Endeløs relativisme (i medierne) afskaffer såvel sandhed som fakta – og dermed virkeligheden. Den udvikling skal – og kan – vendes ifølge en ny bog af Pierre Collignon.
Pierre Collignon: TILBAGE TIL VIRKELIGHEDEN. Kampen mod fake news, løgne og manipulationer. Hæftet med omslag. Ill. 356 sider. Kr. 299,95. Gyldendals Forlag. Udkommet d. 15. maj 2018.
***** fem stjerner
—————————————————————————————-
Hvorfor skrive en bog med titlen ”Tilbage til virkeligheden”? Fordi fake news, halve og hele løgne, fordrejninger, misinformationer og manipulationer fylder stadig mere i mediebilledet. Et problem, som er snævert sammenhængende med en uhellig alliance mellem internettets revolutionerende udvikling og den fakta-relativisme, som postmodernisme og socialkonstruktivisme har stået fadder til.
Pierre Collignon gør i forordet sit ståsted helt klart: ”Jeg tror på, at virkeligheden findes, og jeg tror også på, at det er muligt for mennesker at nærme sig sandfærdige beskrivelser af virkeligheden ved at underlægge sig krav om dokumentation (…) at vi gennem en rationel samtale kan teste forskellige antagelser om verden og lade den mest plausible version vinde (…) ” (s. 13).
En tro på journalistikkens nyttige rolle
Hans afsæt er en (optimistisk) tro på journalistikkens nyttige rolle i samfundet. Medierne som ‘den fjerde statsmagt‘, der skal optræde som vagthund over for magthaverne ved at oplyse og skabe rammerne for en demokratisk og fornuftstyret debat.
Disse rammer må rumme den teknologiske udvikling og den aktuelle politiske virkelighed (hans fokus er (vest)europæisk), men også medtænke, hvordan mennesker erkender verden. Med andre ord skal bogen levere redskaber til at skelne mellem fup og fakta og dermed råde bod på den videnskrise, der har ramt os. De styrende principper bør være kritisk objektivitet, samfundsansvar og journalistisk empati.
Indfaldsvinklen er således et langt stykke ad vejen normativ, dvs. en position, der fastslår, hvordan noget ’bør’ være eller ’bør’ gøres.
Bogens opbygning
Bogen falder i tre afdelinger. Førstedelen giver en historisk baggrundsbeskrivelse for de problemer, vi står overfor.
Løgnen og manipulationen i nyhedsformidlingen viser sig at have rødder langt tilbage. Fake news er ikke noget nyt fænomen, men optræder i en variant i dag, der er uløseligt forbundet med internettets muligheder for manipulation.
Efter at have indkredset de mange forskellige definitioner på fake news, der cirkulerer i debatten, lander Collignon på denne afgrænsning: ”Fake news er falske oplysninger bragt med forsæt i et format, der ligner rigtig journalistik.” (s. 52).
I førstedelen reflekterer forfatteren også over den tilstræbt objektive journalistiks storhed og fald. Han erklærer, at objektiviteten alene skal forstås som en ’metode’, altså at journalister skal følge bestemte procedurer. For vel findes der objektive kendsgerninger, men der findes ikke objektiv journalistik. Men det ER muligt at angive en vejviser ud af det, der benævnes ’den post-faktuelle tåge’ – og dermed genkende en falsk nyhed.
Anden del
Bogens anden del er sammensat af fem kapitler, der giver en karakteristik af ’informationskrigen’. Hvad betyder det for den demokratiske debat og udfaldet af diverse parlamentariske valg og folkeafstemninger, at sandhed og løgn kan være så vanskelige at skille ud fra hinanden?
Til at illustrere problemstillingen er bl.a. følgende fokusområder udvalgt: Det amerikanske præsidentvalg, der bragte Donald Trump til magten, herunder hackingen og lækken af mails fra Det Demokratiske parti, debatten om Brexit (skulle England blive i (’remain)’ eller forlade (’leave’) EU? – og så det franske præsidentvalg, hvor Marie le Pen duellerede med kometen Emmanuel Macron.
Tredje del
Tredje del vil vise en vej ud af medie-suppedasen ved hjælp af en række begrebsafklaringer og diskussion af, hvordan sociale platforme, politikere, medier og de enkelte borgere kan værne sig mod misinformation.
Manipulation og fake news skal anerkendes som problem. Omvendt er der en tilbøjelighed til at overdrive og skabe myter med risiko for, at nuancerne forsvinder.
