I Italien er der blandt katolikker vigende opbakning til opfordringerne fra pave Frans om at byde de mange immigranter velkommen i Italien.
POLITICO beskriver samtidig hvordan vælgerne flokkes om indenrigsminister Matteo Salvini fra partiet Liga, der plæderer for en hård linje i udlændingedebatten.
Pave Frans og Salvini er dermed eksponenter for radikalt forskellige tilgange til strømmen af asylansøgere.
Hvor Paven har opfordret til at tage sig af dem, der trodser farerne på Middelhavet, har Salvini under den sidste valgkamp stået for en tilgang, der indebar lukkede grænser og tilbagesendelse af indvandrere, der allerede opholdt sig ulovligt i Italien.
For Pave Frans er det et problem, at Salvini synes at vinde – selv blandt katolske vælgere.
Indvandrerspørgsmålet
Siden overtagelse af Pavestolen i 2013 har argentineren Frans været fortaler for en imødekommende tilgang til indvandrere. Han har udført symbolske handlinger – vasket fødder på internerede asylansøgere og besøgt Lampedusa – den lille italienske ø ud for Libyens kyst, hvor mange af Europas indvandrere ankommer i både.
Paven har samtidig tordnet mod den “globale ligegyldighed” i forhold til de mange, der omkommer i Middelhavet. Hvis de italienske katolikker fulgte opfordringerne fra Pave Frans, ville man forvente at de tog afstand til Salvini. I stedet, strømmer de – som de øvrige italienere – i hans retning.
I 2015, mens den europæiske emigrantkrise var på sit højeste, opfordrede Pave Frans Europas katolikker til at åbne deres døre for “flygtninge, der flygter fra krig og sult.” I dag er der en klar uoverensstemmelse mellem udtalelserne fra den katolske top og meningsmålingerne vedrørende Salvini.
Salvini og Liga
Italiens indenrigsminister og vicepremierminister, Matteo Salvini, hvis indvandrings- og EU-kritiske parti Liga opnåede at blive Italiens 3. største parti ved parlamentsvalget i marts 2018, har ikke forsømt nogen lejlighed til at markere sin modstand mod migrationen.
Han har nægtet at lade private redningsskibe lægge til kaj i italienske havne og påpeget, at de indvandrere der allerede var i landet, stod for et uforholdsmæssigt stort antal forbrydelser.
Salvinis holdninger har belønnet ham med stigende tilslutning i meningsmålingerne. Siden marts, er støtten til Liga steget fra 17 procent til omkring 30 procent. Kun Ligas regeringspartner, 5-Stjerne-bevægelsen, kommer op på tilsvarende tilslutning.
Blandt de katolikker, der går til messe mindst en gang om ugen – og det er omkring en tredjedel af alle italienere – er støtten til Salvini fordoblet fra 15,7 procent i marts til 31,8 procent i juli, ifølge en meningsmåling af Ipsos.
Faldende opbakning til Pave Frans
I mellemtiden er pavens popularitet i Italien faldet fra 88 procent i 2013, da han blev valgt, til 71 procent, ifølge en nylig meningsmåling.
For mange af disse katolikker opfattes Paven ikke længere som en åndelig vejleder. Tværtimod er han i nogle tilfælde blevet anklaget for at være uden fornemmelse for de reelle problemer, almindelige mennesker står over for.
I juni, da Salvini nægtede et skib med asylansøgere adgang til en italiensk havn, sendte Pave Frans et budskab om solidaritet på Twitter.
Reaktionen var en strøm af protester og spørgsmål om, hvorfor Paven ikke tog mod migranterne i Vatikanet, ligesom den katolske velgørenhedsorganisation, Caritas, blev beskyldt på at tjene penge på indvandrerne.
”Vig bag mig, Satan”
Den officielle katolske side er heller ikke passiv. På forsiden af et nyligt nummer af det store katolske ugeblad, Famiglia Cristiana, lød overskriften over et billede af Matteo Salvini: ”Vade retro, Salvini” – “vig bag mig, Salvini” – med en slet skjult henvisning til Jesu ord: ”Vig bag mig, Satan.”
Pave Frans kritiserede allerede i 2016 Salvini, der svarede med at erklære, at: ”Min pave er Benedikt” – altså den forrige, afgåede pave, der ytrede bekymring over islams indflydelse i Europa.
Er Paven i bevægelse?
Reaktionerne synes at have gjort indtryk på Pave Frans. Nok har han overfor journalister gentaget opfordringen til at tage mod indvandrere. Men han tilkendegav samtidig, at landene ganske vist skulle tage så mange flygtninge som muligt, men ikke flere, end de enkelte lande kunne integrere, uddanne og beskæftige.
