En facebook-side på arabisk (Sweden24.se) bragte søndag aften et foto af en ung, blond pige, som kysser Koranen. Vi bringer dette foto nedenfor.
Ifølge facebook-siden er pigen svensk, og hun kyssede ”den hellige Koran” for at protestere mod det danske parti Stram Kurs’ koranafbrænding i Malmø fredag.
Den arabiske side bragte sammen med fotoet en kommentar, der angiveligt skulle komme fra den svenske pige. Sproget i denne kommentar er meget ubehjælpsomt, men hvis man retter lidt op på det, så lyder pigens påståede besked således:
”Jeg ved intet om den her bog, men jeg står i solidaritet med jer i menneskelighedens og barmhjertighedens navn. Og hvis den her bog er vigtig for jer, så er den også vigtig for mig. Jeg er stolt over at stå for det og ikke for det, som danskerne gjorde i Sverige (Jeg elsker jer muslimer).”
Historien bragt i arabiske medier
Den svenske pige elsker muslimer og kysser Koranen. Så bliver det vist ikke meget bedre i et arabisk perspektiv. Historien vandrede da også ud i en stribe arabiske medier.
Ifølge den svenske netavis Fria Tider nåede den flere store aviser i Egypten. Den blev også omtalt i lande som Jordan og Oman. Flere af disse medier bragte en påstand om, at der er gang i en ”Kys Koranen”-kampagne i Sverige, og at mange muslimer glæder sig over svenskernes værdsættelse af deres tro.
For os andre kunne historien godt nok virke lidt ejendommelig, men på den anden side: Der synes ikke at være grænser for, hvad kredse i Sverige kan finde på for at tækkes islam, så …
Så fandt man manden bag facebook-siden
Men så undersøgte Fria Tider sagen. Man fandt ud af, at facebook-siden med den Koran-kyssende blondine var forbundet med en cirka 40-årig egyptisk mand, som angiveligt er bosat i Stockholm. Ifølge avisens kilder skulle han være kommet til Sverige i forbindelse med det store asylkaos i 2015.
Fria Tider ringede til den egyptiske mand. Han erkendte, at han havde skabt den hjemmeside, hvor facebook-siden med billedet af pigen optrådte.
Han hævdede dog, at han havde lavet hjemmesiden til en anden mand, og at det ikke var ham selv, som havde offentliggjort billedet af den blonde pige.
Fria Tider bad så om at få denne anden mands telefonnummer, så man kunne interviewe ham, men det ville egypteren ikke oplyse. ”Det er privat,” sagde han.
Egypteren ville eller kunne heller ikke svare på, hvem den blonde pige er, der kyssede Koranen og ”elsker jer muslimer”. Ej heller kunne han fortælle, hvor billedet af pigen kom fra.
Zenia Stampe?
Historien om blondinen, der kysser Koranen i protest mod Stram Kurs, er efter alt at dømme opfundet til lejligheden. Måske fabrikeret af en egypter, der bor i Stockholm.
Kan man tænke sig, at kredse i Danmark vil lade sig inspirere af denne historie? En blond kvinde, der kysser Koranen? Zenia Stampe?