Bliver en vis Annegret Kramp-Karrenbauer Tysklands næste forbundskansler?
Var forkortelsen AKK oprindeligt, dvs. efter at Annegret Kamp-Karrenbauer d. 8. december 2018 afløste Angela Merkel som leder af det tyske konservative regeringsparti Den kristelig-demokratiske Union (CDU), ment som et slags positiv markedsføring, udtales forkortelsen i dag med et spottende eller i bedste fald medlidende smil på læben. Næsten alle hendes politiske initiativer er fusere, og når hun udtaler sig til pressen, træder hun gerne i spinaten – altsammen efter mottoet: hellere ramme ved siden af end slet ikke at ramme.
Resultatet er ganske enkelt, at ifølge meningsmålingerne i dag er kun 18% af de adspurgte tilfredse med hendes politik, mens tallet umiddelbart efter hendes valg som partileder var oppe på 46% – hvilket nu heller ikke er imponerende. Hendes manglende succes smitter naturligvis også af på CDUs popularitet hos de tyske vælgere, hvor ikke engang 25% i dag ville vælge partiet, men en stor del af skylden kan nok i retfærdighedens navn også føres tilbage til forbundskansler Merkel og hendes apatiske mangel på politisk lederskab.
Siden AKK overtog chefstolen med henblik på at blive CDUs næste kanslerkandidat, har partiet lidt en række katastrofale valg i tre tyske delstater. I Brandenburg gik partiet tilbage med 7,4% og fik 15,6% af de afgivne stemmer, i Sachsen var tilbagegangen på 7,3% med 32,1% af de afgivne stemmer og ved det netop overståede valg her i oktober i Thüringen var tilbagegangen på 9% med 21,7% af de afgivne stemmer. I Thüringen blev CDU ovenikøbet kun det fjerdestørste parti, og der er ingen tvivl om, at partiet blev svigtet af utilfredse vælgere, der enten blev hjemme eller stemte på valgets absolute sejrherre, det højrenationale AfD (Alternative für Deutschland), der gik frem med hele 12,8%.
Men nu skal man ikke tro, at den nuværende regerings koalitionspartner, det socialdemokratiske parti (SPD), klarer sig bedre hos vælgerne. Her er tilslutningen helt nede på 15%. Så AKK kan stadigvæk sove rimeligt godt om natten om end med urolige drømme, så meget desto mere, som hun i december 2018 blev valgt til partileder med knappe 52% skarpt forfulgt af hendes rival, Friedrich Merz, der er tidligere formand for CDUs parlamentsgruppe. Han er ikke blot ude efter AKKs skalp, men har sat næsen op efter at blive CDUs næste kanslerkandidat til forbundsdagsvalget i 2021, når Merkel endelig får taget sig sammen og slipper tøjlerne.
AKKs begyndte sin karierre med at studere jura og statsvidenskab ved universiteterne i Trier og Saarbrücken, der er hovedstaden i delstaten Saarland, der grænser op til Frankrig og er Tysklands næstmindste delstat efter Bremen. Hun blev valgt til Saarlands lokale parlament i 1998, hvorefter fulgte forskellige ministerposter (2000-2011). Derefter blev hun delstatens ministerpræsident (2011-18) og i 2018 valgt til CDUs generalsekretær og senere samme år til partiets leder.
I strid med den hidtil fulgte EU-politik trak Merkel i 2019 sin forsvarsminister Ursula von der Leyen op af hatten som kandidat til posten som formand for EU-kommissionen, hvortil denne så også ganske knapt blev valgt. Til gengæld blev AKK af Merkel udnævnt til von der Leyens efterfølger som forsvarsminister, men heller ikke i denne stilling har AKK haft heldet med sig.
