Den kolde krig?
Af Jørgen V. Casse MA historie
I denne måned i året 2019 fejre vi 30 årsdagen for Berlin murens fald, og dermed afslutningen på den kolde krig, fjenden var besejret.
Men hvad var den kolde krig egentlig, og hvordan og hvornår opstod den, og endelig hvem havde gavn af den.
Main stream historikere med en karrierer foran sig, holder sig til midterlinjen, træder man udenfor risikerer man at ens karriere stopper, og det skal de ikke nyde noget af.
Så en mere nøgtern beskrivelse af dette ejendommelige fænomen er forbeholdt historikere der ingen karriere har mere.
Hvornår starter den ‘kolde krig’ så egentlig? Skal jeg komme med et bud, så starter den omkring årsskiftet 1943/44. Tændsatsen er i al beskedenhed dette latterlige lille land kaldet Danmark. Hvordan det? Danmarks geografiske placering er udløseren, Danmark kontrollere helt eller delvist indsejlingen til Østersøen, nemlig, Lillebælt, Storebælt, det halve af Øresund og Skagerak.
Hvad briterne ikke indså før krigen, var betydningen af dette forhold, men både USA og Sovjetunionen (USSR) er begge alt for godt klar over disse stræders strategiske betydning. Begge parter er opmærksomme på betydningen af disse stræder, der giver adgang til, og kontrol med Østersøen. For USSR’s vedkommende har de stor betydning for deres flådes adgang til de i Østersøen værende værfts kapaciteter, og havne faciliteter. I tilfælde af en væbnet konflikt med f.eks. USA er det alt afgørende for USSR, at de kan benytte de førnævnte faciliteter uhindret, derfor vil en kontrol med de danske stræder være vitalt for USSR. I et tænkt senarie, en væbnet konflikt med USA, iværksat af USSR, ville man nok fra denne side sikre sig at flåden ville være ude af Østersøen, det ville så være tilbagekomsten der ville afstedkomme problemer.
USA vil for enhver pris sikre sig at have hegemoni over de selvsamme geografiske lokaliteter. Og det er her at den ‘kolde krig’ egentlig starter. Ved årsskiftet 43/44 har USA overtaget føringen af krigen på vestlig side, Storbritannien (UK) er kommet i baggrunden, med Churchills ord: UK er blevet USA’s løjtnant. USA og UK henvender sig til USSR med en forespørgsel om, hvorvidt USSR vil være villig til at acceptere at Danmark bliver en allieret nation. Forespørgselen er et skjult forsøg på at forhindre, at USSR besætter Danmark og de danske stræder, noget USSR gerne vil, thi udover at få kontrol over stræderne, vil man også kunne få kontrol over Norge, i en knibtangsbevægelse, da Norge har fælles grænse med USSR i nord, og med russerne i Danmark kunne de invadere Sydnorge. Dette forpurres af en amerikansk/britisk enegang, Danmark udnævnes til vestallieret nation. USSR’s ‘njet’ på forespørgselen er det første ‘njet’ i den ‘kolde krig’, senere skulle der komme mange flere ‘njetter’ fra den side.
Ved årsskiftet 43/44 er alle krigens parter alt for godt klar over hvilken vej krigen går for Tyskland, nemlig den vej hønsene skraber. Den tyske hær er på organiseret tilbagetog, medens russerne rykker frem i vild forvirring. Landgangen i Normandiet er kun et halvt år frem i tiden. Erkendelsen af, at krigen er ved at slutte, det er et spørgsmål om tid inden die Wehrmacht må kapitulere på alle fronter, og freden bryder ud.
Freden bryder ud!!!!! At der bliver fred indebærer, at de mange soldater kommer hjem, der er ikke mere brug for dem, der er ingen nye fjender, man kan afruste ned til sidste knap. Set fra et militært synspunkt, hvilket skræk senarie. Denne skrækvision er ikke kun tilstede i USA, men den hærger også i USSR. En nedrustning vil også betyde, at rustningsindustrien må drosle ned, med deraf følgende lukninger og afskedigelser af medarbejdere og manglende indtjening, reduceret købekraft etc.. Ved krigens slutning er rustningsindustrien blevet en økonomisk magtfaktor i begge lejre, en magtfaktor der må regnes med. USA er godt på vej ud af den krise der opstod i 1929, og det takket være rustningsindustrien.
