Jeg er kommet regelmæssigt i Sverige i 23 år – og nu må jeg konkludere: Sverige er Nordens særling

Foto af svensk pige: Steen Raaschou

Her til august-september er det 23 år siden jeg begyndte at komme regelmæssigt i Sverige. Det var i 1997, og de første 5 år var det i Stockholmområdet og fra sommeren 2002 blev det i Malmö-Lund-området.

 

HJÆLP SVENSKERNE BLIVER MERE OG MERE VANVITTIGE!

I den tid er Sverige blevet mere og mere afvigende (udda) både kulturelt og politisk såvel i forhold til sig selv tidligere som i forhold til de øvrige nordiske lande. Det gælder indvandring fra ikke-vestlige lande, særlig tydeligt i 2015, det gælder metoo-bevægelsen og det gælder den skingre feminisme ligesom det nu igen gælder håndteringen af coronatruslen.

 

Omkostningerne ved at forfølge den svenske laissez-faire-strategi kan gøres op på forskellig måde, men antallet af menneskeliv tæller i vor del af verden altid meget tungt, dog ikke i Sverige. Her viser mit overslag at i størrelsesordningen 3 gange så mange døde af coronavirus i Sverige som i Danmark pr. 2. maj 2020. Sammenligner vi Sverige med Finland er overdødeligheden på 6 gange pr. 2. maj. Finland havde 220 døde pr. 2. maj.[i], Danmark 475[ii] og Sverige 2669[iii]!, groft korrigeret for landenes indbyggertal. Overslagene skal blot angive størrelsesordningen og gør ikke krav på nøjagtighed i detaljen. Det er samtidig overraskende, synes jeg, at de svenske medier jubler over laissez-faire-politikken, som værende ikke bare en politik, men manifestationen af selve den ursvenske vikingesjæl og den ursvenske frihedstrang.

 

Nu glæder den svenske offentlighed sig stolt over, at Sverige under ledelse af Folkhälsomyndighetens ”evidenser”, legemliggjort af statsepidemiolog Anders Tegnell,  er blevet ikke bare Nordens, men hele verdens idealsamfund af et Stor-Christiania – et infantilt og anarkistisk parallelsamfund, der i handling demonstrerer, hvor meget højere udviklet Sverige i virkeligheden er end andre lande, et langt mere modent samfund sammenlignet med alle andre, der for deres del må ty til umodne, autoritære metoder for at klare en sølle virus[iv]. I Sverige følger man i stedet pligtskyldigt og tillidsfuldt myndighedernes faktabaserede anbefalinger.

 

TO MELODI GRAND PRIX’ER – TO HELT FORSKELLIGE VERDENER

Det er første gang i 23 år, hvor jeg ikke har været i Sverige i 2 måneder og der er ikke udsigt til at det ændres med det første. Min svenske särbo og jeg er nu sammen ved at være adskilt. Jeg kom hjem 9. marts.

 

Lørdag 7. marts havde vi set både det danske Melodi Grand Prix 2020 i Royal Arena i København og finalen i Melodifestivalen (svensk navn for Melodi Grand Prix) i Friends Arena i Stockholm på TV. To diametralt forskellige verdener! Der var ingen publikummer til det danske arrangement, mens der til det svenske var 30.000! Tredive tusinde!!!

 

Det gav ikke den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell anledning til bekymring, sagde han direkte adspurgt af Niklas Svensson i et glimrende interview i avisen Expressen[v]. Og det i et land, hvor man ellers påkalder sig misbilligelse ved som jeg at cykle uden cykelhjelm og hvor de skånske regionsbussers alarmsystem bipper aggressivt af den formastelige, der ikke straks, bussen kører fra stoppestedet, har sat sin sikkerhedssele på. Det er landet, der har udviklet et par af verdens absolut sikreste og bedste personbil­mærker, VOLVO og SAAB, og hvad lastvogne og tunge entreprenør­maskiner angår, både VOLVO og SCANIA.

