Af Olav Lilleør, pastor em.
Det har altid været god skik i Danmark, at når retten sidder, så tier man. I respekt for dommernes uvildighed i deres søgen efter, hvad der er ret og uret, undlader man at ytre sig offentligt i forventning om, at den endelige dom er så tæt på sandheden, som det er menneskeligt muligt.
En god tradition, som åbenbart ikke gælder i sagen mod Inger Støjberg – se Politiken 7/6 i en stort opsat søndagsudgave: “Inger Støjbergs forklaringer til Folketinget står i skærende kontrast til hendes nye forsvar” Av,av,av – den sad – og professor i forvaltningsret Sten Bønsing forklarer hvilke konsekvenser, det kan få juridisk, nemlig citat: “Rent logisk er der næsten kun den mulighed, at der – når vi nu kender notatet – har været tale om vildledning af Folketinget”.
Vildledning af Folketingen, ja så ved vi, hvordan det ender.
Apropos NOTATET, som forsvandt, men blev fundet igen. Dog ikke af ombudsmanden, desværre. Det havde ellers været interessant, hvad han ville have sagt, hvis han ellers i sin forundersøgelse havde opdaget det mellem de mange dokumenter, som han fik tilsendt fra Ministeriet. Det gjorde han ikke, men her kommer en anden professor dr. jur. Michel Gøtze os til undsætning i Berlingske og vurderer, citat: “..at det fem siders notat har præg af halvfabrikata, og at det ikke er noget, som er så afrundet og finpudset, at man vil sende det ud af huset”.
I anden sammenhæng har samme Gøtze udtalt, at det bare er “en lap papir, som for fire år siden måske betød noget, men som nu ikke vil få nogen betydning”.
Som begrundelse for sit ønske om en kommissionsundersøgelse af Inger Støjbergs embedsførelse hed det så smukt fra den politisk venstrefløj, at “lov er lov, og ret er ret og det skal selv en minister rette ind efter”. Så sandt, så sandt, men hvorfor må retten så ikke få lov til at gå sin naturlige og rolige gang. Når et flertal i Folketinget beslutter at lægge låg på debatten mellem tilhængere og modstandere af indvandring fra de muslimske lande og i stedet flytter uenigheden over i byretten, er det et forsøg på at gøre debatten til en juridisk strid om ret og uret. Hvorfor bringes ellers de juridiske professorer på banen ?
Har man held til at gøre et bestemt politisk synspunkt strafbart, har de radikale og den politisk venstrefløj effektivt lukket munden på alle andre.
