Efter lange og trange forhandlinger er der dannet en tysk regering. En såkaldt stor koalition, der består af kristendemokraterne i CDU/CSU og socialdemokraterne i SPD.
Den ny regering er mildt sagt ikke præget af begejstring. Det er i meget udpræget grad et fornuftsægteskab.
Specielt i SPD, der egentlig var imod regeringsdeltagelse, er det meget småt med entusiasmen.
Onsdag blev Merkel så valgt som forbundskansler af Forbundsdagen. Det bliver hendes fjerde periode som kansler, hvilket kun Konrad Adenauer og Helmut Kohl tidligere har præsteret.
Men der var ingen triumf over Merkels valg til kansler. Tværtimod. Det udviklede sig til en ydmygelse.
Selv oppositionen var forbløffet
Hele 35 medlemmer af Forbundsdagen fra de to regeringspartier stemte ikke for hende på kanslerposten!
I alt har regeringen 399 sæder i forsamlingen. Det skulle i princippet give et flertal på 44 stemmer bag Merkel.
Men det blev langt fra tilfældet. Da stemmerne blev talt op, var der kun et flertal på ni – lige til øllet. Selv oppositionen var forbløffet over, at flertallet ikke var større.
Valget udløste heller ikke nogen speciel begejstring i forsamlingen.
Mat stemning
De to regeringspartier er kun gået sammen, fordi Tyskland skulle have en regering, og fordi den store koalition stod som den eneste mulighed.
Hvis SPD havde holdt sig ude, ville det risikere anklager for uansvarlighed. Resultatet ville have været politisk kaos i det Tyskland, der har været meget stabilt i årtier.
Men der er ikke noget, der ligner et helstøbt fælles regeringsprojekt. Og da slet ikke noget, som varmer hjerterne hos vælgerne og politikerne.
Der er en stemning af mathed, desillusion og smuldren. I de fleste aktuelle meningsmålinger har denne såkaldte store koalition ikke engang opbakning fra et flertal af vælgerne.
Den folkelige mistillid er særlig stærk, når det gælder udlændingepolitikken.
Slidt leder
Samtidig går Merkel ind i sin fjerde periode som en slidt leder. En politisk reporter skriver:
”Spørgsmålet, om hun burde have ladet være med at tage en ny periode, vil komme til at optage politikere, borgere og historikere – så meget står allerede nu klart.” (Die Welt)
Der er murren i Merkels egen union af CDU og CSU. Hendes autoritet er klart svækket, og blandt hendes egne rettes blikket mere og mere mod tiden efter Merkel.
To blå kjoler
Det eneste muntre øjeblik under mødet opstod, da to af de nye kvindelige ministre opdagede, at de havde nøjagtig den samme blå kjole på.
Men selv dette sendte et lille signal om, at Tyskland ikke længere har styr på tingene som i fordums dage:
Den ene af de to ministre, landbrugsminister Julia Klöckner fra CDU, havde faktisk haft en anden kjole med i sin kuffert. Men flyselskabet fik ikke bragt kufferten med til Berlin …