 

DEN SVENSKE TRADITION

Listen over svenske kvalitetsbidrag til den personlige sikkerhed i den moderne industrielle civilisation kunne gøres meget, meget længere. Det vil jeg undlade. Ingen yderligere nævnt, ingen glemt. Og dog! Jeg kan ikke dy mig for at nævne det formentlig største svenske bidrag til menneskenes sikkerhed, SIKKERHEDSTÆNDSTIKKEN, som blev opfundet af den svenske kemiker og læge Gustaf Erik Pasch (1788 – 1862)[vi]. Patentet er fra 1844. Han anvendte rød svovl til sine tændstikker i stedet for som hidtil gul svovl, og han adskilte de aktive ingredienser. Den ene del lagde han på spidsen af en træpind, mens den anden del blev placeret på et underlag. Først når de to dele blev gnedet mod hinanden, tændtes tændstikken. Placeret i en æske med tændstikkerne inden i og strygefladen på æskens yderside blev risikoen for selvantændelse nærmest 0. Genialt! Intet mindre!

 

I Danmark blev hans tændstikker solgt under navnet GOSCH og uvist af hvilken grund i min barn- og ungdom med et billede af Kong Christian X eller Tordenskjold på æsken. Det er nok den mest effektive brandsikring, der nogen sinde er opfundet.

 

Man skulle derfor forvente at Sverige under truslen fra coronavirus ville være det første land – i hvert fald senest nummer to – til både at lukke grænser og indføre strenge karantæneregler, frivillige eller ej, indtil myndighederne i det mindste havde fået overblik over truslen. Sådan har Sverige tradition for netop at handle i epidemitider ifølge den amerikanske historiker Peter Baldwin, der har skrevet flere bøger om staters håndtering af epidemier, således Disease and Democracy[vii], hvor han bl. a. behandler Sverige. Helt tilbage fra første halvdel af 1800-tallet og til AIDS-epidemien har de svenske myndigheder pålagt den svenske befolkning ganske drakoniske foranstaltninger, skriver Peter Baldwin i en opsummerende artikel i Berliner Zeitung[viii].for nylig. Endnu i 1980’erne under AIDS-epidemien stillede svenske myndigheder HIV-ramte fængsel i udsigt, hvis de ikke afgav løfte om udelukkende at dyrke sex under anvendelse af præventive midler. Overraskende nok var det tidligere de sydeuropæiske lande, der under epidemierne dengang, var laissez-faire-lande, mens de nordeuropæiske var strammere, ikke mindst altså Sverige.

 

I en grundig anmeldelse af Peter Baldwins Disease and Democracy fremhæver sundhedsforskeren, professor Ronald J. Mancoske[ix] to af Peter Baldwins helt centrale resultater: (1) At myndighedernes svar på udfordringer mod den offentlig sundhed alle steder stort set bestemmes af tidligere erfaringer og (2) at fremme offentlig sundhed ikke er en støvet teoretisk debat, ”men et drama, der udspiller sig i fængsler, på hospitaler, i lighuse, såvel som i lovgivende forsamlinger og gudshuse. Bekæmpelsen af sygdommes opståen og imødegåelse er et led i kampen i samfundene for at opnå ideologisk overmagt. Smitten er indsatsen” (min oversættelse). Sådan var det tidligere, sådan er det i dag.

 

Samme drama findes også på områder, hvor indsatsen ikke er smitte, men f.eks. arbejdsløse, særlig under en massearbejdsløshed. Arbejdsløsheden har siden krisen i 1930’erne været det indenrigspolitiske KAMPOMRÅDE over alle. Her var Sverige dengang også central, i hvert fald for landene i Norden.

