Af MF Peter Skaarup, Gruppeformand for Dansk Folkeparti
Man kan sige meget om det Radikale Venstre, men at det skulle være et parti, der sætter sit eget lys under en skæppe, ville ikke være det første, der faldt mig ind.
Morten Østergaards nylige ultimatum til Mette Frederiksen, lægger reelt paradigmeskiftet i graven, hvis der bliver rødt flertal inklusive de Radikales stemmer.
Anderledes kan Morten Østergaard ikke rigtigt udlægges: https://www.dr.dk/nyheder/politik/de-radikale-truer-med-traekke-deres-stotte-til-mette-frederiksen
For os, der har været med i dansk politik i et godt stykke tid, kommer udmeldingen ikke rigtig som et chok, men ligner nærmere et deja vu fra 90’ernes udlændingedebat.
Vi så det også sidste gang, vi havde en socialdemokratisk statsminister, Helle Thorning-Schmidt, der fra dag et i det Sorte Tårn blev kørt rundt af den daværende Radikale leder og hendes delegation, der også indeholdt Morten Østergaard.
Udlændingepolitikken blev sat tilbage til start, grænserne blev åbnet på vid gab og hjemsendelse af kriminelle udlændinge blev voldsomt besværliggjort efter krav for de Radikale, der også egenhændigt styrede den økonomiske politik med hård hånd.
Det Radikale Venstre er Socialdemokraternes onde ånd og det er tydeligt at de har magten i relationen
Situationen her kort tid før valget skal afvikles, minder en del om situationen i 2011, hvor Socialdemokraterne også lagde op til at ville føre en stram kurs på indvandrings- og integrationsområdet. Det fik De Radikale saboteret og portene blev åbnet på vid gab. Endvidere tvang Margrethe Vestager (RV) regeringen til at føre en reformpolitik, som Socialdemokraterne af i dag nærmest febrilsk forsøger at lægge afstand til.
Forstå mig ret, jeg tror da på, at Socialdemokraterne rent faktisk mener deres kursskifte på udlændingeområdet.
Men da partiet er fast forankret i rød blok, så har de bare ikke tilnærmelsesvis flertal for at kunne gennemføre den, uden at de Radikale og givetvis også Alternativet trækker støtten til Mette Frederiksens eventuelt kommende regering.
Man kan naturligvis diskutere længe frem og tilbage i forhold til, hvem der blinker først.
Men man skal ikke have fulgt ret meget med i dansk politik for at indse, hvor meget det betyder for den traditionelle danske venstrefløj at åbne de danske grænser for ofte uintegrerbare migranter, som de ovenikøbet stiller større ydelser i udsigt ved at insistere på at fjerne loftet på overførsler for indvandrere.
Det må stå klart for de fleste, at lige så afhængige af de Radikales mandater, Socialdemokraterne er, lige så meget frygter de – og med rette – de Radikales modkrav.
Socialdemokraterne vil derfor ikke blive i stand til at gennemføre og fastholde en stram udlændingepolitik og samtidig holde sammen på rød blok.
Øvelsen er reelt – med de Radikales seneste udmelding blevet – helt og aldeles umuliggjort for Mette Frederiksen. Der venter os derfor en ekstrem vanskelig parlamentarisk situation efter valget, hvor der ikke synes at være 90 mandaters opbakning bag hverken Lars Løkke eller Mette Frederiksen, hvis de nuværende meningsmålinger står til troende.
Dansk Folkeparti er derfor det eneste parti, der kan garantere en fast og meget stram udlændingepolitik, der kan fremtidssikre sammenhængskraften i det danske samfund og på langt sigt velfærdsstatens fortsatte eksistens.
Vælgerne er naturligvis frie til at stemme, som de finder bedst, men det bør stå klart for alle nu, at Socialdemokraterne ikke har flertal bag en stram udlændingepolitik, hvorfor en stemme på rød blok vil medføre en slappere udlændingepolitik – eller nyvalg.
Det bør vække stof til eftertanke hos de vælgere, der sætter Danmarks fremtid højest.
