Mohammad fik stoppet kontanthjælpen – så tog han hjem til socialrådgiveren med en kniv

Foto: Politiet via Fria Tider

Mohammad Mohammadi kom til Sverige fra Afghanistan i 2010. Han sagde, at han var 17 år, og fik permanent ophold i 2011 som uledsaget flygtningebarn.

 

Det udviklede sig til et drama, hvor Mohammad angreb en socialrådgiver, som ikke bare ville give ham de penge han ville have. Og hvor socialrådgiveren reelt blev ladt i stikken. En myndighedsperson svigtes af myndighederne. Sverige er blevet en slange, der spiser sin egen hale.

 

 

 

I flere år flød pengene bare i en lind strøm. Men fra 2016 blev der stillet krav blandt andet om forskellige former for dokumentation. Samhällsnyt

 

Men det passede ikke Mohammad. Han skrev et trusselsbrev til sagsbehandlere Caroline:

 

“Jeg har fået nok din forbandede luder.”

 

Myndighederne foretog sig intet. Men Mohammad fortsatte sit pres for at få udbetalt penge uden nogen form for dokumentation. Og nu blev han voldelig.

 

Han begik hærværk på socialkontoret. Her ødelagde han to computere, to TV-apparater, en kopimaskine, en glasdør og en skudsikker glasskærm.

 

Der skete fortsat ikke Mohammad noget, så han fortsatte sin voldelige adfærd.

 

Han tog ud til det hus, hvor Caroline bor med sin mand og sine to børn. Den mindste var kun en uge gammel.

 

Læs også
En kvinde blev voldtaget i Sverige – derefter udsendte politiet et signalement … af kvinden

 “Ja så, det er her du bor”, sagde han, da hun kom hen til hoveddøren. Det tyder på, at han har ledt i et stykke tid. For øjnene af datteren på 6 år gik han løs på huset med en spade og smadrede blandt andet køkkenvinduet.

 

Caroline skreg, og sendte sin chokerede datter over til naboen. Imens var hendes samlever Mikael blevet opmærksom på balladen. I forsøget på at stoppe Mohammad, blev han ramt så kraftigt på halsen med spaden, at det efterfølgende er et handicap for ham i jobbet som dykker. Andre kom til, og de fik Mohammad låst fast på jorden. Han havde en kniv i baglommen, som ham under håndgemænget forsøgte at få fat på.  

 

Samfundet svigter sig selv

Byretten idømte Mohammad 10 måneders ubetinget fængsel og derefter ubetinget udvisning af landet. Til trods for, at han have opholdt sig i 7 år i Sverige, så fandt retten, at han tilknytning var svag. Desuden var det en skærpende omstændighed at Caroline er tjenestemand, for så var angrebet på hende også et angreb på selve systemet.

 

Mohammad ankede dommen til landsretten, der omstødte den fra ende til anden. Landsretten mente, at forbrydelsen ikke var så grov, at det skulle medføre udvisning, og i forhold til Michael der kom ganske alvorligt til skade, så var indstillingen, at Mohammad da havde ret til at forsvare sig selv.

 

De 10 måneders ubetinget fængsel, omgøres til 10 måneders skærpet opsyn i frihed. 

 

 

Læs også
Flere kirker stopper med at ringe med klokkerne i Sverige – men fra flere moskeer lyder bønnekald

Nu føler familien sig forståeligt nok svigtet af retssystemet. De står desillusioneret og utrygge tilbage, og overvejer at flytte. Problemet ved den løsningsmodel er imidlertid, at det efterhånden ikke er muligt, indenfor Sveriges grænser, at flytte væk fra den slags problemer. 

 

Hvad er problemets kerne og hvad kan der gøres ?

Problemet er, at der efterhånden er så mange mennesker, der er så fundamentalt anderledes. Men da berøringsangsten i Sverige er enorm, så kan der reelt ikke røres ved opdragelse, tankegang og værdigrundlag, og da den politiske korrekthed også er enorm, så er hjemsendelser heller ikke en mulighed. Så, som tingene er nu, hvor man krampagtigt holder fast i korrektheden, så er problemet uløseligt – i Sverige.    

