“De gode græd, og de onde lo.”
Ordene er Grundtvigs, men de er sørgeligt aktuelle i forbindelse med den danske presses dækning af begivenhederne i Israel og USA i den seneste tid. Det har været anskuelsesundervisning i, hvor underlødig og selviscenesættende en presse vi har. Hvis vi har den presse vi fortjener, så Gud nåde og trøste os!
Flytningen af den amerikanske ambassade.
Præsident Trumps beslutning om at flytte USA’s ambassade i Israel fra Tel Aviv til Vestjerusalem bliver af den danske presse udlagt, som var det Trumps suveræne og pludselige beslutning. Det er lodret forkert. Det er den amerikanske kongres, der i 1995 med et stort flertal vedtog ”Jerusalem Embassy Act”. De allokerede de nødvendige midler og krævede, at præsidenten senest 1999 skulle effektuere beslutningen, men Clinton og Obama veg begge tilbage, fordi de frygtede, at flytningen kunne skade fredsprocessen.
Da Trump kom til, skar han igennem. Der var ingen fredsproces, og der var derfor heller ingen grund til endnu engang at udskyde Kongressens beslutning. Så meget mere som ambassaden placeredes i Vestjerusalem, der også før 1967 krigens besættelser havde tilhørt Israel.
Men iflg TV2 og resten af den danske presse var Trumps beslutning et ondsindet anslag mod palæstinenserne og deres krav på Jerusalem. Argumentet er på månen, men det forhindrede ikke medierne med Steffen Jensen og andre såkaldte eksperter og seniorforskere i at skildre beslutningen som et angreb mod fredsprocessen og palæstinenseres rettigheder.
Det ville have været velgørende, hvis journalisterne i stedet for markedsføre sig selv som godhedens forsvarere havde bragt et indslag, hvor man på et nuanceret og reflekteret grundlag forklarede, hvorfor USA’s flytning af ambassaden til det gamle Vestjerusalem på ingen måde anfægter palæstinensernes krav på Vestbredden og i Østjerusalem.
Men danske mediers journalister og kommentatorer har ikke noget ønske om en sådan nuancering. Her skildres tingene tvangsmæssigt sort-hvidt, og heldigvis for journalisterne hører de til godhedens og de frelstes flok. Måske de skulle gå i kloster?
Velgørende ville det også have været, hvis de i deres redegørelse havde fundet plads til at forklare, hvad der mon kan være grunden til, at arabiske stater som Saudi-Arabien, UAE, Bahrain og Qatar ikke har protesteret over ambassadeflytningen. De nærmer sig i stedet Israel, for iflg dem udgør Iran regionens største trussel.
Men den indsigt og forståelse kolporterer danske medier ikke. Og det er en skam, for det ville give os en helt anderledes indsigt i det, der i dag er regionens hovedproblem: Hvordan skal vi forholde os til Iran?
Endelig ville det også have klædt vores presse, hvis man havde fundet plads til, at Trump er på vej med en fredsplan: sandsynligvis en to-statsløsning, der giver palæstinenserne rettigheder i dele af Østjerusalem.
Forklaringen på tavsheden er sandsynligvis, at ambassadeflytningen og fredsplanen er udtryk for en afbalancering, der gør det sværere at skildre palæstinenserne som rene ofre, og dermed er den mindre interessant, for derved kom pressen i den situation, at det blev vanskeligere at dæmonisere Trump som selve det ondes åbenbaring.
Trumps opsigelse af Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA) fra 2015
Hvis man kommer for skade ved et middagsselskab siger, at man synes, at Trumps politik i Mellemøsten markerer et forfriskende brud med Obama, så er det som at slå en fis ved hoffet. Iflg den gældende bevidstløsheds stemme er præsident Trump både dum og ubegavet, og den, der siger andet, skal i den sorte gryde.
Men når det forholder sig sådan, så følger det med logisk konsekvens, at hans opsigelse af JCPOA selvfølgelig var en dumhed. Og det går vi så huldsaligt smilende rundt og bekræfter hinanden i. Vi lader os ikke forurolige af, at præstestyret frit kan udvikle fremføringsmidler, at de fortsat har en atomindustri, og at de har et erklæret mål om at udfordre både Israel og den traditionelle sunnimuslimske arabiske verden.
Man kan derudover uden besvær argumentere for, at Obamas politik i Mellemøsten var en katastrofe, fordi den overlod Mellemøsten til Irans proxykrigere og Syrien til Rusland. Men hvis det altså er sådan, at det forholder sig, var det så ikke fuldt berettiget, at Trump opsagde aftalen?
