Af MF Peter Skaarup, formand for Dansk Folkepartis folketingsgruppe
Det er en dårlig erklæring, som regeringen sammen med andre FN-lande vil underskrive på Danmarks vegne – og dermed indrullere Danmark i noget, som et stort flertal i Folketinget er uenig i.
Næste måned er der FN-topmøde i Marrakech i Marokko, hvor repræsentanter fra en lang række lande efter planen skal underskrive FN’s migrationspagt ”Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration”. Pagten kaldes også nogle gange for ”Marrakech 2” eller blot ”Marrakecherklæringen”.
Og denne erklæring er på mange planer er en rigtig dårlig ide. For ønsket er, at landene, der skriver under på erklæringen, skal tage imod såkaldt lovlige migranter fra Afrika og Mellemøsten – men samtidig udstyre dem med en række rettigheder som nemmere adgang til arbejdsmarkedet og offentlige ydelser.
Man skal også fremme gensidig respekt for migranternes kulturer og traditioner, og de skal nemmere kunne få familiesammenføring.
Desuden skal underskriverlandene gennemføre oplysningskampagner, der lovpriser alt det gode og positive migranterne bidrager med i modtagerlandene.
Og endelig skal underskriverlandene modarbejde de medier, der formaster sig til at skrive kritisk om migranter og disse medier skal fratages al offentlig støtte. Hvem der skal bestemme, hvor grænsen for kritik går, bliver ikke nævnt.
Selv om Marrakech-erklæringen ikke er juridisk bindende – så har de mange lande, der har arbejdet med at udforme erklæringen jo ikke gjort dette, hvis ikke formålet var, at landene skulle følge erklæringen.
Marrakech-erklæringen indeholder også et par gode tiltag – som f.eks. at underskriverlandene i Afrika og Mellemøsten skal tage deres statsborgere retur, hvis de ikke får asyl eller opholdstilladelse i et modtagerland.
Men den slags aftaler eksisterer allerede i FN-regi. Men dem lever en del lande i netop Afrika og Mellemøsten bare ikke op til. Så hvorfor skulle de pludselig gøre det denne gang?
Og det er netop derfor, at Dansk Folkeparti opfordrer regeringen til IKKE at skrive under. Vi mener, at det tjener Danmarks interesser bedst at stå udenfor Marrakech-erklæringen. Og vi er ikke alene.
En række andre vestlige lande har valgt ikke at skrive under på aftalen. Heriblandt USA, Australien, Østrig, Ungarn, Polen, Tjekkiet, Israel og Estland – for at nævne nogle af dem. Andre lande – som f.eks. Schweiz vil først debattere aftalen i parlamentet – samme ønske har flere tyske politikere udtrykt ønske om.
Så kære regering: Lad være med at underskrive Marrakech-erklæringen. Den undergraver Folketingets magt.