 

Den store svensk-danske økonom Bertil Ohlin var oprindelig laissez-faire-liberal og mente at markedet af sig selv i det lange løb ville fjerne arbejdsløsheden i 1920’erne og 1930’erne. Ohlin var i en løbende faglig diskussion med den allerede da berømte engelske økonom John Maynard Keynes. Alle, der læste økonomi på statskundskab i Aarhus i sluttresserne og havde Hans Chr. Johansen som lærer, vil kende Keynes svar: ”In the long run we are all dead!” [x]. Derfor mente Keynes, at det var bydende nødvendigt for at komme arbejdernes oprør i forkøbet og for at bekæmpe sovjetkommunismen internt i de vestlige lande, at staten aktivt modvirkede arbejdsløsheden ved at pumpe flere penge ud i sam­fundet via de offentlige finanser end man hentede hjem via skatter og afgifter, om end det måske endda var til noget så unyttigt som at lade de arbejdsløse grave huller i jorden og derefter fylde dem til igen eller bygge pyramider. Det var bedre end ingenting. At jordhuller og pyramidebyggeri ikke bare var en sjov idé, fremgår af, at John Maynard Keynes nævner begge som fornuftige muligheder blandt flere på at få løbet økonomien i gang i en krise i sit hovedværk: The General Theory of Employment, Interest and Money (1936)[xi].

 

Her var Sverige hurtigst i Norden til at forstå de nye signaler fra England, hjulpet på vej af at Sverige på det tidspunkt ingen arbejdsløshedsunderstøttelse havde, modsat Danmark og Norge. Og alle, der ligeledes i sluttresserne havde professor Erling Bjøl som lærer i international politik, vil vide, at drivkraften bag den svenske linje hed Ernst Wigforss[xii]. Det var i øvrigt i 1930’erne, at det danske socialdemokrati skiftede det tyske SPD ud som det nærmeste broderparti til fordel for det svenske[xiii] og det ikke mindst på grund af det svenske socialdemokratis handlekraftighed – dengang altså, men selvfølgelig også hjulpet på vej af, at Hitlers magtovertagelse i 1933 handlingslammede SPD og mange af dets ledere flygtede til Norden.

 

DET NYE IKKE-SVENSKE SVERIGE

Det danske socialdemokrati med Mette Frederiksen i spidsen står således på solid nordisk og svensk socialdemokratisk partitraditions grund, som det svenske socialdemokrati åbenlyst for al verden har forladt i dag. Bertil Ohlins laissez-faire er tilbage, nu blot på epidemiområdet og nu med det forvandlede og dybt usvenske Socialdemokrati ved statens ror.

 

HVORFOR?

Jeg mener efter en del overvejelser at forklaringerne på den svenske anderledeshed, hvad angår håndteringen af truslen fra COVID 19, er ganske kompliceret, men skematisk opstillet skyldes 3 forhold, hvoraf den ene trænger sig på som den afgørende umiddelbare forklaring:

  • Ændringen over de sidste 20 år af den svenske kultur;
  • Den svenske parlamentariske situation;
  • Den særlige svenske politisk-administrative dualisme mellem det politiske niveau med Riksdag og regering på den ene side og det adskilte og selvstændige administrative niveau på den anden.

 

Der er ingen tvivl om at alle tre delelementer er nødvendige til en forklaring på den svenske afvigelse, skal man give en dækkende samlet forklaring. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at de ikke er uafhængige af hinanden, som man ud fra opremsningen kunne forledes til at tro, men påvirker hinanden i et kompliceret på-kryds-og-tværs, og endda kan forstærke hinanden.

 

Alligevel vil jeg udelukke (1) og (3) her og alene koncentrere mig om (2), dels for at begrænse mig, dels fordi jeg mener (2) er hovedelementet i forklaringen af laissez-fairen.

 

Som følge af bl.a. Sveriges medlemskab af EU i 1995, 22 år efter Danmark, og den stigende globalisering er der sket betydelige forskydninger i det svenske partilandskab og sammenhængende hermed i de parlamentariske samarbejdsmønstre.

 

HUNDEN I KEGLESPILLET HEDDER SVERIGEDEMOKRATERNA.

