Politikere fik lusket en tilladelse til muslimsk bønnekald igennem – men nu melder alle problemerne sig

Spørgsmålet om bønnekald i Sverige, er mildt sagt kontroversielt. Hver gang giver det anledning til politisk virak og store protester i befolkningen.

 

Bønnekald er nu tilladt tre steder.

 

I Fittja der er en forstad til Stockholm, har det været tilladt siden 2013, og i Kungsmarken ved Karlskrona har det været tilladt siden efteråret 2017, og i Växjö blev der givet tilladelse tidligere på året.

 

Bønnekaldet i Växjö må siges at have givet anledning til mest ballade, ikke mindst som en følge af måden byrådet løste problemet på. Ved at overdrage sagen til politiet, og gøre det til et spørgmål udelukkende om lydens styrke frem for indhold, kom politikerne af med en varm kartoffel, og man havde nok håbet på, at en forenklet procedure ville tage gassen ud af ballonen.

 

Men sådan er det ikke gået. Selvom spørgsmålet om bønnekald er reduceret til kun at handle om lydstyrke, giver det fortsat både Växjös borgere problemer, og byens politikere grå hår på hovedet.

 

Lige nu drejer det sig om en børnehave med børnehaveklasse, der er meget generet. Den ligger lige ved siden af moskeen. Ved hegnet ind til Änglagårds förskola er der målt lydniveauer på 93-95 decibel, og nu skal man så i gang med at undersøge, om lydniveauet indenfor hos børnene overstiger 45 decibel, hvilket svarer til et kontorlandskab, se Samhällsnytt her.

 

Oveni det, har balladen i Växsjö givet anledning til, at spørgsmålet om bønnekald netop har været til behandling på Kirkemødet i Uppsala, der er Sveriges øverste kirkelige myndighed, se wikipedia her.

 

Sverigedemokraternes Aron Emilsson foreslog, at den svenske kirke skulle stille sig kritisk i forhold til bønnekald fra moskeerne i Sverige, men forslaget er lige blevet stemt ned i sidste uge, se Dagen her.

 

Konkret fra Kirkemødet

Aron Emilssons argumentation op til afstemningen lød :

 

“I takt med at islam er blevet udbredt i Sverige, er der sket en institutionalisering, som bønneråbet er udtryk for. Man vil sprede sit budskab i det svenske lokalsamfund, men borgerne har ret til at fritages fra den type påvirkning”.

Læs også
TV-hold afslører en række moskeer i Tyskland – de fandt had mod Staten, had mod kristne og had mod jøder   

 

I Sverigedemokraternes forslag lød det blandt andet : “at bønnekaldet adskiller sig fra at ringe med kirkeklokker, fordi kirkeklokkerne har en dyb historisk og folkelig forankring. Desuden er det problematisk, at kirkefolk aktivt støtter bønnekald i en tid, hvor kirken mister medlemmer. Det er i strid med missionsbefalingen”, mener SD’s kirkelige repræsentanter, se Kristeligt Dagblad her.

 

Til hele sceneriet siger Per Ewert, der er direktør for den kristne tænketank Claphaminstituttet, at Kirkemødet er blevet forvandlet til en brydningskamp mellem Sverigedemokraterne og Socialdemokratiet.

 

“Sverigedemokraterne får aldrig deres forslag igennem på Kirkemødet. Det er et partipolitisk spil, og socialdemokraterne kritiseres for at have gjort Kirkemødet til en politisk og ikke en teologisk arena”, siger Per Ewert.

 

Alt er ikke længere ved det gamle

Når Kirkemødet nu ikke længere er forum for rent teologiske spørgsmål, så skyldes det nok ikke så meget partipolitiske aktører, som det skyldes islams tilstedeværelse i arenaen. Islam er en lovreligion, og i høj grad politik.

 

Den institutionalisering som Sverigedemokraternes Aron Emilson taler om, er netop et udtryk for dette.

 

Læs også
To journalister og en afgående minister har sat ild til debatten om islams fremmarch i Frankrig

Først materialiserer islam sig fysisk i form af moskeerne, som derefter islamiserer de mennesker der bor omkring moskeerne.

 

Sagt på en anden måde. Hvis islam betragtes som en institution, så gælder det om at institutionalisere alle samfundets borgere. Det er det islam går ud på. Det er det bønnekaldet går ud på.

 

Så til Per Ewert er der bare at sige, at de principielt teologiske Kirkemøder, nok i høj grad, og i stigende grad fremadrettet, vil bære præg af politiske magtkampe, for med islam som deltager så er politik og teologi ikke adskilt, og det er dybest set det der er problemet.

 

Ytringsfriheden desavoueres    

Der er mange måder at knægte ytringsfriheden på. I USA har man gjort det ganske længe. Holdkæftbolsjet  er, at det ikke er passende – “its not appropriate”. Her er det overhensynsfuldheden, der hindrer det frie flow af tanker og ord.