Det skuffende er her, at pressen ikke har problematiseret, om det virkelig er i vores interesse, at Iran sammen med Tyrkiet og Rusland nu dominerer Mellemøsten?
En sådan debat er vores presse ikke interesseret i. Den kunne risiker at skabe rokke ved fastslåede dogmer om EU og FN som good guys og Trump og USA som bad guy. Det kunne så tvivl om den appeasementpolitik, som de kulturradikale medier og deres journalister står som eksponenter for.
Palæstinensernes returmarch
Men helt galt går det, når dansk TV og presse skal dække Gazas befolknings returmarch mod Israels grænse iscenesat af Hamas.
Pressen kolporterer ukritisk Hamas gennemmanipulerede forklaring: Returmarchen er blot det fredelige palæstinensiske folks berettigede krav om at vende hjem til det land, som Israel har stjålet fra dem. Og når de så med deres fredelige demonstration når frem til grænsen til Israel, støder de sammen med den sværtbevæbnede og ubarmhjertige besættelsesmagt, der besvarer deres fredelige demonstration med en overdreven magtanvendelse.
Hvis pressen skulle leve op til sin forpligtelse om seriøs journalistik i dette spørgsmål, så skulle den stille kritiske spørgsmål og kræve en nuanceret behandling af de mange historier fra Hamas’ propaganda.
Hvorfor nævner Hamas ikke de ca. 750.000 sefardiske jøder, der i 1948 blev smidt ud af de arabiske lande? Hvorfor interesserer den danske presse sig ikke for Hamas´grove manipulation i dette forhold? Hvorfor har palæstinenserne i den danske presse vundet monopol på at være den krænkede part?
Forholdene i Gaza er rædselsfulde, men hvorfor kolporterer dansk presse ukritisk Hamas forklaring om, at de rædselsvækkende forhold i Gaza udelukkende skyldes Israels blokade? Palæstinenserne overtog Gaza i 2005. Siden da har de levet af u-landsbistand fra bl.a USA og Danmark m.fl.
Hvorfor spørges der ikke kritisk til, hvordan det kan være, at Hamas har været i stand til at sikre, at alle midler i Gaza anvendes til våben og til bygning af tunneller under Philadelphia Road? Hvorfor sker der ingen økonomisk udvikling hverken på Vestbredden eller i Gaza? Her findes der ikke andet end de forurettigedes golde offerkultur.
Men hvorfor fokuserer pressen ikke på disse problemer og udstiller Hamas og PLO på Vestbredden som de gennemkorrupte og hensynsløse aktører, som de er? Vi hører intet om det, for pressen vil hellere hetze mod Israel.
Palæstinenserne er splittede
Hvis Returmarchen er et fælles projekt for den palæstinensiske befolkning, hvordan kan det så være, at palæstinenserne i Ramallah og på Vestbredden slet ikke deltager. Er de ikke også en slags palæstinensere? Det gør medierne ikke meget ud af, for så krakelerer billede af palæstinenserne som en enig gruppe forenet i en fælles kamp mod den onde besættelsesmagt.
Virkeligheden er da også så ganske anderledes. Palæstinensere på Vestbredden og Gaza hader hinanden af et godt hjerte. Så hvem skal israelerne forhandle fred med, når palæstinenserne hverken vil freden med Israel eller med hinanden?
Den umulige situation blev klart demonstreret, da de israelske premierministre Ehud Barak og Ehud Olmert i hhv 2000 og 2007 tilbød palæstinenserne fredsaftaler, hvor de kunne få så godt som alt, hvad de havde stillet krav om.
Arafat og Mahmoud Abbas skulle bare bekvemme sig til at sige ja, men det turde de ikke, fordi de vidste, at så var de døde. Hvorfor borer pressen ikke i disse forhold. Det er jo ikke Israel, der ikke vil freden, det er palæstinenserne.
Og hvorfor er det alene Israel, der af en enig presse og Læger uden Grænser udråbes som den skyldige i forbindelse med de hæslige voldsscener langs grænsen mellem Israel og Gaza.. Israel må naturligvis forsvare sig, når 10.000 Hamas-terrorister angriber grænsen.
Hvis det var bekymringen for Gazas kvinder og børn, der lå Hamas på sinde, så kunne de jo bare ophøre med at tvinge dem til at deltage i marchen mod grænsen, men det er ikke i deres interesse. Hamas regime i Gaza er et rædselsregimente, hvor kvinder og børn kynisk tvinges frem i frontlinien, så Hamas på den måde kan skabe maksimal emotionel effekt.
Hvorfor interesserer pressen herhjemme sig ikke i for Hamas grove overgreb og løgne? Hvorfor kolporterer de ukritisk, at al skyld i konflikten påhviler Israel?