Man kunne fristes til at sammenligne Sverigedemokraterna med Dansk Folkeparti, men det ville være stærkt misvisende. Dansk Folkeparti har ingen racistisk fortid, sådan som Sverigedemokraterna har det. Partiet blev dannet 1988, men tog først afstand fra nazismen efter at 3 nynazistiske bankrøvere myrdede 2 politibetjente i Malexander i 1999 ved at skyde dem med deres egne tjenestevåben. Den afgørende drejning af partiet væk fra den nazismeinspirerede fortid skete imidlertid først med valget af Jimmie Åkesson (f. 1979) som partiformand i 2005[xiv]. Jimmie Åkesson ønsker – så vidt jeg kan se – i handling og ord målbevidst at vise at partiet effektivt har brudt med fortiden og i stedet søger at skabe plads i det svenske partilandskab for at egentligt nationalkonservativt parti. Her er sammenligningen med Dansk Folkeparti til gengæld på sin plads, men Åkesson henter ikke sin inspiration fra konservatismens klassikere, men fra Sverige selv ved i globaliseringens tidsalder at genoplive det svenske Socialdemokratis folkehjems­tanke, sådan som han bl.a. gjorde rede for i sin bog DET MODERNA FOLKHEMMET – En Sverigevänlig vision (2018) [xv]. Tankegangen har navnlig vundet genklang blandt de mandlige svenske LO-medlemmer, hvor partiet ved en måling foretaget af Statistiska Centralbyrån (svarende til Danmarks Statistik) i december 2019 var størst[xvi], idet 33% af de mandlige LO-medlemmer ville stemme på partiet, hvis der var valg på det tidspunkt, og uanset køn var tallet mest overraskende endda 27,3%!

 

Ved Riksdagsvalget i 2010 kom Sverigedemokraterna for første gang over spærregrænsen på 4 %, idet partiet fik 5,7% og 2o mandater ud af Riksdagens 349. Ved Riksdagsvalget i 2014 øgedes stemmeandelen til 12,9% og 49 mandater. Ved valget 2018 voksende partiet yderligere til 17,5% og 62 mandater. Socialdemokraterne fik til sammenligning i 2018 28,3 % og 100 mandater. Sverigedemokraterna har siden valget 2014 været Riksdagens tredjestørste parti. I perioder har Sverigedemokraterna siden valget i 2018 og før coronakrisen endda været Sveriges største parti i visse meningsmålinger. Partiet udgør dermed en trussel mod hele det politiske establishment, som ikke kan finde på andet end at råbe racister og populister efter partiet og smække døren i!

 

Efter valget til Riksdagen 9. september 2018 forsøgte Socialdemokratiet under ledelse af Stefan Löfven sammen med 3 andre partier at modstå presset fra Sverigedemokraterna ved indgå den såkaldte januaraftale fra januar 2019 på 15,5 sider mellem Socialdemokratiet, Center, Liberalerna og Miljöpartiet de grönne. Aftalen, der eksplicit og eksklusivt fastlægger de områder, som de 4 partiet kan samarbejde på, nævner ikke Sverigedemokraterna ved navn. Den ære tilkommer ud over de 4 partier kun Vänsterpartiet, det tidlige kommunistparti. Det er alligevel tydeligt at aftalen sigter på at udelukke de 2 yderpartier. Aftalen muliggjorde, at Socialdemokraterna kunne fortsætte som mindretalsregering i et regeringssamarbejde med Miljöpartiet, et samarbejde der tog sin begyndelse efter valget til Riksdagen i oktober 2014.

 

Læser man den 15,5 side lange aftale slås det allerede fast på første side at samarbejdet er eksklusivt og ”begrænses af de politiske spørgsmål, der fremgår af overenskomsten” (min oversættelse) og lidt længere nede står der: ”I de sagspørgsmål som omfattes af overenskomsten kommer Centerpartiet og Liberalerna fuldt ud at medvirke … ”, men altsa kun i de aftalte sagspørgsmål!