 

Det er ikke helt så slemt som andre steder. Det kan vel nærmest betegnes som moderat hæmmede for det frie ord, mens det i England, og snart hele EU, nærmer sig direkte forbud. Begrundet i bevarelse af den religiøse fred, forbydes kritik af islam i stadigt højere grad, særligt kritik af Muhammed. Jævnfør den seneste dom ved Menneskerettighedsdomstolen, der i en afgørelse den 25. oktober i år ikke gav den østrigske islamkritiker Elisabeth Sabaditsch-Wolff medhold i, at hendes ytringsfrihed var blevet krænket, da Østrig gav hende en dom for at sige, at Muhammed var pædofil, fordi han i en alder af 57 år giftede sig med en 6 årige pige, og som 60 årig fuldbyrdede ægteskabet, da hun, Aisha, kun var 9 år gammel. Menneskerettighedsdomstolen har altså ikke sagt, at man ikke må kalde Muhammed for pædofil. Den har kun sagt, at Østrig var i sig gode ret til at dømme Sabaditsch-Wolff, fordi hun havde overtrådt Østrigs særlig blasfemilovgivning som for eksempel Danmark ikke har. Læs mere Her. Men alligevel kan man sige, at selvom det på alle måder er forkert, så fredes denne “rollemodel” mere og mere – i Vesten !

 

I Sverige har man nu raffineret metoden, hvorpå ytringsfriheden knægtes. Man annullerer indholdet, og kigger udelukkende på mængden. Ved kun at gøre lydstyrken til mål for diskussionen, får de utilfredse slet ikke mulighed for at ytre sig om indholdet – den kvalitative del.

Læs også
Somaliske Leila Ali Elmi er valgt til Riksdagen – nu bærer en del af demokratiet i Sverige hijab

 

Bønnekaldet er ikke som kirkeklokker bare et signal, men en islamisk proklamation : “Gud er stor. Jeg bevidner, at Muhammed er Allahs sendebud. Kom til bønnen. Kom til den gode gerning. Gud er stor. Ingen gud andre end Allah”, se Ekstrabladet her.

 

Det er en smart manøvre, at skære det indholdsmæssige – betydningen – ud af diskussionen, men når proklamationen er som ovenfor, at der kun er en gud, og det er Allah, så er det ikke bare urimeligt i et kristent land. Det er overgreb.

 

Når den vestlige verdens politikere – dem der i den grad har svigtet deres egne befolkninger – igen og igen frikender islam som en religion der er blevet voldtaget, og samtidig laver smarte politiske manøvrer som den i Växjö, hvor indholdet i diskussionen fjernes, så er det medvirkende til at gøre det endnu mere klart og tydeligt, at det i virkeligheden er de vestlige befolkninger der voldtages.

 

At islam overhovedet har fået lov til at materialisere sig i form af moskeer overalt er slemt nok, men de bønnekald der nu råbes ud over hustagene i Fittja, Karlskrona og Växjö føjer spot til skade. Det er voldtægt – kulturel voldtægt.

 

Håbet ligger i et snarligt politisk kursskifte

Som danskere kan vi ikke gøre andet end krydse fingre for, at svenskerne snart får skiftet de politikere ud, som ikke bare ønsker at jorde Sverigedemokraterne, men også deres eget land og deres eget folk – for også vi kommer til at ligge som de reder derovre.

 

Læs også
Belgien: “Om 12 år er der muslimsk flertal, og vi har magten”, siger leder af partiet “Islam”

Nu hvor svenskerne efter sidste afstemnings massive kritik, har mulighed for at afgive deres stemme mere diskret, er der bare at håbe på et snarligt nyvalg, med massiv fremgang til Sverigedemokraterne og måske med et Alternativ för Sverige i Rigsdagen som deres støtteparti.

 

Det er i en snarlig politisk ændring håbet ligger. Det haster. Spørgsmålet om bønnekald er langt mere end et spørgsmål om principper og decibel. Det er blevet eksistentielt.

 

Bønnekaldene i Fittja, Karlskrona og Växjö har hver gang givet anledning til store protester, og afspejler det svenske samfunds overlevelseskamp. Den kamp har Den Korte Avis løbende skildret, blandt andet herher og her.

 

Til slut et par relevante spørgsmål og en lille kristen bøn for fremtiden  

Mon de kristne trosamfund må bygge kirker i nogen af verdens 57 islamiske lande, og udstyre dem med højtalere som ud over hustage og teltbarduner proklamerer ; “Herren er stor. Jeg bevidner, at Jesus er Herrens sande sendebud. Kom til bøn og sang. Kom til velsignelsen. Herren er stor. Ingen gud andre end den kristne Gud, Herren”. Må vi det ?

 

Nej, vel. Kirkerne må end ikke vedligeholdes, og synker langsomt i grus. De kristne folkeslag forfølges og udryddes i stor hast overalt i Mellemøsten og flere steder i Afrika. Det burde vel alle sande kristne være optaget af, frem for at vende alles kind til islam – også din og min.

 

Som Aron Emilsson påpeger til Kirkemødet i Uppsala, så er der alt for mange kirkefolk, der har travlt med at bane vejen for islam. Ville det ikke være mere i overensstemmelse med missionsbefalingen, at de i stedet arbejdede for ligeberettigelse. Ikke nødvendigvis missioneren med omvendelse og udbredelse af kristendommen som mål. Blot ligeberettigelse. Et kompromis. Noget med at vi alle har lov til at være her, og at vi alle er lige gode. Noget med ligestilling mellem verdens religioner. Noget med gensidig tolerance mellem verdens folkeslag ?

Læs også
Muslimer overtog fem britiske regeringsbygninger og indførte sharia-regler – siden er der lagt låg på sagen

 

Og til allersidst en lille bøn. Gid snart færre af os selv forråder vores selv.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…