Af MF Peter Skaarup. Dansk Folkepartis gruppeformand
Kriminalitetsbilledet har ændret sig til den voldsomme side over de senere årtier.
Af de nyere og voldsomme episoder, der udgår fra dele af indvandrer- og fra bandemiljøet, er angreb på offentlige bygninger med sprængstoffer, skyderier på gader og stræder og hyppige og voldsomme knivstikkerier og vold begået i store grupper mod mere eller mindre tilfældige danskere, triste eksempler.
Senest har det vist sig, at angrebet på Skattestyrelsens bygning i København, menes at være begået af svenskere, hvoraf i al fald den ene først kom til Sverige som syvårig.
København er derfor blevet direkte påvirket af de groteske tilstande, der plager store dele af Malmø og Skåne, hvor eksplosioner, skudepisoder, voldtægter og voldelige overfald synes at være blevet hverdagsbegivenheder.
Når det som mange benævnes som svenske tilstande ift. voldsom kriminalitet ofte koblet til indvandrermiljøer, nu spilder over i København, er det dybt bekymrende.
Det fortæller jo dels historien om, at den uhæmmede indvandring til Sverige fra den 3. Verden er kommet ud af kontrol og som følge heraf, så er kriminaliteten også eksploderet.
Og skræmmende nok, så fortæller det også historien om, at det uundgåeligt vil ramme os i Danmark, når Sverige er kommet så langt ud, at kriminaliteten er spundet fuldstændigt ud af kontrol, så de kriminelle nu kigger til Danmark – måske for at udvide deres jagtmarker.
Vi oplevede det således også i sommer, hvor svenske gangstere blev likvideret med koldt blod på dansk grund: https://www.dr.dk/ligetil/tre-teenagere-er-anholdt-drab-i-herlev-i-juni
Brug for permanent grænsekontrol også til Sverige
Når svenskerne tilsyneladende helt har opgivet at holde styr på indvandringen og samtidig opgiver at kontrollere de kriminelle i en grad, så unge kvinder advares mod at færdes ude om aftenen (selvom de efterfølgende trak opfordringen tilbage): så er vi kommet i en situation, hvor tilliden til det svenske politi og retssystem kan ligge på et meget lille sted.
Situationen er med andre ord virkelig voldsom i Sverige og ifølge svenske kriminalreportere, så kan man bestille eksplosioner i Sverige af professionelle gangstere, hvilket kan være årsagen til, at Skattestyrelsen blev angrebet – altså at nogen havde betalt svenske gangstere for at udføre angrebet.
Det er således ikke en joke længere, når vi i Dansk Folkeparti også forlanger, at grænsen til Sverige skal bevogtes permanent – ligesom den skal til Tyskland.
Men det er slet ikke nok ift. at stoppe de voldsomme angreb og nye kriminalitetsmønstre, der også er fulgt i halen på den store indvandring fra Mellemøsten og omegn.
Det skal således automatisk føre til udvisning fra Danmark, hvis man som udenlandsk statsborger – med eller uden flygtningestatus – begår kriminalitet, der indebærer fængsel.
Dertil skal terrorparagraffen måske udvides, således at et angreb mod en offentlig såvel som privat bygning med sprængstoffer uanset motiv automatisk betragtes som et terroranslag og straffes benhårdt derefter. I det hele taget skal organiseret kriminalitet straffes langt hårdere end i dag, ligesom alvorlig kriminalitet begået i forening og i gruppesammenhæng skal det.
Bandekriminalitet er ekstrem alvorlig for ofrene, der ikke har en chance, når de er oppe mod mange mennesker, der rotter sig sammen og terroriserer uskyldige mennesker. Det skal i derfor medregnes som et voldsomt skærpende forhold. Tiden er nemlig kommet til at vågne op til den nye barske virkelighed, hvor organiserede kriminelle opfører sig fuldstændigt grænseløst og uhæmmet, hvorfor de må og skal bremses med en statslig jernnæve.