– Det er ikke min vurdering, at det lige nu er udfordringer i Somalia, der gør, at vi ikke ser flere tvangshjemsendelser, understreger han.
Under mødet med statsministeren talte præsidenten om, hvor vigtigt det er for landet, at somaliere vender hjem, da de har fået kompetencer og erfaringer i lande som Danmark.
Det er en “berigelse” for Somalia, sagde præsidenten under mødet i et lille rækkehus, hvor han er indkvarteret i den egyptiske badeby tæt på topmødet mellem EU og Den Arabiske Liga.
Præsidenten er selv uddannet i USA. En i hans delegation i Egypten er uddannet i Danmark.
Aftalen mellem Danmark og Somalia er uformel, da Somalia ønsker, at den skal være fortrolig, uddyber statsministeren.
– Vi har et tiltagende godt samarbejde, som somalierne lægger meget vægt på foregår i fortrolighed. Derfor kan jeg ikke gå i detaljer med det. Men det er et samarbejde, der også gør det muligt i visse situationer at tvangshjemsende personer til Somalia, hvis det er nødvendigt.
– Det er vigtigt at få formidlet – også på hans (præsident Mohameds, red.) vegne – at han gerne ser, at folk vender hjem, siger Lars Løkke Rasmussen.
Statsministeren mener, at der tit “bliver tegnet et billede af, at vi er frygteligt onde”, når “vi vil sende folk hjem”.
– Men sandheden er den, at vi giver husrum til folk, så længe de har brug for det. Vi har mange somaliere i Danmark, og der er også en del af dem, der har udsigt til ikke at få forlænget deres opholdsgrundlag, da situationen er sådan, at de godt kan returnere, siger Løkke.
Den danske regering har fokus på frivillighed. Danmark har en ordning, hvor man giver støtte til, at somaliere kan genetablere sig i hjemlandet, hvis de ønsker det.
Udsigten til tvang skal være et skub til, at folk vælger den frivillige hjemrejse med udsigt til dansk hjælp i hjemlandet, understreger statsministeren.
/ritzau/ og redaktionen