Den 7. december sidste år blev Annegret Kramp-Karrenbauer valgt som formand for Tysklands største parti, det kristendemokratiske CDU. Hun afløste Angela Merkel på posten.
Men Merkel blev siddende som forbundskansler og beholdt dermed den centrale politiske magt. Tanken var, at dette arrangement skulle fortsætte indtil næste ordinære valg i 2021.
Mange så Annegret Kramp-Karrenbauer (også kaldet AKK) som Merkels tro discipel, der i det store og hele ville følge Merkels linje. Hun blev kaldt ”mini-Merkel”.
Men efter kun tre måneder som partiformand har AKK eftertrykkeligt dementeret dette billede.
Hun er ikke nogen administrator, der gør, hvad Merkel siger. Så langt fra.
Ved flere lejligheder er hun kommet med skarpe, selvstændige politiske markeringer, som udfordrer Merkel.
Begyndelsen til enden?
Nu begynder spekulationerne om, hvorvidt Merkel vil blive presset til at forlade kanslerposten før tid.
Den socialdemokratiske regeringspartner SPD anser åbenbart dette for en reel mulighed. Man er nemlig begyndt at advare om, at der ikke er socialdemokratisk opbakning til Kramp-Karrenbauer som kansler.
De sker altså, før dette overhovedet er blevet foreslået. Socialdemokraterne reagerer simpelt hen på lyden fra vandrørene. Og de er ikke alene.
De meldinger, som Annegret Kramp-Karrenbauer kommer med, får mange til at spørge sig: ”Er dette begyndelsen til enden for Angela Merkel?”
AKK går Merkel i bedene
Kramp-Karrenbauer selv er i fuld gang med at markere en klar, selvstændig politisk profil.
Søndag leverede hun et bredt politisk oplæg, der var et svar på det Europa-manifest, som den franske præsident Emmanuel Macron havde udsendt. Det skete i avisen Die Welt.
AKK havde alt at dømme ikke afstemt dette oplæg med Merkel. Det var hendes egne politiske holdninger, der blev markeret.
Dermed gik hun regeringschef Merkel i bedene.
Mere konservativ
Men ikke nok med, at Kramp-Karrenbauer begynder at blande sig meget aktivt i den politiske debat. Hun demonstrerer også politiske holdninger, der klart adskiller sig fra Merkels.
Merkel har trukket CDU langt ind over midten – tættere på det store venstreorienterede og politisk korrekte parti, De Grønne.
Kramp-Karrenbauer er begyndt at lægge en distance til dette. Hun lægger sig tættere op ad konservative kræfter.
Der er ikke tale om nogen politisk revolution. Men tendensen er tydelig.
Kramp-Karrenbauer får da også støtte fra den såkaldte VærdiUnion (WerteUnion), en sammenslutning af konservative CDU-medlemmer.
Lukning af grænsen og kritik af islam
For nogen tid siden fik Merkel sig noget af et chok, da AKK indkaldte en konference, der skulle drøfte begivenhederne i september 2015, da Merkel åbnede den tyske grænse, så flygtninge væltede ind.
Konferencen skulle drage en lære af disse historiske begivenheder. Blandt de vigtigste deltagere var en række nuværende og tidligere embedsmænd fra sikkerhedsapparatet, som i 2015 havde givet Merkel en kraftig opfordring til at lukke grænsen.
De blev efterladt dybt frustrerede, da Merkel afviste dem.
Men nu er der andre boller på suppen. Efter konferencen erklærede Kramp-Karrenbauer, at det i en lignende situation i fremtiden kunne komme på tale at lukke den tyske grænse. Merkel har ikke kommenteret dette med en lyd.
I AKK’s svar på Macrons manifest kommer hun også med kritiske kommentarer til ”strømninger i islam, der er uforenelige med vores forestillinger om et åbent samfund”. Også en begmand til Merkel.
Overdragelse af magten
Ingen taler længere om Annegret Kramp-Karrenbauer som ”mini-Merkel”.
Den ny partiledelse gør heller ikke meget for at dementere, at det kunne komme på tale, at Merkel gik af før tid.
Merkel kan ikke tvinges væk. Men hun kan blive så bundet og handlingslammet, at hun selv vælger at overdrage posten som forbundskansler til AKK.
En sådan overdragelse er set én gang før i Forbundsrepublikkens historie, da Konrad Adenauer overlod posten til Ludwig Erhard.
Dertil er den aktuelle situation langt fra kommet.
Men der er tegn på, at noget kan ske – det er jo også derfor, socialdemokraterne begynder at advare mod det.
Det lille ord ”nu”
Rygterne fik øget styrke, da CDU’s unge partisekretær, Paul Zimiak, kom med noget, der skulle forestille at være et dementi.
Men det var et yderst tvetydigt dementi:
”Der findes ingen ytringer fra relevante politikere, der nu kræver en eller anen form for ændring i regeringens ledelse.”
Bemærk det lille ord ”nu” …
