Folkeafstemninger – den fortiede kur mod ”populisme”

Af Peter Neerup Buhl

 

Set i forhold til de mange vidtløftige forklaringer på den såkaldte populisme og løsningsmodellerne til at imødegå svælget mellem ”elite” og folk, er det forbavsende sjældent, at flere folkeafstemninger nævnes som vejen frem. Heller ikke Anna Libak foreslår dem i sin nye bog. Ud fra liberaldemokratisk ideologi er de noget, der skal minimeres, fordi det er svært at sikre, at de holder sig inden for ”værdiernes” fastlagte rammer.

 

Professor Palle Svensson har i sine undersøgelser påvist, at folkeafstemninger ikke overraskende anskues mere positivt af folk i den politiske periferi end blandt dem, der har den politiske magt. I sin gennemgang af holdningerne til folkeafstemninger på verdensplan dokumenterer han, at overalt går et stort befolkningsflertal ind for folkeafstemningen som institution, forudsigeligt flest i Schweiz (92 procent), men ellers mest omkring 80 procent (ifølge en undersøgelse går i Danmark 88 procent af befolkningen ind for folkeafstemninger). Noget færre går ind for, at ”mange flere” spørgsmål sættes til folkeafstemning, støtten gælder store og principielle spørgsmål. Hvad angår spørgsmålet, om folkeafstemninger mest er en sag for den såkaldte højre eller venstre fløj, lader holdningen til at være nogenlunde ligeligt fordelt. Men interessant nok er der signifikant flere folkeafstemninger iværksat af såkaldte højrekræfter, som falder succesfuldt ud for disse, end folkeafstemninger iværksat af venstrefløjen, som giver det ønskede resultat for denne. Hvilket jo er endnu en faktor, der bidrager til det røde meningsdanner-segments betænkeligheder.

 

I Danmark har man forsøgt at spise folket af med ”borgerforslag”, men er lige vidt, for her behandles forslagene jo stadig af Folketinget, mens det burde være sådan, at forslag, der har samlet 50.000 støtter, sendes til folkeafstemning, i stil med praksis i Schweiz. Om det så vil give hyppige eller mærkelige afstemninger, bør ikke være bekymringen i forhold til det, der vindes. Folkeafstemninger bør afdramatiseres og blive rutine, hvilket blandt andet opnås ved at indse, at de ikke er noget historisk kontroversielt, tværtimod.

 

Folkeafstemninger lige så ”normalt” som repræsentativt demokrati

I historien er folkeafstemninger intet nyt. Den romerske historiker Tacitus beskrev, at germanske stammer lod høvdingerådet afgøre spørgsmål af mindre vigtighed, men om store spørgsmål stemte hele samfundet. Klassikeren blandt samfundsforskere, Alexis de Tocqueville, mente, at ”det stærkeste og måske eneste middel til at gøre mennesker interesserede i deres eget lands velfærd er at gøre dem til partnere i at regere”.

 

I det tyske Socialdemokratis Gotha-program (1875) havde partiet krævet ”direkte lovgivning af folket”, hvilket i Karl Marx’ berømte kritik af programmet fik følgende foragtelige ord med på vejen: ”Intet ud over den gamle demokratiske klagesang, som er velkendt for alle.”

 

I moderne tid må det med parallel til i dag noteres, at i Storbritannien gik allerede i 1975 venstredrejede antikapitalister sammen med højrenationalister under Enoch Powell i brechen for EF-udmeldelse og fik iværksat en folkeafstemning, som dog dengang førte til forbliven.

 

Talrige lande har forfatninger med mulighed for folkeafstemninger.  Ikke overraskende er det i Schweiz sådan, at et antal borgere kan kræve folkeafstemning om love, før de vedtages. Mindre kendt er det måske, at artikel 75 i den italienske forfatning tillader den såkaldte ”referendum abrogativo”, der muliggør, at en halv million borgere kan kræve folkeafstemning om enhver eksisterende lov. Mellem 1974 og 1999 er der afholdt i alt 46 af den salgs folkeafstemninger, som har ændret grundlæggende træk ved republikken.

 

I modsætning til den udbredte opfattelse, at folkeafstemninger mest er et redskab for populister, kommer professor Matt Qvortrup i sin bog ”Government by referendum” (2018) frem til, at afholdelse af folkeafstemninger snarere virker stabiliserende på det politiske system. Utilfredshedens tryk lettes, og lande med mange folkeafstemninger har et lavere niveau af politisk mistillid mod eliterne. Kold beregning fra magthavernes side har oftest været motivet bag folkeafstemninger gennem historien, men det går tit ikke, som der planlægges oppefra. Generelt har folkeafstemninger efter Qvortrups mening styrket demokratiet og har ageret ”folkets skjold, selv når regeringer bruger dem som et sværd for at opnå mere magt”.

 

Den danske Grundlov tillader et mindretal af folketingsmedlemmer at få lagt en lov, før den godkendes endeligt, ud til folkeafstemning, men dette bruges sjældent, ifølge Qvortrup fordi ”det tvinger regeringen til at tage hensyn til oppositionens meninger”. Under alle omstændigheder er den fremgangsmåde dog stadig afhængig af parlamentarikernes initiativ, folket kan stadig ikke selv gøre noget direkte.

