I Danmark har kulfyring stadig betydning. Det er ikke mere end 20 år siden, at Danmark var uofficiel verdensmester i kulkraft. Hvis man i begyndelsen af 90’erne havde spurgt en medarbejder på Avedøreværket, Fynsværket eller på Vestkraft i Esbjerg, hvem der lavede de bedste kulfyrede kraftværker i verden, så vil svaret have været: Det gør vi!
Hvis man dengang havde spurgt i Energistyrelsen ville svaret formentlig have været det samme. Den danske teknik var uforlignelig, og de dengang nye danske kraftværker i 4-500 MW-klassen kunne bryste sig med en elvirkningsgrad på over 45 procent. Udenlandske værker opererede dengang typisk med elvirkningsgrader på under 40 procent.
Udover bedre økonomi gav den højere virkningsgrad også – alt andet lige – lavere emissioner af CO2, SO2, NOx m.v. Læg dertil ultramoderne røgrensningsudstyr og udnyttelse af overskudsvarmen i de store fjernvarmesystemer. Dengang – og det er stadig ikke mere end 20 år siden – var Danmark førende med hensyn til udvikling af anvendelse af kraftvarme, som betød, at udnyttelsesgraden i de kul, der blev fyret med, kunne nå op på 90 pct.
Væsentlig kulandel i el- og kraftvarmeproduktionen
I 2017 er de to mest anvendte fossile brændsler på danske kraftværker stadig kul og naturgas.
I begyndelsen af 1990’erne var kul det helt dominerende brændsel ved produktion af el. I 1990 udgjorde andre brændsler end kul således kun 8,7 pct. af det samlede brændselsforbrug. I 2017 udgjorde kul stadig 26,7 pct. af brændselsforbruget i elproduktionen, mens olie, naturgas og vedvarende energi m.m. tilsammen udgjorde 73,2 pct. af brændselsforbruget.
36,3 pct. af den samlede danske elproduktion er stadig baseret på fossile brændsler, mens vedvarende energi nu tegner sig for 63,7 pct.
Det er også fortsat et faktum, at det samlede danske energiforbrug i 2017 på 772 Tj for 67,4 pct. vedkommende blev dækket af fossile brændsler og 32,6 pct. af vedvarende energi. Omkring 16 pct. af det samlede danske energiforbrug dækkes stadig af kul og koks.
Mål om udfasning af fossile brændsler
Det samlede danske energiforbrug er igen stigende efter et fald på 5,7 pct. siden 1990. Danmark har også stadig en betydelig produktion af olie og naturgas, og sammen med produktionen af vedvarende energi betyder det, at landet er 85 pct. selvforsynende med energi. Naturgasproduktionen er fortsat stigende, men selvforsyningsgraden på olieforbruget i forhold til råolieproduktionen er faldet fra 106 pct. i 2016 til 101 pct. i 2017.
Ikke desto mindre er den politisk vedtagne målsætning, at Danmark skal være helt fri for fossile brændsler som olie, kul og gas i 2050.
Opfyldelsen af målsætningen er forbundet med omkostninger for virksomheder og forbrugere. Kul er et billigt brændsel, der findes i rigelige mængder. Et ton kul koster godt 55 dollar og til fremstilling af 1 kWh medgår godt et halvt kilo kul. Prisen baseret alene på brændselsprisen er dermed på knap 3 cent per kWh.
Andre brændsler herunder vedvarende energi som sol og vind har svært ved at konkurrere med priser på det niveau, og derfor mødes kravet om udfasning af kul af skepsis i mange vækstøkonomier.
Kina, Indien og andre vækstøkonomier har derfor endnu langt fra opgivet kulkraftværker.
Anti-kulalliance
På klimakonferencen COP23 i Tyskland, tog Storbritannien og Canada initiativ til en aftale om udfasning af traditionel kulkraft inden 2030. Den danske klimaminister har underskrevet aftalen, som ikke er juridisk bindende, men alligevel forpligter Danmark til at udfase eksisterende traditionel kulkraft inden 2030.
De øvrige 14 lande i anti-kulalliancen lande er: Storbritannien, Canada, Finland, Italien, Frankrig, Holland, Portugal, Belgien, Schweiz, New Zealand, Etiopien, Chile, Mexico og Marshall Øerne.
Energistyrelsens energistatistik 2017.