Genren er debatbog
Genren er debatbog, og dens indhold skal vurderes på styrken i argumentationen. Collignon arbejder hele vejen igennem sejt på at holde en balance i sin karakteristik af såvel De Nye Medier (blogs, nettidsskrifter m.m.) som De Gamle Medier, hvor det følgende citat blot er ét eksempel blandt en række:
”(…) hvor galt det går, når medier som Breibart News giver totalt slip på den klassiske objektivitetsnorm og bliver til politiske kamporganer, der forvansker sandheden for at fremme et bestemt verdenssyn. Og de viser også, hvordan klassiske medier – der ellers hylder objektivitet – kan miste terræn, fordi de lader politiske hensyn præge deres journalistik.” (s. 233)
”Tilbage til virkeligheden” får (næsten) topkarakter, fordi argumentationen flere steder fik mig til at skifte perspektiv og dermed holdning på grund af den saglige og sobre fremstilling af kontroversielle emner.
Collignon holder kortene tæt ind til kroppen i forhold til sit eget politiske ståsted i overensstemmelse med det formulerede objektivitets-krav. Alligevel giver hans position sig til kende i selektionen og vinklingen af stoffet: Hvem bliver fx udsat for negativ vurdering ved navns nævnelse, og hvem går fri?
Det er min påstand, at Pierre Collignon er gået så langt, som han kan, i sin kritik af de etablerede medier, hvis han stadigvæk skal begå sig i det gode selskab af journalister og kommentatorer ansat i institutioner som DR, TV2, TV2 News og de store (formiddags)aviser og dagblade. Og at han selvindlysende gør, hvad han kan, for at dække sig ind.
Figenbladene er de velkendte
Figenbladene er de velkendte: Kritikere af indvandring og islam kategoriseres med jævne mellemrum som ’den ekstreme højrefløj’. Nigel Farage har ’populistens patos’, men hvorfor er Farage populist? Hvordan defineres en populist? Et kig på et udsnit af Farages taler i Europaparlamentet viser en skarp, velargumenterende og velfunderet politiker. Godt nok anerkender Colligon andetsteds, at ordet ’populist’ bliver misbrugt, men hvorfor så alligevel hæfte etiketten på Farage?
Centrum-venstre-avisen Le Monde har samlet en database over knapt 1000 blogs og medier, der får karakter for deres troværdighed. Men når Le Monde har centrum-venstre briller på og en mangeårig (tidligere) magtfuld chefredaktør, der mener, at Front National er at betragte som demokratiets fjender og derfor ikke skal behandles som andre politiske partier – hvorfor skulle man så overhovedet stole på en afbalanceret troværdigheds-evaluering? Selv om Collignon også i denne omgang medgiver, at Le Monde har slagside, står Le Monde alligevel tilbage som det mest sobre medie.
Collignon erklærer sig enig i, at ”de nordiske samfund har fremragende uddannelsessystemer, som også lærer folk at tænke kritisk.” (s. 339). Hvad Danmark angår, går Collignon ganske enkelt galt i byen.
Eleverne i uddannelsessystemet har de seneste 20-30 år været udsat for et massivt dannelsestab og en historieløshed, der betyder, at alt for mange unge mennesker er kritiske ud i den blå luft. Påvirket af en lærerstab i såvel folkeskole som de gymnasiale uddannelser, der for en meget stor dels vedkommende stemmer rødt. Og dermed bidrager til at påvirke deres elever med et bestemt verdenssyn.
Mangler kritik af DR
Hvad denne bog mangler, er en langt mere systematisk analyse af en magtfuld medieinstitution som DR. Hvorfor går den kritiske journalist ikke i kødet på DR’s skævvridning i fx P1morgen, Orientering, Europa lige nu / Orientering Europa og Verdenspressen?
Prøv at læse dette (af mig) redigerede citat, som jeg vil påstå – og ofte har argumenteret for – holder vand:
’(…) hvor galt det går, når medier som DR bliver til politiske kamporganer, der forvansker sandheden for at fremme et bestemt verdenssyn. Hvordan klassiske medier – der ellers hylder objektivitet – kan miste terræn, fordi de lader politiske hensyn præge deres journalistik’.
Selv den dygtige og vidende Collignon falder et par gange i grøften: Cherry-picking. Direkte oversat betyder det ”kirsebærplukning”, og udsagnet dækker over, at det fulde billede erstattes af en (biased) selektion af data.
Ikke desto mindre skal ”Tilbage til virkeligheden” varmt anbefales. Ikke mindst fordi værket et meget langt stykke ad vejen navigerer efter – og lever op til – objektivitets-idealet, bl.a. ved at klargøre begrebsbrug og fremlægge afbalanceret dokumentation.
***
Faktaboks:
Pierre Collignon er uddannet journalist og tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten. Han har arbejdet som korrespondent i Berlin, Moskva og Bruxelles og er netop blevet ansat som ny debatredaktør på Berlingske.
