Der var engang et lille land højt mod nord, hvor befolkningen i generationer havde levet fredeligt med hinanden og opbygget et rigt og godt samfund. Et lille land, hvor de gamle borgere fik en tryg alderdom, og hvor børnene blev passet godt på i både daginstitutioner og skoler. Ja, der var så trygt, at man ikke engang behøvede at låse sin dør.
Så besluttede politikerne, at med al den fred og ro kunne befolkningen i det lille land sagtens modtage en masse stakkels mennesker fra Langtbortistan, der havde brug for et fredeligt sted at være. Og selv om de nye borgere kommer langvejsfra, så bliver de jo ret hurtigt nøjagtig lige som os, sagde politikerne.
Jamen selvfølgelig, sagde borgerne i det lille land, vi skal naturligvis hjælpe alle i hele verden, der har hjælp behov.
Og de nye borgere strømmede til i titusindvis, og det lille land tog imod dem med åbne arme og glade smil og gav dem fine boliger, mad og masser af lommepenge, for de var jo nogle sølle stakler, der havde brug for et fredeligt liv som det, borgerne i det lille land højt mod nord havde nydt godt af i så mange år.
Men desværre viste det sig, at de stakkels mennesker, der var flygtet fra krig og ufred, havde svært ved at indstille sig på en fredelig levevis, for de havde det nu bedst med det, som de var vant til.
Men skidt med det, sagde politikerne, de skal bare vænne sig til at leve i et fredeligt land, hvor de må gøre lige, hvad de vil og naturligvis også dyrke deres egen fredelige religion, som vi anerkender på lige fod med vores egen. Vi skal bare indrette samfundet lidt efter dem, så går det nok, for så bliver de hurtigt nøjagtig lige som os.
Og politikerne efterkom en stor mængde særkrav fra de nye borgere, så de hurtigere kunne falde til i det lille fredelige land højt mod nord.
Men desværre viste det sig, at den fredelige religion ikke var så fredelig endda, den var tværtimod særdeles krigerisk. Og de nye borgere var nu heller ikke så vilde med den måde, man levede på i det lille land, de ville hellere leve som de plejede, og som der blev dikteret i deres sorte bog.
Men det gør ikke noget, sagde politikerne, det skal nok ændre sig, det vil komme efterhånden, og så bliver de nøjagtig lige som os.
Men efterhånden som antallet af borgere fra Langtbortistan voksede, voksede også ufreden, for de nye borgere var slet ikke indstillet på at ændre deres levevis og leve, som man gjorde i det lille fredelige land, tværtimod foragtede de de oprindelige borgere og ville beholde den måde at leve på, som de kendte og var vant til.
Men det gør ikke noget, sagde politikerne, for nu spreder vi dem ud over hele landet, så vil de nye borgere hurtigt lære at leve som os og blive nøjagtig som os.
Men generation efter generation af de nye borgere, der nu blev spredt ud over hele det lille land, ændrede sig stadig ikke. I stedet steg volden, for i den sorte bog, som de var tvunget til at leve efter, stod der, hvordan de skulle opføre sig. Og antallet af voldtægter mod de unge piger fra den oprindelige befolkning steg og steg, og der kom flere og flere røverier og skyderi i gaderne.
Men det gør ikke noget, sagde politikerne, det skal nok ændre sig med tiden.
Og sådan gik årene, indtil det lille land højt mod nord var blevet ændret til det Langtbortistan, som de nye borgere oprindelig var flygtet fra, og den oprindelige befolkning i det lille land var blevet skiftet ud.
Men det gør ikke noget, sagde politikerne, for som i et rigtigt eventyr endte alt jo godt til sidst.
Politisk forræderi af den danske kultur
Af Svend Nielsen
Modstanden mod Sjælsmark er blevet et symbol, på den politiske kynisme i udlændingedebatten, hvor man ser stort på, om landets love overholdes, når blot det tjener egne partipolitiske interesser. På den lange bane, er der endvidere også tale om kulturelt forræderi.
Kynisme, fordi de Radikale og venstrefløjen, bruger forholdene for afviste asylansøgere, for egen vindings skyld, som optakt til den kommende valgkamp, og hvor det alene bruges til at promovere egne såkaldte humanistiske fortræffeligheder, og udstille andres holdninger som umenneskelige.
Nu har venstrefløjen aldrig været frontkæmpere for den eksisterende samfundsstruktur – tværtimod, men de Radikale, der traditionelt har været et midt – og kompromissøgende parti, er i den grad blevet et populistisk og konfrontatorisk parti i udlændingedebatten.
Når man samtidig på de sociale medier kan læse, at de samme politikere, opfordrer en bestemt befolkningsgruppe, nemlig stemmeberettigede muslimer, til at stemme på partiet med de rigtige holdninger, er man reelt og bevidst i gang med at polarisere det politiske landskab yderligere. Tankevækkende at et gammelt pacifistisk parti, på den måde bidrager til at skabe politiske polariseringer og spændinger i samfundet.
