Ny bog fra Ole Hyltoft: Socialdemokratiets forfald fra kulturbevægelse til økonomiparti

Julius Bomholt, Viggo Kampmann og J. O. Krag

”Det er nogle mærkelige hottentotter, der er blevet førere for dit gamle parti. Kan du ikke komme tilbage og give dem en time i kultur og ånd og ægte socialdemokrati?”..!

 

For den let krænkede læser understreger jeg, at ordene er et citat.

 

Med ængstelig opmærksomhed på de tiltagende svenske tilstande, der i disse år synes at omslutte vort land, turde jeg aldrig bruge et sådan ord – hottentot!

 

Og det gør den joviale forfatter til bogen ”indefra” selvsagt heller ikke.

 

Julius Bomholt og Viggo Kampmann

Derimod lader han i et af bogens mange højdepunkter dommen over det gamle arbejderparti fremføre af Julius Bomholt – eller rettere: spøgelset efter den længst afdøde personlighed, der gennem en inspirerende, opløftende og berigende dialog med vores forfatter giver tidsånden tørt på, mens de vandrer rundt i kulturministeriets gamle bygning, Assistenshuset.

 

Og der er noget trygt og pirrende over at være på vandring med vores forfatter, Ole Hyltoft. Igennem Socialdemokratiets historie. Igennem dansk kulturliv. Og igennem de private tanker og oplevelser, som danner rammen om et helt liv.

 

En erindringsroman, men ikke af den traditionelle form. For Hyltoft er ikke hovedpersonen. Han er blot til stede for at formidle historien. Og fra første side rives man med.

 

Ind i fortællingen om en statsminister, der i et anfald af tilsyneladende vanvid er på vej bort fra både land og familie; han vil til Finland med sin elskerinde. Kun den navnkundige Niels Mathiasens hurtigt opfundne løgn om, at kongen ikke vil tillade det, får Kampmann til at tøve. Han vender tilbage til ansvaret.

 

En bevægelse for at gøre land og folk smukkere

Hyltofts ærinde er dog ikke blot at hænge længst afdøde koryfæer ud, men derimod at fortælle historien om sit land, vores land. Og det gør han bedre end de fleste igennem sine egne tanker og oplevelser:

 

Læs også
Partierne forhandler om tidligere pension til nedslidte – samtidig er antallet af pensionister i fuld beskæftigelse steget til det dobbelte

”Jeg synes politikerne var bedre til at male med det danske sprog i min ungdom, Hørup, Borgbjerg, Høgsbro. Måske også Stauning på sin lidt rungende facon. Mon ikke politikerne lærte det danske sprog bedre at kende dengang, for de læste jo vores europæisk berømte forfattere, J.P. Jacobsen, Herman Bang, Johannes Jørgensen, Andersen Nexø – lad os bare tage Nexø med, selv om han vist blev en værre stalinist på sine gamle dage”, brummer Bomholts spøgelse. Jo mon ikke? Lad os bare brumme med.

 

Dette er selve nerven i Hyltofts fortælling. Om en bevægelse, der rejste sig for at gøre både land og folk smukkere. Rigere og ædlere. Et land, hvor rigdom ikke kun betød vækst i materiel forstand; men først og fremmest i ånd. Et folk, hvor man lytter til musik, læser bøger, går i teatret. Dette er Kampmanns vision. Og Hyltofts.

 

Og i det lys må det moderne socialdemokratis fortælling blive en forfaldshistorie. Fra Krag til Nyrup en flok åndløse hottentotter; tal- og tabel-teknokrater med blikket stift rettet på BNP- og valutabalance.

 

Sådan har det ikke altid været. Der var engang, hvor Socialdemokratiet var båret af en litterær, kulturel, kreativ ånd. Inden EF, multikulti og kulturradikalismens fantastiske fem – jeg tæller Krag med – tog over. Ivar Nørgård sætter ord på: ”Krag var duelig, hvor Kampmann var et geni. Kampmann spredte begejstring om sig. Det gjorde Krag aldrig”.