 

For os andre er der måske stadig håb. Der er tre muligheder. Enten kommer vi til at bukke under, eller også kommer de nytilkomne til at skulle rette ind, eller også skal der ske massive hjemsendelser.

 

Hvor svært det er at mødes, og hvor langt væk ikke vestlige muslimer er fra vestlig tankegang, hvor dialog er måden man løser problemer på, vil jeg gerne forsøge at give et supplerende billede af her.  

 

Endnu et konkret eksempel

Ligesom Caroline stillende jeg engang en ikke-vestlig muslim stolen for døren, da jeg arbejdede som socialrådgiver i Odense kommune. Jeg måtte stoppe udbetaling af kontanthjælp, da Hazim efter utallige forgæves forsøg, end ikke i minimalt omfang fremmødte til afklarende aktivering. Det var hårdt mod hårdt. Da den beslutning sammen med retningslinjerne for krav om samarbejde, der er en forudsætning for at modtage kontanthjælp, skulle forklares til en samtale der skulle have været en dialog, så valgte Hazim i stedet, at samle computerens monitor op, og hæve den truende over hovedet. Heldigvis valgte han til sidst at sætte den fra sig og gå frem for at kaste den mod værkstedsleder, tolk eller mig.

 

Læs også
Hvis Danmark skulle finde på at opgive sin stramme asylpolitik, vil det igen strømme ind – det viser nye tal fra Sverige

Det jeg gerne her vil vise er, at den store forskel, og den fundamentalt anderledes måde at tænke på, gør en rationel dialog næsten umulig. Måden at kommunikere på, går på et meget tidligt tidspunkt over i trusler og vold.

 

En uriaspost

Når socialarbejdere på samfundets vegne prøver at få ikke-vestlige muslimer fra en ofte voldelig klankultur, til at rette ind, så sker kultursammenstødet på kontoret eller på bopælen som i Carolines tilfælde. For Birthe Christiansen skete det på parkeringspladsen udenfor jobcentret i Holstebro, hvor hun arbejdede. Det kostede hende livet, se her.          

 

Som en leden psykiater i en udsendelse på nationalt tysk tv, ZDF, har påpeget, så kan man ikke bare lære folk, der er så forskellige, at rette ind. Som 12 årige er folks temperament og personlighed ofte færdigudviklet. Hvis så folk, oveni at være fra en voldelig muslimsk klankultur, er opvokset i krig, og tillige betragter kvinder som Caroline og Birthe som mindreværdige væsner, så bliver socialarbejderes job en særligt udsat uriaspost. Bare det, at en muslimsk mand skal tage mod ordrer fra en kvinde, kan antænder en aggressionen. Når så nogle tilmed har lært, at ikke-muslimer groft sagt er urene undermennesker, og at deres samfund skal omstyrtes og erstattes af kalifater med shaialov, så er der i digelen et mix, der meget nemt kan ende skidt. Så er fjederen spændt til bristepunktet, allerede inden mødet på socialforvaltningen.

 

Problemstillingen er den samme for sundheds- og fængselspersonale samt pædagoger, ikke mindst socialpædagoger, hvis arbejde ligeledes bliver tiltagende farligt. 

 

Anstændige repatrieringer synes at være den eneste rimelige mulighed

At resocialisere mennesker af ikke vestlig oprindelse, og få så fundamentalt anderledes personer til at rette ind, så de passer ind, synes således ikke at være en mulighed der kan anvendes og løse problemet generelt. Den anden mulighed, at vi bøjer af, løser konfliktproblemet, men det kan på langt sigt betyde vores undergang. Den sidste og eneste mulighed der står tilbage, hvis vi alle skal være her på jorden, er at iværksætte en anstændig repatriering.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…