De to borgerlige søsterpartier i tysk politik, CDU og CSU, har ligget i en voldsom strid om asylpolitikken. En strid, der dominerede EU-topmødet torsdag-fredag i sidste uge.
Forbundskansler Angela Merkel fra CDU og indenrigsminister Horst Seehofer, der også er formand for CSU, var frontkæmperne i dette opgør.
Søndag aften og mandagen igennem bølgede kampen frem og tilbage. Den kunne være endt med regeringens sammenbrud. Undervejs nåede Seehofer at lufte sin afgang som minister og partiformand.
Men mandag aften nåede man til enighed. Samlet set står Horst Seehofer som den klare vinder.
I den store borgerlige avis Die Welt skriver chefreporter Robin Alexander:
”Det, som Merkel for enhver pris ville undgå, giver hun nu som en indrømmelse til CSU.”
Sagen drejer sig om at tilbagevise asylansøgere, som allerede har søgt asyl i et andet EU-land, ved den tyske grænse. Lige siden 2015 har Merkel sagt nej til dette. Nu går hun med til det.
En klar stramning i den tyske asylpolitik.
Merkel har ikke turdet andet. Alternativet kunne blive enden på hendes regering og på hendes egen politiske karriere.
Nu venter man på Socialdemokratiet
Foreløbig er der dog kun tale om en aftale mellem CDU og CSU. Det tredje regeringsparti, det socialdemokratiske SPD, skal med.
I 2015 sagde SPD kategorisk nej til det system, som CDU og CSU nu er blevet enige om.
Samtidig afventer man også, hvad Østrigs forbundskansler Sebastian Kurz siger til aftalen. Østrig har nemlig en central rolle i den forbindelse.
Intet er sikkert i denne sag. Men sandsynligheden taler dog for, at SPD giver grønt lys. Det samme med Kurz-regeringen – måske mod visse indrømmelser.
Nu kan man ikke nøjes med at sige ”asyl”
Kernepunktet i aftalen mellem CDU og CSU lyder således:
Vi ”forhindrer asylansøgere, hvis ansøgning skal behandles i andre EU-lande, i at rejse ind (i Tyskland, RP).”
Dette har stor betydning. Der har været enorme problemer med migranter, som slet ikke har ret til at få asyl i et land, men som alligevel bliver lukket ind og derefter ikke er til at få ud igen.
Specielt Tyskland er hårdt plaget af denne tilstrømning. Men nu vil man altså sætte en stopper for det.
Dermed tager Tyskland et opgør, som Den Korte Avis mange gange har opfordret til: Det skal være slut med at komme ind i et land, bare man møder op ved grænsen og siger ”asyl”.
De kommer slet ikke ind i landet
Aftalen mellem CDU og CSU taler om to situationer:
Den ene vedrører lande, som man allerede har en aftale med Tyskland om tilbagesending:
Hvis migranter, der allerede er registreret som asylansøgere i det pågældende land, også forsøger sig i Tyskland, skal de sendes tilbage. Under EU-topmødet indgik Angela Merkel flere aftaler af den karakter.
Når disse migranter kommer til den tyske grænse, skal de fremover overhovedet ikke ind i landet.
De skal anbringes i såkaldte transitcentre ved grænsen, og herfra skal de sendes direkte tilbage til det land, hvor de første gang blev registreret som asylansøgere.
På transitcentrene behandler man disse migranter, som om de ikke slet ikke var kommet ind i Tyskland.
De har ingen mulighed for at forlade centrene, men kan bare vente på hjemsendelse.
Kurz i Østrig
Aftalen opererer desuden med en anden situation: Den drejer sig om migranter, der kommer fra lande, der ikke har forpligtet sig til at tage dem tilbage. Det vigtigste eksempel er Italien.
Her vil man sende de afviste over grænsen til Østrig, hvor de næsten alle er kommet fra. Det vil man lave en aftale med den østrigske regering om.
Dette kan give konflikter med Østrig. Men kansler Kurz vil givetvis nødigt spænde ben for den tyske aftale. Generelt ligger han meget på linje med CSU i asylpolitikken.
Måske kan man lave en aftale mellem Tyskland og Østrig om, at man sender ’hinandens’ migranter tilbage over grænsen. Samtidig vil Østrig gøre ekstra for at sikre sin grænse mod Italien i Brenner-passet.
Vigtig for Danmark
Aftalen mellem CDU og CSU er vigtig også for Danmark, fordi den lægger op til at afvise asylansøgere ved grænsen. Når Tyskland gør det, kan vi vel gøre det samme.
Aftalen mellem CDU og CSU begrænser sig dog til migranter, der allerede er registrerede som asylansøgere i et andet land. Den omfatter ikke folk, der møder frem uden nogen papirer.
Så der er basis for at gå videre, end tyskerne gør med denne aftale. I sidste ende burde enhver, der kommer fra et sikkert land kunne afvises ved den tyske eller den danske grænse.
Dette er kun et skridt. Men det er endnu et skridt i retning af den strammere udlændingepolitik, som er en ubetinget nødvendighed for Europa og for Danmark.
Lettelse for Seehofer
For Horst Seehofer og CSU må aftalen være en stor lettelse. Ikke kun på grund af indholdet, der passer CSU godt. Men også fordi den redder Seehofer og Co. ud af en betrængt politisk situation.
Kendsgerningen er, at Seehofer og CSU stødte en del vælgere fra sig, fordi de formulerede sig ret hårdt og aggressivt i striden med Merkel.
Det fik mange til at søge tilbage til Merkel som repræsentant for en mere tryg og rolig ledelsesstil – selv om de var kritiske over for hendes politik.
Nu kan CSU gå til delstatsvalg i Bayern til oktober med en profil som partiet, der stod fast, men også sørgede for borgerlig enighed.