag bl.a. flere episoder af ”Games of Thrones”. 

 

Handling

Vi er i New York en regnvåd nat, og to mænd, en sort og en hvid, gør sig klar i en bil parkeret i en baggyde til at begå et røveri af 30 kg narkotika. De har fået et godt tip. Dog viser det sig, at der ikke gemmer sig 30 kg i kælderen, men 300 kg, hvilket stiller sagen noget anderledes end planlagt. 

 

Midt under indbruddet banker fire NYPD-betjente på døren og trænger efterfølgende ind. Begge parter trækker våben, og konfrontationen afstedkommer en voldsom ildkamp, der ender med adskillige dræbte politifolk og to narkorøvere og nu også politimordere på vild flugt. 

 

Lederen af eftersøgningen, Andre Davis (Chadwick Boseman), ankommer til åstedet. Han er selv søn af en politimand, der også er blevet dræbt i ildkamp, da Andre er 13 år gammel. Faderens død har gjort et uudsletteligt indtryk på sønnen, der aldrig har været i tvivl om, at han skulle træde i dennes fodspor.   

 

Andre har i sin karriere opbygget et renommé som hurtig på aftrækkeren. Han har skudt og dræbt en række lovovertrædere og så mange, at han er blevet indkaldt til en høring, hvor han skal stå til regnskab. Her frikendes han imidlertid.  

 

Det lykkes Andre at få overbevist sine foresatte om, at Manhattan, hvor politimorderne er på flugt, bliver lukket ned, så ingen kan komme væk fra øen via en af de 21 broer. Til at bistå sig har Andre fået tildelt narkobetjenten Frankie Burns (Sienna Miller).  

En intens jagt sætter ind på de to forbrydere, men i takt med at Andre og Frankie kommer tættere og tættere på deres ’bytte’, begynder skeletterne at springe ud af skabet. 

 

Broerne kommer aldrig i spil

Filmen lægger stærkt ud, og adskillige actionscener fungerer fint. Det samme gør filmens opbygning, og der spilles stort set overbevisende i både hoved- og biroller. Men ”21 Bridges” har et problem med manuskriptet, hvor der er for mange inkonsistenser, og titlen skal vise sig at være misvisende, da broerne aldrig rigtigt kommer i spil.  

  Ikke nogen dårlig film, men altså heller ikke ’et must’.  

 

Læs også
NY FILM: Kemikaliefabrik truer landmand – så går en opofrende advokat i aktion

Længde: 101 minutter 

  • Medvirkende: Chadwick Boseman, Sienna Miller, Taylor Kitsch, J.K. Simmons m.fl. 
  • Instruktør: Brian Kirk 
  • Manus: Adam Mervis & Matthew Michael Carnahan 
  • Censur: 15 år
  • Premieredato: torsdag d. 2. januar  

   

https://www.youtube.com/watch?v=K_QTeh3QYBI&feature=emb_logo

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…