De første måneder som partileder forløb som smurt, men da AKK forsøgte at skærpe sin profil for ikke at virke som en ”Mini-Merkel”, vakte hun dennes mistanke om, at hun planlagde at vælte hende af pinden inden næste forbundsdagsvalg, hvilket var et klart udtryk for forfølgelsesvanvid fra Merkels side. Men AKK blev usikker i travet ikke mindst over for de sociale medier og begyndte at dumme sig. Da der således op til dette års valg til EU-parlamentet af en vis Rezo blev produceret en kritisk YouTube-video, stillede hun spørgsmålet, om EU ikke burde skride ind over for denne form for opinionsdannelse. Resultatet af dette forslag om censur udløste den første såkaldte shitstorm – og flere fulgte. Den næste opstod, da AKK under dette års karnevalsfestiviteter spøgende foreslog, at der burde indrettes offentlige toiletter for det tredje køn – ikke ganske uvittigt, men politisk ukorrekt, og AKK gød olje på bålet ved offentligt at erklære, at tyskerne ”er den mest forkrampede nation på denne jord”.
Endnu mere politisk uklogt har det været for AKK at foreslå en eksklusion af den tildligere chef for det indenrigske efterretningsvæsen, Bundesamt für Verfassungsschutz, Hans-Georg Maaßen fra CDU pga. dennes højreorienterede udtalelser. Maaßen er yderst populær i partiets konservative fløj, og forslaget forblev et skud i tågen. Herefter har AKK lært at være mere forsigtig med sine udtalelser. Hun har koncentreret sig om at genetablere partiets moral, men har efter sin udnævnelse i juni 2019 til forsvarsminister igen bragt sig i fedtefadet, da hun uden at have talt med koalitionspartneren SPD i forbindelse med Tyrkiets indmarch i Syrien foreslog, at der skulle oprettes en international beskyttelseszone mellem de to lande. Forslaget blev enten afvist eller ganske enkelt ignoreret – ikke mindst af de stridende parter – og hverken det paralyserede EU eller impotente NATO er i stand til at tage udenrigspolitiske initiativer. I dette tilfælde havde AKKs forslag dog været værd at tage op til overvejelse, men hun mangler ganske enkelt politisk vægt og profil og kan ikke forvente nogen støtte fra sin modspillers, den kynisk-beregnende Merkels side.
Og også andre modstandere lurer i kulisserne – ikke mindst den værdikonservative Friedrich Merz – og det lå i luften her op til CDUs partikonference d. 22.-23. november i Leipzig, at nu ville man sætte spørgsmålet om næste forbundskanslerkandidat på dagsordenen. Således foreslog CDUs ungdomsorganisation, Junge Union, støttet af Merz’ tilhængere, at alle partimedlemmer skulle få mulighed for at deltage i en afstemning om spørgsmålet – og flere profeter mente, at nu ville AKK blive styrtet ud i en krise.
Men det gik anderledes. De delegerede afviste med 79% af stemmerne at diskutere Junge Unions forslag. AKK bad om en tillidserklæring fra forsamlingen og blev hilst med standing ovations, og Merz selv faldt i hvert fald udadtil til patten og udtrykte sin loyalitet over for AKK, en loyalitet ingen tror på. Selvom flere delegerede efterlyste en nybegyndelse, mærkedes ingen opbrudsstemning. Et flertal besluttede at holde fast ved status quo og i hvert fald afvente, om socialdemokraterne vil fortsætte regeringssamarbejdet ind i det nye år, eller om den nye partiledelse, der vælges d. 30. november i år, vil sprænge koalitionen.
Så forbundsrepublikkens politiske scene vil fortsat være præget af dén initiativløshed og passivitet, som Angela Merkel for tiden lægger for dagen. Her er måske AKKs eneste chance for at skabe sin egen profil. Men om dette vil lykkes, eller om hun væltes, er der ingen, der tør spå om. Dog viser den seneste meningsmåling, at 50% af CDUs vælgere foretrækker Friedrich Merz som kanslerkandidat til det kommende forbundsdagsvalg, mens kun 31% ønsker AKK. Men tør vi stole på meningsmålinger?
