Nu skal Rasmus Paludan træde ud af rollen som bajads og i karakter som politiker og demokrat

Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet

Valget er udskrevet og meget tyder på, at Rasmus Paludan og hans enmandshær af et parti, Stram Kurs, har gode chancer for at blive repræsenteret i det kommende Folketing.

Dermed har de etablerede partier fået en havkat i hyttefadet, der nok skal vide at sætte gang i partilederdebatterne og bringe udlændingepolitikken helt i front som valgtema. Det er i sig selv positivt, for alene den raketfart, hvormed det er lykkedes Paludan at bringe Stram Kurs på stemmesedlerne vidner om, at udlændingepolitik og islams pres på vores samfund og grundlæggende værdier, fylder så meget hos mange danskere, at de strømmer til, når Paludan uforfærdet og direkte udstiller de etablerede partiers manglende vilje og evne til at passe på vores land.

Rasmus Paludans betydning er stor i den forstand, at han, modigt og fredeligt, har udstillet voldspotentialet og modstanden mod vores demokratiske samfundsmodel i de danske ghetto-områder. Og ikke mindre vigtigt har han eksponeret det uhyggelige faktum, at politiets voldsmonopol er brudt i disse områder, hvor det som bekendt ikke lykkedes ordensmagten at kontrollere volden på Nørrebro Palmesøndag, hvilket har fået politiet i flere politikredse til at forbyde Paludan at gennemføre sine koranafbrændinger. Det er de facto en falliterklæring og meget ildevarslende, at voldsparatheden er så stor i dele af Danmark, at politiet ikke magter opgaven.

Men når det er sagt, så er der al mulig grund til lige at stoppe op, vende skråen og gå mere i dybden med fænomenet Rasmus Paludan inden man rives helt med af begejstring over hans rivende tungefærdighed og evne til at tale Rom midt imod.

For med den formelle godkendelse af ham som kandidat til Folketinget følger også en markant ændring af hans status: fra at være youtube-provokatør i rollen som den lille dreng, der siger, at kejseren ikke har tøj på, er Rasmus Paludan nu partileder på linje med enhver anden, og skal som sådan forklare sig og stå på mål for sine udtalelser – båd nye og gamle.

Han skal med andre ord tryktestes i en ny sammenhæng, og der er det vigtigt at holde ham fast på de ting, han tidligere har sagt. Og det er ikke småting. Faktisk blev han i 2017 ekskluderet af Trykkefrihedsselskabet, ytringsfrihedens fremmeste fortaler, blandt andet for den tale han holdt i forbindelse med en tale til For Frihed, hvor han bl.a. sagde: ”..Så mens vi står her i dag, så er der hundredetusinder der sidder hjemme og klargør deres våben og øver sig på at ramme med deres rifler. Det er desværre nødvendigt og nogle har altså valgt i dag at møde op for at være talerør for de mange som er hjemme og forberede sig.”

Og om politiet skrev han i en blogpost i 2014 om Susanne Biers film ”Hævnen”:

Et problem med danske politifolk – som man også ser i filmen – er, at når man tager en skovl langs bunden af den laveste, dybeste og mest ildelugtende kloak i den værste slum på den Københavnske Vestegn, eller nederst i den mest rådne mødding i den jyske muld, så er det sorte slam, der ligger på skovlen, det ypperste hvorfra dansk politi rekrutterer sine stormsoldater. Kuske, arbejdsmænd og tatere. Når skidt kommer til ære, ved det ikke, hvordan det skal være. En tanke jeg altid får, når jeg skal tale med en politibetjent i Danmark.”

Udtalelserne signalerer både opfordring til og/eller billigelse af vold og manglende opbakning til retsstaten; begge dele fuldstændig uantagelige synspunkter i et demokrati i almindelighed og i forbindelse med et folketingsvalg i særdeleshed.

Derfor er det afgørende, at Rasmus Paludan træder ud af rollen som bajads og i ny karakter som politiker og demokrat. Han skal aktivt tage afstand fra sine tidligere udtalelser og eliminere enhver tvivl om sit demokratiske sindelag og opbakning til retsstaten. Og han skal gøre det på en måde, så det virker troværdigt og ikke bare bruge sin oratoriske begavelse til at glide af. Gør han ikke det, vil han miste enhver respekt for sit projekt fra alle dem, han i virkeligheden gerne vil tækkes.

 

Aia Fog, cand. jur.

Formand for Trykkefrihedsselskabet

 

www.trykkefrihed.dk

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…