Lussing til Angela Merkel – hendes parti tager opgør med hendes udlændingepolitik

På den internationale sikkerhedskonference i München, som netop er overstået, blev Tysklands forbundskansler Angela Merkel hyldet af de politisk korrekte kredse, som altid har hyldet hende.

 

Men næsten samtidig oplevede hun et sviende nederlag:

 

Merkels eget parti, CDU, tog et opgør med hendes udlændingepolitik. Den udlændingepolitik, der fik den ikke-vestlige tilstrømning til Tyskland og Europa til at eksplodere i årene 2015-16.

 

Den store tyske avis Die Welt skriver:

 

”Mandag den 11. februar 2019 klokken 22.24 var det slut med de åbne grænsers politik, som Angela Merkel har stået for.”

 

Dødsdommen over Merkels udlændingepolitik blev afsagt af hendes afløser som partiformand for CDU, Annegret Kramp-Karrenbauer (kaldet AKK).

 

Dermed satte hun en proces i gang, som også er vigtig set med danske øjne.

 

Lukning af grænsen

Kramp-Karrenbauer har ellers været udnævnt til ”mini-Merkel” – den trofaste væbner, der nu skulle føre Merkels politik videre.

 

Men en partikonference, som hun netop har afholdt i CDU, viser, at hun går egne veje. Konferencen sendte et signal om en strammere politik for udlændinge og indre sikkerhed.

 

I forlængelse af konferencen optrådte Kramp-Karrenbauer i TV-programmet ”Tagesthemen” (ARD) sidste mandag. Her gjorde hun rede for sit opgør med Merkels åbne grænser.

 

Studieværten spurgte: ”Betyder det, at De vil lukke den tyske grænse?”

 

Svaret lød: ”Vi har sagt, at det absolut kunne tænkes i yderste fald.” En opsigtsvækkende melding.

 

Denne melding står i stærk kontrast til Merkels bemærkning under de kaotiske forhold i 2025-16, da asylstrømmen væltede ind over grænserne: ”Man kan ikke lukke grænserne.”

 

Merkel har forsøgt at lægge låg på debatten

Det er stadig Merkel, der er forbundskansler, og det vil hun meget tænkeligt forblive til næste valg.

 

Men konferencen viser, at Kramp-Karrenbauer forsøger at bruge sin rolle som partiformand til at præge udlændingepolitikken i en anden retning end Merkels.

 

AKK rækker hånden ud til de kredse i CDU og i det tyske sikkerhedsapparat, som har haft det dårligt med Merkels linje og det kaos, som den skabte. Kursskiftet styrker også båndene til CDU’s søsterparti CSU.

 

Det er en kraftig udfordring af Angela Merkel, at AKK insisterer på en åben debat om håndteringen af situationen i 2015-16. Merkel har gjort alt for at lægge låg på denne debat.

 

Merkel ville ikke møde politichefen

Ledende folk i det tyske sikkerhedsapparat – herunder politi og efterretningstjeneste – advarede dengang på det kraftigste Merkel mod de åbne grænser og den ukontrollerede tilstrømning.

 

Chefen for Forbundspolitiet havde en plan klar for midlertidig lukning af grænsen. Men han kunne ikke engang få et møde med forbundskansleren!

 

Midt i den ekstremt alvorlige situation nægtede Merkel at mødes med nogen af de ledende folk i sikkerhedsapparatet. De kunne kun få et møde med chefen for hendes kanslerkontor…

 

En lussing til Merkel

Derfor var det et klart signal, at AKK gav flere politi- og efterretningsfolk, blandt andet den omtalte politichef, en central rolle på partikonferencen forleden.

 

Også konservative kritikere af Merkel blandt for CDU’s politikere kom til ære og værdighed.

 

Merkels støtter i partiapparatet skumlede over de mange Merkel-kritikere på konferencen. Man forsøgte at skjule deltagernes navne over for offentligheden.

 

Men Kramp-Karrenbauer stod fast på to formål med konferencen:

 

Hun ville lytte til vurderingerne blandt de nøglefigurer, som i 2015-16 ikke engang fik et møde med Merkel.

 

Og hun ville sende nogle politiske signaler, der gjorde op med Merkels linje. På konferencen gik hun endda længere, end hun oprindelig havde forestillet sig.

 

Flere røster insisterede for eksempel på, at der skulle tales åbent om grænsekontrol og sidste ende mulighed for afvisning af migranter ved grænsen i en tilspidset situation. Netop det, som ledende sikkerhedsfolk havde plæderet for i 2015.

 

I første omgang kom denne mulighed for afvisning ved grænsen ikke med i erklæringen fra konferencen. Men efter protester besluttede Kramp-Karrenbauer selv, at det skulle med.  En lussing til Merkel.

 

Fortryder intet

AKK’s kursændring lægger op til at favne de dele af partiet, som ønsker mere lov og orden og stram udlændingepolitik. Og den er et forsøg på at vinde de vælgere tilbage, som Angela Merkel satte over styr fra 2015.

 

Angela Merkel har stort set ignoreret partikonferencen.  Hun har nøjedes med at sige til medierne, at hun ikke fortryder sin politik.

 

Men partikonferencen vidner om, at Merkel ikke længere kan styre Kramp-Karrenbauer og partiet efter forgodtbefindende.

 

Konsekvenser for Danmark

Merkel har i høj grad også et ansvar for udviklingen i Danmark. Hendes politik bidrog kraftigt til, at der kom en massiv strøm af indvandrere fra ikke-vestlige, specielt muslimske lande til Danmark.

 

Resultatet er, at en stadig større del af befolkningen i Danmark har muslimsk baggrund.

 

Den udvikling kan Kramp-Karrenbauers opgør med Merkel ikke lave om på.

 

Men CDU’s nye formand kan måske bidrage til, at der kommer lidt mere sund fornuft og en strammere kurs ind i fremtidens tyske håndtering af indvandringen. Til glæde også for Danmark.

 

https://www.welt.de/politik/deutschland/plus188920427/Fluechtlingspolitik-Wie-AKK-der-Kanzlerin-die-Grenze-zeigte.html

Del på Facebook