Antallet af muslimer i Danmark er konstant stigende, men der har hidtil været en vis usikkerhed omkring det rent faktiske omfang.
Det skyldes, at myndighederne ikke registrerer landets indbyggere efter deres tro ud over antallet af medlemmer i Folkekirken, men udelukkende på grundlag af statsborgerskab og national herkomst.
Nu viser to forskellige og uafhængige begninger imidlertid, at antallet af muslimer i Danmark i øjeblikket ligger på omkring tre hundrede tusinde
Den Korte Avis og religionssociolog Brian Arly Jacobsen
I december 2017 havde vi her på avisen via Danmarks Statistiks befolkningsoplysninger regnet os frem til, at antallet af muslimer per 1. januar 2017 udgjorde 283.340 personer med oprindelse i Mellemøsten, Afrika og Asien.
I den forbindelse havde vi ikke medregnet muslimer fra Bosnien, da de klart adskiller sig fra de ovennævnte tre grupper ved dels at være velintegrerede og dels ved at være vestligt orienterede.
Nu har religionssociolog, ph.d., lektor Brian Arly Jacobsen i en artikel i Kristeligt Dagblad den 8. februar 2018 beregnet, at antallet af muslimer i Danmark per 1. oktober 2017 udgjorde 306.000 personer.
Dette tal er inklusive muslimer fra Bosnien, som ifølge Arly Jacobsen udgør 4,2 procent af samtlige muslimer i Danmark. Dem havde Den Korte Avis som nævnt ikke inkluderet i sine beregninger.
Det betyder, at muslimerne per 1. oktober 2017 udgjorde 5,3 procent af befolkningen, medens de ti måneder tidligere minus de bosniske muslimer ifølge Den Korte Avis’ beregninger udgjorde 4,9 procent af den samlede befolkning.
Sådan er antallet af muslimer steget
I sine beregninger er religionssociolog Arly Jacobsen nået frem til, at den muslimske del af befolkningen siden 1. januar 2015 er steget fra 263.800 personer, hvor de udgjorde 4,7 procent af befolkningen, til de nævnte 306.000 personer per 1. oktober 2017.
Altså stigning på i alt 42.200 personer på små tre år.
Den noget kraftigere stigning i antallet af muslimer siden 1. januar 2015 skyldes primært det store antal syriske flygtninge.
Over hundrede tusinde flere muslimer om femten år
Ligesom vurderingerne i antallet af muslimer matcher i henholdsvis Den Korte Avis’ og religionssociolog Brian Arly Jacobsens beregninger, er der også et match i fremskrivningen af udviklingen.
Her havde vi her på avisen beregnet os frem til, at der i 2032 ville være 450.000 muslimer i Danmark.
I sine fremskrivninger sætter Arly Jacobsen antallet en anelse højere og når frem til, der i 2032 vil være 476.285 muslimer i Danmark.
Befolkningsfremskrivninger skal dog altid tages med et vist forbehold, da det her vanskeligt at tage højde for den politiske udvikling.
Det gælder især her, hvor det fremtidige antal af muslimer kan være en del lavere.
Det afhænger blandt andet af, om det lykkes for Dansk Folkeparti at opnå flertal i Folketinget for dels et stop for syriske familiesammenføringer og dels sikre, at de syriske flygtninge og andre bliver sendt retur efterhånden som forholdene i deres hjemlande bedrer sig.
Over halvdelen af somalierne i Danmark har dansk statsborgerskab
I sine beregninger er religionssociolog Brian Arly Jacobsen nået frem til, at cirka 70,4 procent af muslimerne i Danmark har dansk statsborgerskab.
Det lyder voldsomt, og gælder under alle omstændigheder ikke for de seks største grupper af muslimer.
De udgjorde per 1. januar i år i alt 210.044 personer, og af dem havde de 107.410 eller i alt 51,1 procent dansk statsborgerskab, fremgår det af Danmarks Statistiks befolkningstabeller.
Det drejer sig om:
Tyrkere. Ud af i alt 63.352 tyrkere med bopæl i Danmark har de i alt 33.504 dansk statsborgerskab. Det svarer til 52,9 procent.
Syrere. Ud af i alt 40.978 syrere med bopæl i Danmark har de i alt 3.336 dansk statsborgerskab. Det svarer til 8,1 procent.
Irakere. Ud af i alt 32.494 irakere med bopæl i Danmark har de i alt 22.376 dansk statsborgerskab. Det svarer til 68,9 procent.
Libanesere. Ud af i alt 26.766 libanesere mede ophold i Danmark har de i alt 23.059 dansk statsborgerskab. Det svarer til 86,2 procent
Pakistanere. Ud af i alt 25.244 pakistanere i Danmark har de 12.881 dansk statsborgerskab. Det svarer til 51,0 procent.
Somaliere. Ud af i alt 21.210 somaliere i Danmark har de 12.264 dansk statsborgerskab. Det svarer til 57,8 procent.
Der er ikke her taget højde for, at en del af de ovenstående kan være ikke-muslimer, men de er formentlig så få, at de rent statistisk ingen betydning har.
En femtedel af alle muslimer bor i København og på Frederiksberg
Muslimerne klumper sig sammen i de store byer, og det er især Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, der har mange muslimske indbyggere.
Her bor 20,9 procent af muslimerne i Danmark. Og de udgør 8,9 procent af den samlede befolkning, fremgår det af Brian Arly Jacobsens artikel i Kristeligt Dagblad.
Herefter følger Aarhus, hvor cirka 8,8 procent af muslimerne har slået sig ned, og hvor de udgør 7,9 procent af den samlede befolkning.
I Odense bor cirka 5,2 procent af samtlige muslimer i Danmark, og de udgør her cirka 7,9 procent af den samlede befolkning.
Hvordan befolkningen i Danmark vil være sammensat i fremtiden, afhænger som nævnt af politiske beslutninger.
Det afhænger helt af asylstop eller ej. Af familiesammenføringsstop eller ej. Af hjemsendelse af flygtninge eller ej og sidst, men ikke mindst, af tildelingen af danske statsborgerskaber.
Fortsætter den som hidtil, vil ikke-vestlige indvandrere og dermed muslimer i løbet af nogle årtier komme til at udgøre en politisk magtfaktor.
Her kan du læse hele artiklen i Kristeligt Dagblad:
https://www.religion.dk/religionsanalysen/hvor-mange-indvandrer-lever-i-danmark
Og her kan du læse artiklen i Den Korte Avis: