Bombesprængning i nat ved café på Amager – politiet ser nu et mønster i de mange eksplosioner

Politiet er i gang med at efterforske en sprængning på Amager ved en vandpibecafé på Amagerbrogade. Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

 

Det oplyser Københavns Politi.

 

»Vi efterforsker pt en mulig sprængning på Amagerbrogade 215. Amagerbrogade er spærret i begge retninger mellem Fussingsvej og Amsterdamvej, skriver politiet på Twitter kort før klokken 03.30.«

 

Vejspærringen er dog siden hen blevet ophævet.

 

Et ammunitionsrydningshold (EOD) er ankommet til stedet for at forsøge at fastslå, hvad der er sprængt, oplyser vagtchef Henrik Stormer klokken 04.30.

 

Endnu er det for tidligt at fastslå, hvilken type eksplosion, der har været tale om, meddeler han.

 

Ifølge Ekstra Bladet er der ikke store synlige skader at se ved caféen.

 

»Det eneste, man kan se på gaden af, at der har været noget, er, at der ligger glasskår foran caféen, og et par ruder er smadret. Der er ikke store skader, men der har været et eller andet, som har skubbet et vindue ud, skriver avisen, der har en mand på stedet.«

 

Politiet fik anmeldelsen klokken 02.46.

 

Der er ikke umiddelbart nogen meldinger om tilskadekomne, oplyser Henrik Stormer.

 

Siden februar har der været 13 eksplosioner i og omkring København, og flere af dem har ifølge politiet en relation til bandemiljøet.

 

Vagtchef Henrik Stormer meddeler, at det endnu er for tidligt at sige noget om, hvorvidt eksplosionen på Amager har en relation til de andre.

 

Sidste uge meldte regeringen ud, at den vil indføre en såkaldt sikkerhedspakke blandt andet som følge af rækken af eksplosioner.

 

Ifølge Københavns Politi kan flere af eksplosionerne sættes i forbindelse med det kriminelle bandemiljø.

 

»Vi begynder at se, at der er en kobling mellem nogle af de her sprængninger i bandemiljøet. Det viser vores efterretninger,« sagde politiinspektør Torben Svarrer fra Særlig Efterforskning Øst i slutningen af september.

 

Han understregede, at ud af de på det tidspunkt 13 eksplosioner var det »langtfra alle,« der kunne kobles til bandemiljøet.

 

/ritzau/

Del på Facebook