Det er alt sammen noget der er stjerne klart for både USA og USSR. I begge lejre opstår der en fælles interesse mellem stampersonellet i de væbnede styrker, officerer og NCO’er, rustningsindustrien og enkelte politikere, sammenfattet i Det militær-industrielle kompleks. På den måde er scenen klar til den ‘kolde krig’. Der opstår en symbiose mellem de tre aktører, der ‘opdigter’ en modstander som man må væbne sig imod men alle midler, midler som industrien skal frembringe, og politikerne skal få gennem deres parlamenter, enten det er kongressen i USA eller det er politbureauet og den øverste sovjet i USSR. Kort sagt så opdigtede man et fjendebillede i begge lejre til gavn for militæret og militærindustrien. Hvis man vil være venlig, kan man sige at den økonomiske situation efter anden verdenskrig var af en sådan karakter, at havde man begrænset det militær-industrielle kompleks, var både USSR og USA endt i er depression næsten lig den der opstod i 1929. Ingen af parterne have et marked hvorpå de kunne afsætte deres produkter, de var alle ruineret, derfor Marshall hjælpen til Europa. Jerntæppet var en kærkommen gave til USA, det holdt russiske varer ude af Vesteuropa. USA’s forsøg på at få kontrol over USSR’s økonomi gennem Marshall hjælpen strandede på et nyt ‘njet’ Stalin skulle ikke nyde noget. Egentlig var der ikke noget alternativ til det militær-industrielle kompleks. Første verdenskrig afløstes af anden verdenskrig, og denne igen af den kolde krig, hvad bliver det næste, og hvornår?
Ved sin afskeds tale til det amerikanske folk den 17. januar 1961, advarer den da afgående præsident i USA, Dwight D. Eisenhower, netop ved faren ikke ad parlamentarisk vej, at kunne kontrollere det militær-industrielle kompleks, gjorde man ikke det vil det komme til at styre USA. Kennedy magtede det ikke og værre gik det med Johnson og Vietnamkrigen, sluttende med Nixon. Det militær-industrielle kompleks har langt hen ad vejen styret både USA’s og USSR’s økonomier, og ikke mindst den ‘kolde krig’. I dagens verden har man skiftet fjendebillede til Kina, og Donald Trump har ikke en kinamands chance for at kunne kontrollere denne udvikling. Putin er alt for optaget af at genskabe USSR’s indflydelsesfærde, han har tilsyneladende glemt at Kina har et godt øje til det østligste Rusland, for sin stigende befolkning. Så vi kan her konkludere, at dem der har haft gavn af den kolde krig hovedsageligt har været militæret og militær-industrien, de fandt nøglen til at bevare deres status ud i næsten al fremtid, bare man kan finde en ny potentiel modstander.
Og det har man i USA kunnet. USA har siden 1945 næsten kontinuerligt været indblandet i militære konflikter jorden rundt, til stor glæde for det militær-industrielle kompleks. USSR har på sin side opretholdt et militært jerngreb i de lande der udgjorde sovjetimperiet. Man behøver bare at tænke på Berlin opstanden, Ungarn, og Tjekkoslovakiet, alle undertrykt med militærmagt.
Da Berlin muren faldt den 9. november 1989, sejrede vesten fordi vi kunne tvinge USSR til at anvende store summe på deres militær-industrille kompleks, også kaldet våbenkapløbet. Med Görings ord man fik kanoner i stedet for smør i USSR, vi kunne afskære USSR fra lukrative markeder og teknologiske landvindinger, det var alt det der brækkede kamelens ryg.
Taberne! Tjae! Det er dem bærer den tunge byrde, nemlig menneskeheden.
https://en.wikipedia.org/wiki/
