Børnefamilier fra Sjælsmark skal flytte til Avnstrup

Børnefamilier fra Udrejsecenter Sjælsmark skal flytte til Center Avnstrup i Lejre. Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

 

Børnefamilier fra Udrejsecenter Sjælsmark skal flytte til Center Avnstrup i Lejre Kommune.

 

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

 

Center Avnstrup fungerer i dag som hjemrejsecenter, hvor der indkvarteres afviste asylansøgere.

 

Fra foråret 2020 vil det kun fungere som center for børnefamilier uden lovligt ophold i Danmark.

 

Løsningen kommer i kølvandet på en politisk forståelse mellem regeringen og støttepartierne, der i november blev enige om, at børnefamilierne på Sjælsmark skulle tilbydes at flytte ud senest i april 2020.

 

– Vi sagde før valget, at der er behov for at skærme børnene noget bedre. Det gør vi nu, siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i pressemeddelelsen.

 

– Først og fremmest ved fremover at tilbyde vuggestue og styrke børnehave og fritidstilbud, ligesom børnene ikke mere skal bo bag et hegn. Men vi skal også være ærlige over for hinanden.

 

– Vi vil stadig se børn, der har det svært. Ikke på grund af dagens beslutning, men på trods af den. Sådan vil det være, så længe forældrene ikke følger myndighedernes afgørelse om at rejse hjem.

 

Der kommer ikke til at bo enlige på centeret.

 

De beboere, der i dag bor på Center Avnstrup, og som ikke er i målgruppen for det kommende udrejsecenter, vil blive flyttet til et af Udlændingestyrelsens øvrige indkvarteringssteder.

Del på Facebook