EU indførte i 2001 det såkaldte EBA-initiativ (Everything but Arms), som tillod de fattigste udviklingslande -Least Developed Countries – at eksportere alt – bortset fra våben og ammunition – til EU uden told og uden kvotebegrænsninger. Bortset fra overgangsordninger for bananer, sukker og ris, der udløb i 2009, trådte EBA i kraft i marts 2001.
Nu har EU-Kommissionen besluttet, at indføre beskyttelsesforanstaltninger for ris fra Cambodja og Myanmar. Den Europæiske Union genindfører toldsatsen på indica-ris på 175 EUR pr. ton i det første år og gradvist reducere den til 150 EUR pr. ton i det andet år og til 125 EUR pr. ton i det tredje år.
Ifølge Kommissionen har en undersøgelse bekræftet en betydelig stigning i importen af den langkornede indica-ris fra Cambodja og Myanmar til Den Europæiske Union, som har medført økonomiske tab for de europæiske producenter. Importen af indica-ris fra begge lande er tilsammen steget med 89 pct. i de seneste fem risdyrkningssæsoner. Samtidig viste undersøgelsen, at priserne var betydeligt lavere end på EU-markedet og faktisk var faldet i samme periode. Denne stigning i lavprisimporten har skabt alvorlige vanskeligheder for EU’s risproducenter, og deres markedsandel i EU er faldet fra 61 pct. til 29 pct.
Baggrund
Kravet om at EU gjorde noget for at bremse importen af ris fra Cambodia og Myanmar blev rejst af den italienske regering i februar 2018 og fik støtte fra de øvrige risdyrkende medlemsstater (Spanien, Frankrig, Portugal, Grækenland, Ungarn, Rumænien og Bulgarien). Forslaget kunne imidlertid ikke opnå tilslutning fra et kvalificeret flertal i Ministerrådet i december 2018, og Kommissionen har derfor på egen hånd gennemført foranstaltningen.
Italien er den største ris producent og forhandler i Europa. Ris produktionen i Italien har betydning, da omkring to tredjedele af den regionale efterspørgsel imødekommes af den indenlandske produktion, hvor størstedelen af de dyrkede risarter tilhører den korkornede japonica-gruppe, hvor den anden hovedgruppe af risarter, tilhører indica-gruppen. Der sondres mellem risarterne på basis af længden af riskornene.
Med en årlig produktion på 1,3 millioner tons er Italien Europas førende producent og globalt den største ikke-asiatiske producent af japonica-ris.
Italien er sammen med Spanien de største risproducenter i EU med omkring 80 pct. af EU’s samlede produktion. Andre risdyrkere er Grækenland, Portugal, Frankrig, Rusland, Rumænien, Bulgarien og Ungarn.
Regionen er afhængig af importen af langkornede indica-ris som basmati og jasmin fra Cambodia, Myanmar, Indien og Pakistan. En lille mængde japonica ris eksporteres også fra EU – hovedsagelig fra Italien til en værdi af 1 mia. euro.
EU’s landbrugsorganisation Copa-Cogeca har hilst EU-Kommissionens indgreb velkomment: Der var opstået en kritisk situation i en sektor, der er afgørende for at begrænse affolkningen af landdistrikterne.
Ris som basis fødevare
På globalt plan er 6 ud af 10 afhængig af ris som basal fødevare, og efter hvede, er ris den vigtigste kornsort, der forsyner verdens befolkning med over 50 pct. af det samlede kalorieindtag.
Den væsentligste ris produktion – 94 pct. – foregår i Asien, og der findes mere end 8.000 ris varianter grupperet efter ris-kornenes længde.
I Italien har ris fundet indpas især i Lombardiet som følge af at franskmændenes mere end 10-årige tilstedeværelse i Milano og Spaniens mere end 200 år i Italien.
Risotto – en norditaliensk risret, hvor f.eks. Carnaroli-ris koges i en bouillon til der opnås en cremet konsistens. Carnaroli-ris er en ristype, der især dyrkes i provinserne Pavia, Novara og Vercelli i Norditalien.
Fra krydderi til madvare
I Italien går ris-historien tilbage til det 8. århundrede, og i 1200-tallet optræder ris på salgskvitteringer til Vercelli hospitalet og til kongehuset Savoyen, hvor ris indgik i speciel julekonfekt.
Ris optræder i de historiske annaler i Lombardiet i 1336, hvor ris blev opfattet som et krydderi.
I Norditalien var det kun nogle få adelsfamilier, der dyrkede ris som krydderi. Først i 1500-tallet blev ris betragtet som en kulinarisk råvare takket være en læge i Sienna – Pier Andrea Mattioli. Omkring 1800 var der udstrakt dyrkning af ris i Piemonte, Lombardiet og Veneto, ligesom der i områderne omkring Ravenna og Bologne blev dyrket ris.
Da Suez-kanalen åbnede i 1869, betød den mere effektive dyrkning i Østen, at den europæiske risdyrkning kom i vanskeligheder. Verdenskrigen og den økonomiske krise i 1930’erne begrænsede yderligere dyrkningen. Faktisk blev risdyrkningen i større skala først genoptaget i 1952. Koreakrigen havde afskåret en af de største asiatiske producenter fra Verdensmarkedet, og siden har EF (og EU) beskyttet den europæiske risproduktion.
I dag er Italien “Europe’s rice paddy.” Italien er den førende producent af ris til gourmet-restauranter. Carnaroli, Vialone Nano, Baldo, Roma, Sant’Andrea and Nebbione – er alle navne på ris, der anvendes til risotto. Samtidig har det italienske køkken aldrig rigtig adopteret langkornede, indica-ris – hverken til småretter eller til forkogte ris.
Som nævnt klassificeres ris udelukkende efter riskornenes længde og ikke efter kogetid eller ernæringsværdi.
