Det største problem i udlændingepolitikken bliver stort set aldrig diskuteret blandt danske politikere:
Uanset stramningerne i den danske udlændingepolitik, bliver den ikke-vestlige andel af befolkningen ved med at vokse. Da denne ikke-vestlige andel i vidt omfang har muslimsk baggrund, betyder det, at Danmark bliver mere og mere muslimsk. For nu at sige det helt ligeud.
Hvis man forsøger at finde frem til, hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen siger til denne udvikling, vil man lede forgæves. Han har aldrig omtalt den.
Der er total tavshed om dette afgørende spørgsmål for Danmarks fremtid. Til trods for den brede politiske enighed om, at det danske samfund ikke kan holde til at lukke alle ind, der gerne vil ind.
Det nærmeste, regeringen kommer en reel information, er oplysningerne om, at den ikke-vestlige indvandring vil fortsætte med at påføre det danske samfund store omkostninger langt ud i fremtiden.
Men dette drejer sig ikke kun om penge. Det drejer sig om, hvilket samfund, hvilke værdier og hvilken kultur, vi ønsker i Danmark.
Asylansøgere kan lyve uden straf
Hvis man skal bremse den vidtrækkende ændring i den danske befolknings sammensætning, må man have en langt bedre styring af, hvem og hvor mange der kommer ind i landet.
Der er mange sider af den opgave. Og en hel del af dem bliver løbende diskuteret.
Men på ét punkt er danske politikere og debattører mærkeligt passive:
Asylansøgere kan lyve for at komme ind i landet, uden at de kan straffes for det.
Dette er særlig alvorligt, fordi ekstremt mange asylansøgere kommer hertil uden ID-papirer. Enten har de mistet dem, eller også har de smidt dem væk, så deres baggrund ikke kan spores.
ID-papirer mangler
I Danmark kommer tre ud af fire asylansøgere hertil uden ID-papirer! Tallene er fra 2014. Det er helt usandsynligt, at de fleste har mistet dem ved et uheld. Mange har smidt dem væk for at øge chancen for asyl.
I andre europæiske lande taler man ligeledes om, at over halvdelen af asylansøgerne er uden ID-papirer.
Når disse papirer mangler, er asylsystemet afhængigt af, hvad asylansøgerne siger om årsagen til, at de er rejst hertil.
Men det er ikke strafbart, hvis asylansøgeren lyver om sin baggrund for at komme til Danmark. Det er heller ikke sådan, at asylansøgeren automatisk mister sin ret til asyl, hvis vedkommende bliver grebet i at lyve.
EU-borgere kan straffes, asylansøgere kan ikke
Situationen er temmelig barok:
Hvis en EU-borger lyver for at få opholdsret i Danmark, er det strafbart. Det kan for eksempel være en brite, der vil væk fra Brexit.
Men hvis en asylansøger lyver, er det ikke strafbart. Han eller hun kan tage chancen. Man kan straffes, hvis man for eksempel bruger et falsk pas. Men man kan godt forsøge at få asyl med en røverhistorie uden at risikere straf.
Der bliver gjort et stort arbejde i asylsystemet for at afgøre, om folks historier er sande eller falske. Men det i sig selv en invitation til at tage chancen med en løgn, at man ikke straffes for denne løgn.
Debatten i Tyskland
I Tyskland eksploderer debatten om dette problem i øjeblikket.
Landets indenrigsminister Horst Seehofer (CSU) og en stribe af delstaternes indenrigsministre kræver, at der indføres straf for at servere falske asylhistorier.
Men det tyske justitsministerium under socialdemokraten Katarina Barley siger fortsat nej. Blandt andet med den begrundelse, at straffrihed for falske asylhistorier kan få ansøgere til at hjælpe med oplysninger om andre asylansøgere.
Bidsk kommentar
Wolfgang Büscher, der er redaktør på avisen Die Welt, har denne bidske kommentar:
”Vores ’skåltalere’ (Sonntagsredner), der med krokodilletårer beklager populismens fremgang, må se at komme i arbejde og gøre det, som for længst skulle have været gjort. Det er nemlig, hvad mange utilfredse vælgere savner. De vil gerne se en stat, der er optaget af at beskytte borgerne, og ikke af at opdrage på dem.”
Angela Merkel er som bekendt stadig Tysklands forbundskansler, og der er absolut ingen grund til at tro, at hun agter at gøre noget ved sagen.
Det er vel også meget tvivlsomt, om hendes afløser som partiformand for CDU, Annegret Kramp-Karrenbauer, vil foretage sig noget. Og socialdemokraterne i SPD vil slet ikke.
Så en ændring i lovgivningen, der gør det strafbart for asylansøgere at servere falske oplysninger, ligger ikke lige om hjørnet. Men der er lagt op til et opgør, hvor en række af CDU’s førende indenrigspolitikere vil kræve handling.
Dette opgør vil blive meget interessant at følge også i Danmark.
Alt for let
En straf for at levere falske oplysninger til asylmyndighederne er selvfølgelig kun en brik i en større sammenhæng.
Men i forvejen er det grotesk, at så mange asylansøgere kommer til Europa med en påstand om, at de desværre slet ikke kan finde deres ID-papirer.
Så længe det er tilfældet, må man som et minimum gøre det lidt mere risikabelt at give falske oplysninger om forhold, som asylmyndighederne har brug for at kende til.
Med det nuværende system er det alt for let at trække de europæiske lande rundt ved næsen.