 

Krags ånd

Men Krags ånd blev socialdemokratiets moderne sjæl. Fra Anker Jørgensen, som man mest bare får medlidenhed med. Til Lykketoft, en af Hans Mortensens ”fabelagtige fire”, som Hyltoft spydigt tilføjer i hvert fald er den af de fire, der blev ”fabelagtist fornæmet”. Over den ærgerrige Ritt Bjerregaard, som var kommunist i sin ungdom, men skiftede hest, da karrierevejen syntes mere ligefrem i Socialdemokratiet. Til det private venskab med forfatteren Siegfried Lenz, der spillede en væsentlig rolle i den tyske afnazifisering. En opbyggelig fortælling, som man bliver klog af at læse. Den sætter modernitetens ulidelige overfladiskhed i perspektiv.

 

Ind imellem de vigtige pointer, som maner til eftertanke og nysgerrighed, deler Hyltoft en række personlige beretninger om venskaber og oplevelser. Velskrevne og fine små tidslommer, men uden nogen egentlig sammenhæng til den store fortælling:

Læs også
God vejviser til kristendommens grundfortællinger og kirkens ritualer

 

at socialdemokratiet med Krag gik fra at være en folkelig, national bevægelse – et Danmark for folket – til en i voksende omfang idealistisk, snævert intellektuel varetagelse af principper, som især med udlændingepolitikken skabte en (forudsigelig) distance til det folk, der egentlig var sagens kerne.

 

Den historie fortæller Hyltoft med overlegen kraft og sproglig elegance. Men netop derfor sidder man også som læser tilbage med en rådvild følelse, når historierne om Lis Zebitz, John E. Jacobsen, rektor J. K. Eriksen eller frihedskæmperen Kristian fortælles. For hvordan passer disse anekdoter ind i den større fortælling?

 

Men for at citere forfatteren: ”hvis vi lægger alle menneskers bedste bestræbelser sammen, gør det ikke noget, at den enkeltes indsats er ufuldendt”. Og måske netop dette er pointen? At det ufuldkomne har sin egen skønhed? For som læser af Hyltoft kan man kun elske ”sætningernes og tankernes fint flydende flod”.

 

Man mærker drivkraften fra Tom Kristensen, George Orwell, H.C. Andersen, Frederik Paludan-Müller, Johs. V. Jensen, Knut Hamsun, som Hyltoft i det smukke ode til digtekunsten, der indleder bogen, ikke er sen til at kalde ”sine venner”. Sine elskede, kunne han også have sagt. For man mærker, at det er kærligheden til det skrevne ord, der er livsnerven: ”Universets sind, der med et drej på bevidsthedslivet kan forvandle sin gang på jorden til en svæven 500 kilometer over jordkloden. Det er det, vi har kunsten til, at løfte os op i den fjerde dimension”.

 

En tryg vandring

Og Hyltoft løfter sin læser. For trods de små afstikkere fra den egentlige hovedfortælling, er man ikke i tvivl om, hvilken vej vores sikre vandrer fører os. Man er tryg på hans vej.

 

Læs også
Udlændingespørgsmålet er nøglen til dansk politik – derfor står Morten Østergaard og fryser i kulden

Fra den åbenhjertigt ærlige beretning om faderen, der også bliver en fortælling om bevægelsens overgang fra det konkrete og nære til det abstrakte og kommercielle.

 

Fra H C Hansen og Hedtoft til Krag og Nyrup, hvor Bomholt betror vores vandrer – Mester Olaus – at der vist er brug for en ”åndelig hovedrengøring”.

 

En samling af rigets bedste mænd og kvinder må sættes sammen som et nyt kulturudvalg og tage fat, hvor det forrige udvalg stoppede i 1964, så vi kan ”få gjort Danmark – og gerne Norden med – til de dannedes fædreland, til landet, hvor man kan tale om digte og malerier og sagaer og fugaer lige så dagligdags som vi i dag taler om landskampe i fodbold og håndbold, om hvor meget vi tjener”.

 

Det er mestrene Olaus og Julius på fælles vandring. Gennem livet. Gennem historien. Jeg er glad for, at jeg gjorde dem følge.

 

Køb bogen her

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…