Israels nye regering – Netanyahu og Gantz i fælles front

Gantz og Netanyahu hilser på Israels præsident (Skærmprint Youtube)

Efter et langt tilløb meldte Netanyahu og Gantz mandag d. 20.4, at de med præsident Rivlin er blevet enige om at oprette en koalitionsregering, der skal afværge den katastrofe, som det ville være, hvis landet i denne Corona tid skulle gennem et 4. valg til Knesset indenfor blot et år.

 

Parterne er endvidere enige om at udnytte den chance, som præsident Trumps ”deal og the century” byder Israel med henblik på at udstrække israelsk suverænitet over Jordan dale og andre dele af Vestbredden, som israelerne altså kalder Judæa og Samaria.

 

Praktisk er parterne blevet enige om, at dele premierminister posten i 3 år. Netanyahu skal være premierminister det første halvandet år, Gantz det efterfølgende halvandet. Parterne har derudover delt fagministerierne mellem sig.

 

Hvem har bragt det største offer?

Begge parter har måttet sluge nogle kameler, men der er næppe tvivl om, at det er Gantz, der har måttet bringe de største ofre. I over et år har han sammen med sine koalitionspartnere højtideligt svoret, at han aldrig ville deltage i en regering ledet af den korruptions- og bedragerianklagede Netanyahu. For Gantzs koalitionspartnere er hans aftale med Netanyahu derfor et forræderi, der har fået flere af dem til at sætte spørgsmålstegn ved deres støtte til Gantz.

 

Netanyahu derimod har med sin smarte manøvre vist sig som en snu politiker, der med den nye regeringsdannelse står som landets ubestridte politiske leder.  Aldrig har Israel stået stærkere. Israel udvider sin suverænitet over Vestbredden, mens palæstinenserne fremstår som utroværdige, splittede og uden støtte, og alt imens nærmer Israel sig de arabiske nabostater, der hellere vil samarbejde med Israel fremfor de illoyale og løgnagtige palæstinensere. De har så i deres kvide indledt et samarbejde med Tyrkiet, Rusland og Iran. God fornøjelse!!

 

Og hvad angår håndteringen af Coronakrisen, så har Israel iegn demonstreret, at det er en potent og moderne industriel magt, der kan håndtere en krise af et sådant omfang. Og derudover er landet langt fremme i udviklingen af en vaccine mod Corona.

 

Den nye regerings holdbarhed

Der er næppe mange, der tror, at den nye regering kommer til at sidde perioden ud. Men det er måske heller ikke så afgørende, hvis bare regeringen får løst Coronakrisen og får sikret israelsk suverænitet over vitale dele af Vestbredden.

 

Den største usikkerhed for den nye regering er spørgsmålet, om Israels Statsadvokat fortsat vil rejse tiltale mod Netanyahu. Usikkerheden er til at tage og føle på. Kan statsadvokaten anklage ham, hvis han er premierminister? Og hvis han bliver anklaget, kan den dømmende magt så sætte sig til doms over den udøvende? Magtdelingslæren er grundlæggende i den israelske forfatning, og den dømmende magt kan derfor principielt ikke overtrumfe den udøvende, der oven i købet har et demokratisk mandat, hvad den udøvende jo ikke har.

 

Der er masser af mennesker i Israel, der synes, at det israelske demokrati i det forløbne år er blevet kompromitteret. Og kønt har det heller ikke været med de tre valg og Netanyahus manipulationer for at undgå at komme til at stå til ansvar for de mange korruptionsanklager mod ham og hans familie. Men selv om karakteren for den kunstneriske udførsel er lav, så ændrer det ikke ved, at Israel er kommet igennem forløbet som et frit og demokratisk land. Israel er et moderne parlamentarisk demokrati, hvor demokratiet lever og udvikler sig som det eneste sted i Mellemøsten!

 

De israelske arabere

Men hvis der er oget, som det forløbne år har vist, så er det, hvordan de israelske arabere, der udgør 20% af befolkningen og har 15 medlemmer i Knesset, fuldstændigt har formået at spille sig selv af banen. Efter valgene stod de israelske arabere forenet i United Arab List (UAL) stærkt i Knesset. Gantz kunne kun gøre sig håb om regeringsmagten, hvis han fik UALs medlemmer af Knesset med. Og det lod han og hans øvrige koalitionspartnere så forstå, at det var de beredte til. Og dermed var vejen så tilsyneladende banet for, at de israelske arabere kunne komme til at spille en afgørende politisk rolle til fordel for Israels arabiske befolkning. Men optimismen varede kun ved indtil UALs leder, advokaten  Ayman Odeh, opstillede UALs krav for regeringsdeltagelse:

 

  • Jøder må ikke komme på Tempelbjerget. Tempelbjerget er som Al-Aqsa udelukkende et muslimsk helligsted.
  • Østjerusalem skal være den palæstinensiske stats hovedstad.
  • Den kommende palæstinensiske stat skal have halvdelen af den kapital, der er optjent i staten Israel.
  • Israel skal afstå fra at følge Trumps ”deal of the century”.
  • Ophævelse af loven om forbud mod ulovligt arabisk byggeri på Vestbredden.

 

UAL var tydeligvis presset af PA i Ramallah og Hamas i Gazastriben. I al fald er UALs krav af en sådan karakter, at end ikke Israels Venstrefløj kan slutte op om disse helt uspiselige krav.

 

Det er sørgeligt, at de palæstinensiske arabere (eller hvad man nu skal kalde dem) så massivt er styret af en utopisk ”alt-eller-intet” politik, hvor der ikke er plads til politisk kompromis og forhandling. Her er kun den ind til hudløshed fremførte  offerrolle. Og det antager komiske dimensioner, når PA i fuld alvor i breve til FNs Sikkerhedsråd kræver beskyttelse mod den Coronasmitte, som israelerne med vilje og ondskabsfuldt påfører palæstinenserne.

 

Danmark og Israels nye regering

Vi burde være de første til at ønske Israel tillykke med den nye regering, men det gør vi ikke. Vi har nemlig for længst valgt side til fordel palæstinenserne og deres allierede i skikkelse af Tyrkiet, Iran og Rusland. Og det gælder samtlige folketingets partier, med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige som de eneste hæderlige undtagelser.

 

Man kan ikke unddre sig over, at venstrefløjen har ladet sig spænde for denne vogn, for her lades alt håb ude, men at SD, Radikale og de borgerlige partier støtter dæmoniseringen af Israel kalder på undren.

 

Hvordan kan det være i dansk interesse at støtte det forbryderiske PA og det terrordømte Hamas, mens vi samtidig kalder det demokratiske og progressive Israel en fascistisk apartheidstat? Hvordan kan vi igen og igen lægge stemmer til FNs resolutioner om, at Israel krænker menneskerettighederne, når vi ved at resolutionerne er fremsat af stater som Iran, Tyrkiet, Kina og Rusland, der alle er kendt for deres massive krænkelser af menneskerettighederne. Har grænsen for hykleri slet ikke noget øvre mål?

 

De borgerlige partier og SD burde besinde sig. Vi burde støtte og takke Israel, der i Mellemøstens hæslige verden kæmper vores kamp for demokrati og menneskerettigheder. 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…