For anden gang på bare 28 timer er en ung mand blevet løsladt af en dommer i Københavns Byret.
Fredag omkring klokken 11.30 blev han løsladt efter et grundlovsforhør i terrorsagen om forsøg på køb af våben.
Men fredag aften – efter omkring ti timer på fri fod – blev han anholdt igen. Denne gang for at have overtrådt udlændingeloven og oplyst et forkert navn.
I et grundlovsforhør lørdag krævede en anklager ham varetægtsfængslet, men dommeren valgte at løslade ham igen cirka klokken 15.30.
Dommeren valgte trods protester fra pressen at lukke dørene ved lørdagens grundlovsforhør. Dørlukningen sker med hensyn til terrorsagen.
Af sigtelsen fremgår det, at manden har søgt asyl i Danmark. Det fremgår ikke, hvorvidt manden har fået asyl i Danmark, afslag eller har en verserende sag.
Af sigtelsen fremgår det, at han fra oktober 2015 til september 2018 skal have givet urigtige oplysninger om sin asylsag. Desuden skal han have undladt at møde op på et asylcenter, hvor han skulle møde.
Da han blev stillet for en dommer fredag, var det under forkert navn. Manden skal desuden have oplyst, at han var 21 år, men han er ifølge politiet i virkeligheden 26 år.
I retten lørdag er flere politibetjente til stede for at holde øje med den anholdte mand, der har et stort sort skæg og er iført joggingtøj fra Adidas. Det er endnu uvist, hvordan den anholdte forholder sig til sigtelsen.
Det kom ikke frem, hvordan han forholdt sig til den nye sigtelse, før dørene blev lukket. I terrorsagen nægter han sig skyldig. (ritzau)
Terrorsigtede fra Fyn arbejde med sikkerhedsudstyr
Den 29-årige fra Fyn, der er varetægtsfængslet i kølvandet på politiets massive anti-terroraktion onsdag, arbejder i et firma, der leverer udstyr til til blandt andet forsvaret og den private sikkerhedsindustri.
Det bekræfter en kilde til Ekstra Bladet.