 

Da ingen havde forestillet sig en coronakrise, er mindretalsregeringen uden flertal for traditionelle socialdemokratiske indgreb. Både Liberalerna og Centerpartiet viser sig at være laissez-faire-partier selv i en krise så alvorlig som coronakrisen, med det resultat at regeringen bliver handlingslammet og der opstår et magttomrum, hvor der skulle have været en handlekraftig regering.

 

Handlingslammelsen forstærkes af, at Sverige som vel det eneste land i Europa ikke har ministerstyre. Det er direkte forbudt i den relevante af de fire svenske grundlove, Regeringsformen, kap. 12, §2. Hverken statsministeren, fagministeren eller departementschefen kan nogensinde med statsretsprofessor Joakim Nergelius’ ord ”intar någon chefställning över en regeringen underställd myndighet” (’indtage nogen form for chefstilling over en regeringen underlagt myndighed’),.[xvii] så selv om ressortministeren, socialminister Lena Hallengren, er socialdemokrat, eventuelt skulle ønske at handle, er hun handlingslammet. Statsminister Stefan Löfven forsøgte omkring 1. april at få gennemført en hastelov, der skulle muliggøre for regeringen aktivt at modvirke truslen fra covid-a9. Den skulle gælde i 3 måneder fra 18. april at regne. Den kunne have givet Socialdemokratiet overtaget både i forhold til januaraftalen og regeringssammenarbejdet med Miljöpartiet, hvorfor den afvistes som for vidtgående i Riksdagen, fordi den ville tilsidesætte Riksdagen til fordel for statsministerembedet, eller om man vi: styrke den udøvende magt på bekostning af den lovgivende[xviii].

 

Dette magttomrum åbner til gengæld op for at den fra første færd selvkørende Folkhälsomyndighet (FHM), som svarer til Sundhedsstyrelsen i Danmark, kan fortsætte. Folkhälsomyndigheten er lige som den svenske statsforvaltning organiseret efter det gamle kollegiestyre fra enevælden og Axel Oxenstiernas tid i 1630’erne. Det er ganske vist modificeret siden, så det ikke kommer helt på tværs af det parlamentariske demokrati, men med et magttomrum omkring regeringsmagten bliver denne organisationsmodels skavanker tydelige.

 

I stedet for ministerstyre styrer regeringen statsforvaltningen f.eks. Folkhälsomyndigheten indirekte ved hjælp af årlige såkaldte regleringsbrev (reguleringsbreve), der tilsendes myndighederne hvert år i december for det kommende år. Normalpraksis ville være at regeringen i en sådan uforudset situation som coronakrisen ville indgå i en dialog med i dette tilfælde Folkhälomyndigheten om tilpasninger af retningslinjerne i regleringsbrevet[xix]. Her begrænses man af januaroverenskomsten, idet Centerpartiet og Liberalerna her udtrykkeligt kun giver støtte til regleringsbreve inden for de aftalte områder i januaraftalen – og her står af gode grunde intet om coronavirus og deslige. Regeringsmagttomrummet forplanter sig således til et forvaltningstomrum omkring Folkhälsomyndigheten.

 

Det betyder, at Folkhälsomyndigheten, der heller ikke var forberedt, helt overlades til sine egne skuffeplaner og andre halv- eller helfærdiggjorde standardrutiner. Da de ikke hjælper, lukker man med Komiske Ali som forbillede øjnene og afviser igen og igen offentligt risikoen for at virusen kommer til Sverige. For at demonstrere sin nonchalance vælger statsepidemiolog Anders Tegnell (modsvarigheden til Kåre Mølbak) demonstrativt at rejse til Somalia for at holde et planlagt foredrag om bekæmpelse af epidemier[xx]! Og da folk begynder at dø i et generende stort antal, melder generaldirektøren for Folkhälsomyndigheten Johan Carlson (modsvarigheden til Søren Broström) ud i et interview 5. 4. 2020 med Dagens Nyheter, Sveriges mest indflydelsesrige avis, at det afgørende for FHM ikke er antallet af døde, men folkesundheden om 4 – 5 år, og det endda, som han siger, ud fra en samlet bedømmelse! Velkommen nye Sverige!

