|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Den formodede gerningsmand slår til igen.
Der findes efterhånden én person, der optræder oftere i medierne end statsministeren: den
formodede gerningsmand.
Han er overalt.
Han bliver fanget på overvågningskamera. Han bliver anholdt på gerningsstedet. Han bliver fundet
med byttet i bagagerummet, fingeraftryk på våbnet og DNA over det hele. Han tilstår endda under
afhøringen.
Men i nyhederne er han stadig… den formodede gerningsmand.
Man forestiller sig næsten overskriften:
“Den formodede gerningsmand blev i dag idømt 16 års fængsel. Den formodede dommer afsagde
den formodede dom, mens den formodede anklager virkede ganske tilfreds.”
Vi lever i en tid, hvor sproget skal pakkes så grundigt ind i vat, at selv den mest åbenlyse
virkelighed skal ledsages af et juridisk forbehold.
Naturligvis skal mennesker betragtes som uskyldige, indtil en domstol har afgjort sagen. Det er et
vigtigt princip i et retssamfund. Men nogle gange virker det, som om medierne er mere optaget af at
gardere sig sprogligt end af at beskrive den virkelighed, alle kan se udfolde sig.
Det er næsten blevet en refleks. Journalisten kunne stå ved siden af gerningsmanden, se politiet
lægge håndjern på ham, overvære en tilståelse – og alligevel sige med alvorlig mine:
“Her ser vi den formodede gerningsmand.”
På et tidspunkt må man spørge, om ordet “formodet” er blevet journalistikkens svar på airbags: Det
skal udløses ved den mindste risiko.
Måske skulle medierne bare være ærlige og sige:
“Vi ved godt, hvordan det ser ud – men retten har det sidste ord.”
Det ville være både mere præcist og langt mindre komisk end den evige jagt på den mystiske
skikkelse, vi alle efterhånden kender: Den formodede gerningsmand.
Søren Nørgaard
Bytoften 27E
6710 Esbjerg V
