“1917”: Heltemod og meningsløshed – den lille historie i det store krigsdrama   

**** fire stjerner ud af seks 

 

’1917’ er instrueret af den engelske teater- og filminstruktør Sam Mendes (født 1965), som tidligere har stået bag bl.a. ”Skyfall, ”Revolutionary Road” og ”American Beauty. Sidstnævnte er hans debutfilm, og den skaffede ham en Oscar for bedste instruktør. Nu har han kastet sig over en krigsfilm, men en speciel af slagsen, fordi han fokuserer på ’den lille historie’ i den urkatastrofe, som 1. verdenskrig var. 

 

Handling

Vi er midt i 1. verdenskrig. To unge britiske soldater ved fronten, Blake (Dean-Charles Chapman) og Scofield (George MacKay), bliver stillet på en opgave, der forekommer umulig at løfte. 

   General Erinmore (Colin Firth) beordrer dem til at overbringe en depeche til det regiment, hvis kommandostab har ansvaret for at føre 1600 mænd ud i et afgørende fremstød. Et angreb, der skal gøre en ende på den tyske modstand på denne del af fronten. 

 

Telegraflinjerne er skåret over og radiokontakt heller ikke mulig, så et personligt sendebud er eneste udvej.  

  Selv er regimentets ledelse af den opfattelse, at en sejr er inden for rækkevidde på slagmarken, men tyskerne har lagt en fælde, der vil kunne komme til at koste alle de engelske styrker livet. Medmindre de altså når at blive advaret om, at de falder i et baghold, hvis de angriber. Det er den liv-og-død besked, Blake og Scofield skal have frem. 

   Tiden er knap, og i kampen mod uret skal de to soldater igennem ingenmandsland og fjendtligt territorie for at overbringe generalens ordre om at afblæse angrebet. Har missionen, der i udgangspunktet forekommer at være dødsdømt, overhovedet skyggen af en chance?    

 

Én lang sekvens
Mendes er en dygtig filminstruktør, og han har fået begavet hjælp af den 14 gange Oscar-nominerede fotograf Roger Deakins, der har skabt både meget smukke og meget grusomme billeder.  

 

Det specielle ved ‘1917’ er, at filmen er optaget næsten som én lang sekvens, hvor kameraet følger de to soldater lige i hælene gennem skyttegrave, pigtråd, bombekratere, eksplosioner og ved møder undervejs med både ’venner’ og ’fjender’. At der stort set ikke bliver klippet giver en ganske særlig fortællerytme og stemning, der understreges af de voldsomme kontraster mellem skønne landskaber og natur på den ene side, på den anden sønderbombede huse, veje og broer plastret til med lemlæstede kroppe, døde heste og faldne soldater og civilister. 

 

Filmen holder én i ånde fra først til sidst, men der er for mange skæbnetræf, som forekommer utroværdige i en ellers realistisk film. En venligere tolkning vil være, at en række scener skal opfattes symbolsk. 

  Mendes rammer imidlertid helt rent i forhold til en skildring af krigens gru, grusomhed og meningsløshed, samtidig med at ’1917’ også rummer en hyldest til det mod og den opofrelse og pligtfølelse, der driver de to unge mænd frem – med livet som indsats.  

Hård kost – og værd at se.

 

Længde: 118 minutter 

Læs også
Manhattans 21 broer lukkes ned i jagten på politimordere 

        

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…