 

KONKLUSSION

Min konklusion er derfor, at den svenske strategi er blevet så afvigende (udda) i forhold til egen hidtidig tradition og alle andre vestlige lande, fordi det svenske politiske system og den herskende svenske elite ikke har villet integrere det hurtigt voksende Sverigedemokraterna i det politiske system og at den mangel under virkelighedens tryk fra coronavirusen har resulteret i den store svenske overdødelighed. Som professor Ronald Mancoske skrev i sin anmeldelse af Peter Baldwins bog udkæmpes sundhedskampen også i lighusene! Det er bare ikke gået op for det nye Sverige.

 

  1. maj 2020

Henning Duus

Cand. mag. i samfundsfag og idehistorie

Pensioneret lærer i statskundskab ved Hærens Officersskole

 

[i] ) https://www.hbl.fi/artikel/thl-78-nya-fall-av-coronasmitta/

[ii] ) https://www.berlingske.dk/

[iii] ) https://www.svd.se/tegnell-storsta-smittan-kom-inte-fran-italien

[iv] ) Historikeren Lars Trägårdh i Svenska Dagbladet 29. 3. 2020 https://www.svd.se/historiker-coronafester-ger-inga-pluspoang-har  Trägårdh er specialist i den nordiske velfærdsmodel.

[v] ) Se interviewet med avisen Expressen 11. 3. 2020  https://www.expressen.se/tv/nyheter/direkt-med-niklas-svensson/anders-tegnell-fortsatter-till-sommaren-sen-andra-vag-i-host/

[vi] ) Artiklen om Gustaf Erik Pasch i Svensk Biografiskt Lexikon https://sok.riksarkivet.se/sbl/Presentation.aspx?id=8045

[vii] ) Peter Baldwin: Disease and Democracy – The Industrialized World Faces AIDS. University of California Press, 2005, 489ss.

[viii] ) Peter Baldwin:”Umgang mit Corona – Schweden wählt den entspannten Weg“ i Berliner Zeitung. 10. 4. 2020.

[ix] ) The Journal of Sociology & Social Welfare. Vol.33, No.4, 2006, ss. 205 – 207

[x] ) Se Mads Ove Madsen:”The Concept of Time in Maynard Keynes”. Department of Business and Management. Working Paper No. 3, 2014, 16ss.

[xi] ) John Maynard Keynes: The General Theory of Employment, Interest and Money. MacMillan, 1967, s. 131 & s. 220.

[xii] ) Se Erling Bjøl: DE ONDE ÅR – VOR TIDS KULTURHISTORIE. Bd. 2/1914 – 45. 2. udg. Politikens Forlag, U.Å. (1986), ss. 262 – 270.

[xiii] ) Erling Bjøl: Hvem bestemmer? Studier i den udenrigspolitiske beslutningsproces. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1983, s. 297.

[xiv] ) Kjell Östberg & Jenny Andersson: SVERIGES HISTORIA 1965 – 2012. Norsteds, 2013, ss. 468 – 470. Det er bd. 8 i Dick Harrisson (red.): NORSTEDTS SVERIGES HISTORIA. Norsteds, 2013.

[xv] ) Se min anmeldelse her I avisen https://denkorteavis.dk/2018/jimmie-aakessons-bog-et-moderne-folkehjem/

[xvi] ) https://www.expressen.se/nyheter/sd-storsta-parti-bland-lo-man/

[xvii] ) Joakim Nergelius: SVENSK STATSRÄTT. Fjärde upplagen, Studentliteratur, 2018, s. 300.

[xviii] ) Maria Ludvigsson:”Det tillfälliga och auktoritära blir sällan tillfälligt”, lederartikel i Svenska Dagbladet, 5. 4. 2020.

[xix] ) K. Lundmark, U. Staberg & A. Halvarson: Sveriges statskick – Fakta och perspektiv. Liber, 2010, s. 134f.

[xx] ) Se note v.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…