På sigt medfører det kulturelt forræderi og er fuldstændig uforståeligt, når man argumenterer for at afviste asylansøgere skal flytte ud i egne lejligheder, og at ydelserne sættes op, når det danske samfund har besluttet, at de ikke har ret til at være her. I stedet burde man drøfte, hvorledes man kan motivere disse mennesker til at rejse hjem, da de ingen fremtid har i Danmark. Den lave integrationsydelse har ifølge Integrationsministeriet, i perioden 2016-19 fået 43 % af målgruppen, over i beskæftigelse og lønnet praktik. Konsekvenser virker, men man ryster opgivende på hovedet, når man hører den Radikale Sofie Carsten Nielsen, på den ene side anerkende resultatet, men vil hæve de offentlige ydelser igen, hvis de Radikale skal støtte en Socialdemokratisk regering.
En socialdemokratisk ledet regering vil efter næste valg, være tvunget til at lempe radikalt på udlændingepolitikken, og det vil medføre endnu flere immigranter i Danmark, via en fornyet tilstrømning af asylansøgere, kvoteflygtninge og familiesammenføringer. Hjemsendelser af afviste asylansøgere, vil som sagt heller ikke finde sted.
En ting er at det koster kassen, og har en lang række katastrofale konsekvenser, men det øger voldsomt andelen af muslimer i Danmark, og over tid vil vi være i samme situation som svenskerne. Karen Jespersen skriver i ”Den korte Avis” 4 april, at den svenske befolkning ændrer sig med ekspresfart, hvor andelen med udenlandsk baggrund vokser, og andelen med svensk baggrund falder dramatisk. I slutningen af 2018 havde næsten tre millioner mennesker af befolkningen udenlandsk baggrund. Det svarer til 29 procent!
Og det er netop den udvikling, der ikke alene er meget farlig, men også forræderisk overfor den danske befolkning. Politiske beslutninger kan normalt ændres, det har vi set mange gange, men når det handler om immigranter, der befinder sig i Danmark, kan beslutningerne ikke rulles tilbage! Muslimer der en gang er kommet til Danmark, kan ikke returneres, men vil være en del af den danske befolkning for altid. Med deres fødselsrater og familiesammenføringer, er det kun et spørgsmål om tid, før den politiske magt for alvor manifesterer sig, og ændrer det danske samfund radikalt.
Det er kulturelt og politisk forræderi, når de Radikale og venstrefløjen lefler for muslimerne og deres danske meningsfæller, for at tilrane sig den politiske indflydelse, på den korte bane. Perspektiverne er så alvorlige, at man burde indgå et nationalt kompromis, på tværs af partierne i Folketinget, i stedet for at pleje snævre partipolitiske interesser på kort sigt.
Det paradoksale er, at den danske befolkning aldrig er blevet spurgt, om man ønsker indvandring fra islamistiske lande, i det omfang vi ser og må forvente fremover. Man ved fra undersøgelser at over 60 % er imod, og derfor mangler vi i høj grad den dybdeborende kritiske journalist, for at få partiets svar på, hvordan de ser det danske samfund om 20 -40 år, og ikke mindst, hvordan de Radikale vil sikre en succesfuld integration, når de afviser de faktuelle resultater. På den baggrund, kan vælgerne så træffe et reelt politisk valg, om den fremtidige udvikling, i stedet for at det bliver en overfladisk diskussion, om at være god humanist eller et dumt svin.
MOVIA “har lyttet til klagerne”! Har de?
Af Joan Bøgh
MOVIA vil opsætte trykt tekst på busstoppestederne med bussens tidsinterval samtidig med genopsætning af ruteplanerne.
Hvad hjælper det at oplyse om tidsintervaller, hvis man ikke samtidig oplyser bussens afgangstider døgnet rundt?
F.eks. kører busserne 77 og 78 på Sundbyvester Plads på Amager i lighed med flere andre busser kun én gang i timen.
Disse 2 busser kører i øjeblikket på minuttallet 10 minutter i hel … og kun i et vist tidsrum i døgnet.
Så kommer en buspassager f.eks. kl. 1105 og læser “bussen kører 1 gang i timen … altså med 1 times interval” …
Hvad i Himlens navn kan det så bruges til? Han/hun kommer så til at sidde og vente 45 minutter …..Måske ovenikøbet et sted uden læskur og bænk!
Hvornår går MOVIA i gang med opsætning af ruteplanerne?
Bliver det efter Påske og inden sommerferien? Eller i løbet af sommerferien? Og er der overhovedet aftalt noget med nogen leverandør endnu?
Og hvad koster det os skatteydere? Både genopsætningen, men også nedtagelsen af køre- og ruteplanerne?
Får vi skatteydere og buskunder et svar fra MOVIA?