Læs også
Jeg spurgte mine svenske venner, hvorfor de ikke gjorde noget ved indvandringen – så kom sandheden på bordet

 

Qvortrup sammenfatter sin gennemgang, at mange forfatninger kræver, at der afholdes folkestemning, før ”irreversible ændringer foretages i det politiske system”. Det er også pointen med nærværende indlæg: Folket bør ikke spørges om alskens småting, men om skæbnespørgsmål. Enhver, der er ærlig, ved faktisk godt, hvad der er hvad.

 

Falske indvendinger mod folkeafstemninger

En svaghed, der ofte fremføres ved folkeafstemninger, er, at valget er begrænset til to, på forhånd givne muligheder. Men som det udførligt vises i den store ”Routledge Handbook to Referendums and Direct Democracy” (2018), er dette problem overvurderet. Nej’et til et nyt forslag er jo først og fremmest ikke nødvendigvis lig med status quo, men rummer i sig en mangfoldighed af andre mulige udviklingslinjer. Uanset udfaldet er der mange måder at forvalte det på, for så vidt som spørgsmålets natur ikke er ”låst” i to helt konkrete muligheder. Dét er i hvert fald en undtagelse (mere lavpraktiske spørgsmål, fx om trafikken skal have højre- eller venstrekørsel).

 

I nævnte håndbog pointeres det også, at for at folkeafstemninger skal forløbe som et reelt udtryk for folkeviljen, må de ikke være en sjælden undtagelse, men blive noget mere rutinepræget, så de ikke bliver en uvant handling for vælgeren, der ellers nemmere kan vildledes til at stemme om andet end sagen selv. Det hverdagsprægede, uden stort postyr, der er ved at stemme i fx Schweiz, gør stemmeafgivningen til et mere realistisk udtryk for vælgerens personlige mening. Dermed kan de også regne med at regulere deres holdning i følgende afstemninger, hvor kursen kan finjusteres inden for rammerne af den første beslutning, som dermed bliver mindre skræmmende og skæbnesvanger.

 

Praksis i Schweiz illustrerer faktisk fint, hvorfor det kun er et teoretisk problem, at et afstemningsresultat kan stride mod andre hensyn. Her har der i de senere år været fire folkeafstemninger, hvis resultat til en vis grad stred imod internationale konventioner: I 2004 om livstidsstraf for meget farlige kriminelle, i 2009 imod opførelse af minareter, i 2010 for udvisning af fremmede kriminelle, og i 2014 imod masseindvandring. Skønt de føderale myndigheder anbefalede vælgerne at stemme imod disse fire forslag, førte deres vedtagelse alligevel til, at de blev schweizisk lov, til dels i strid med i forvejen indgåede forpligtelser, og det er så bare myndighedernes opgave at implementere dem på en forsvarlig måde.

 

Mange angiveligt betænkelige udslag af folkeviljen er vel at mærke kun et spørgsmål om optik eller definitioner. I Routledges nye store håndbog om folkeafstemninger opdeles disse bl.a. efter, om deres udfald betyder nye rettigheder, eller fratagelse af rettigheder. Eksemplerne viser dog, at de lige så godt kan tolkes omvendt. Fx kaldes legalisering af abort en ny rettighed, mens indførelse af dødsstraf er det modsatte, men fokuserer man på barnets ret til livet og retten til at dømme efter folkets vilje, er det jo modsat.

 

Læs også
Er Sverige et mønsterdemokrati? Så langt fra!

Loyal forvaltning af folkeafstemningsresultater

Det er imidlertid et reelt problem, at et resultat kan mishage ”eliten” så meget, at det i realiteten ignoreres; omfortolkes og udvandes til uigenkendelighed. Folkeafstemninger handler nemlig også i høj grad om at ”frame” debatterne. Politologen Ece Atikcan konkluderer i sin undersøgelse af adskillige EU-folkeafstemninger: ”Politikere forsøger at mobilisere vælgere bag deres politikker ved at opmuntre dem til at tænke i bestemte retninger, der fremhæver visse træk af disse politikker. Disse rammer ordner hverdagens virkelighed ved at give begivenheder mening og ved at fremme bestemte definitioner og tolkninger af politiske sager.”

 

Hvordan sikres nu, at det folkelige perspektiv fastholdes uafhængigt af elitens? En interessant form for repræsentative organer, der behandles indgående i den førnævnte håndbog, er de, hvis medlemmer vælges tilfældigt, efter et lotteri-koncept, principielt blandt hele befolkningen (om der så er ”værnepligt” eller ej). Et sådant borgerråd kan forekomme ret ideelt til at formulere og eksekvere folkeafstemninger for at sikre, at resultatet ikke (igen) kapres af ikke-repræsentative kliker, som svigter ånden i resultatet og reelt bare fortsætter som før en afstemning. Men det forudsætter selvfølgelig også igen, at de i dag herskende samarbejder i etableringen af sådanne institutioner. At de næppe overhovedet vil drømme om det, er (endnu) en indikation på, at det nuværende system vitterlig er et eksempel på ræve, der vogter gæs.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…