De europæiske befolkninger ser nu indvandring og terrorisme som de største udfordringer for Europa. Det fremgår af en undersøgelse fra EU (Eurobarometer).
Tendensen er særlig markant i Danmark.
I 2014 pegede 21 procent af danskerne på indvandring som en af samfundets største udfordringer. I 2017 kom dette tal helt oppe på 52 procent. Næsthøjest ligger terrorisme.
Dermed er indvandringen placeret som langt det største problem og udlændingepolitikken som den vigtigste opgave.
For EU som helhed er tallene også bemærkelsesværdige. I 2014 så 21 procent indvandring en af de største udfordringer. I 2017 var det 39 procent.
Befolkningerne erkender, at håndteringen af massetilstrømningen er helt afgørende for, hvordan vores samfund kommer til at udvikle sig.
Alligevel lader regeringerne i alt for høj grad problemerne sejle videre.
Vi rider på ryggen af andre
I de politiske miljøer er man ganske vist ved at erkende, at indvandringen er den vigtigste udfordring for vores samfund. Flere partiledere herhjemme siger det – nu er det ikke længere kun Dansk Folkeparti.
I forbindelse med den nye tyske regering blev det i flere medier gjort klart, at flygtninge og integration vil være de ”afgørende temaer”. (Die Welt)
Men Europas regeringer forsøger at give indtryk af, at man er ved at have de udlændingepolitiske problemer under kontrol.
Man remser initiativer op. Men peger på, at asyltallene er faldet betragteligt siden 2016. Det gælder også i Danmark.
Men man undlader at pege på, at de faldende asyltal først og fremmest er resultatet af en meget skrap grænsekontrol i det østlige Europa – den såkaldte lukning af Balkan-ruten.
Danmarks egne stramninger har bidraget til opbremsningen. Men tallene ville aldrig være faldet så meget, hvis der ikke havde været for lande øst og syd for os.
De har gennemført grænselukninger, som danske regeringer viger uden om. Vi rider på ryggen af dem.
Hvordan har vi belønnet disse lande? Ved at kritisere dem sønder og sammen og smide EU-bøder i hovedet på dem.
Et mere islamisk kontinent
Samtidig har stramningerne i den danske udlændingepolitik ikke ændret på, at indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige, især muslimske lande vil udgøre en stigende andel af vores befolkning.
Det samme sker i resten af Europa. Vi bliver et mere og mere islamisk kontinent.
Befolkningerne ønsker det ikke. Alligevel sker det. Regeringerne ignorerer, at den hidtidige udlændingepolitik slet ikke formår at få styr på forandringerne i befolkningens sammensætning.
Vores samfund går under
Tænk, hvis regeringerne forholdt sig lige så uansvarligt til økonomiske kriser. Tænk, hvis de bare lod krisen uddybes med stadig flere virksomhedskrak og stadig højere arbejdsløshedstal.
Men når det gælder udlændingepolitikken, lader regeringerne meget alvorlige forandringer af vores samfund finde sted.
En vigtig del af forklaringen er, at opfattelsen af asyl og indvandring har rødder i en helt anden tid. Dengang drejede det sig om en begrænset indsats for at hjælpe mennesker, der tydeligvis var i nød.
Men nu er der en kæmpestor tilstrømning af mennesker, der for en stor del bare søger et bedre liv. Og hvis man bare åbner for denne tilstrømning, går vores samfund under.
De ’gode’ og de ’onde’
Men regeringerne kan ikke bekvemme sig til at drage konsekvensen.
En brugbar løsning kræver en meget stærk grænsekontrol. Og den kræver, at man ikke kan komme ind i landet bare ved at sige ”asyl” – kun få rejser ud igen. Asylsager skal behandles, inden folk kommer ind.
Regeringerne vil ikke gøre det nødvendige, fordi de hænger fast i regler fra en svunden tid.
Disse forældede regler er blevet målestokken for, om man er ’god’ eller ’ond’. De gode er så at sige dem, der er parate til at skade deres land for at overholde de gamle regler.
Masseindvandringen er i dag vores største problem. En holdbar løsning kræver, at man beskytter sit eget land, samtidig med at man hjælper mennesker i nød i den store verden.
Men problemerne sejler videre.
