På dansk har vi et udtryk, der handler om at sætte ræven til at vogte gæs.
Noget tyder på, at boligselskabet Bo-Vita (tidligere Lejerbo) er i fuld gang med at gøre det i den bandeberygtede ghetto, Mjølnerparken, på Nørrebro i København.
Her har boligforeningen ansat dømte bandemedlemmer fra indvandrebanden Brothas i stillinger som blandt andet varmemestre med nøgler til beboernes lejligheder.
Ligeledes er de tidligere dømte bandefolk ansat til at arbejde med boligselskabets unge som en del af den boligsociale indsats i kvarteret. Det oplyser TV 2.
Om de sad i fængsel eller ej på ansættelsestidspunktet, betød intet.
Blev ansat medens hans sad i spjældet – nu er han igen i spjældet
Et af de mere groteske eksempler på boligforeningens ansættelsespolitik drejer sig om et medlem af indvandrerbanden Brothas.
Han blev ansat af boligforeningen, medens han stadig sad i spjældet og afsonede en dom, oplyser TV 2
Straks efter løsladelsen tiltrådte han sit nye job som vejleder for de unge i Mjølnerparken med blandt andet det formål at holde dem ude af banderne.
Nu er han igen bag tremmer. Varetægtsfængslet for forsøg på drab på et medlem af banden Loyal To Familia.
Manden, som boligselskabet ansatte til at holde de unge væk fra banderne, var således selv bandemedlem i Brothas og en mildt sagt særdeles aktiv deltager i sidste års bandekrig.
”Det virker helt vanvittigt,” lyder det i en kommentar til TV 2 fra Socialdemokratiets retsordfører, tidligere justitsminister Morten Bødskov.
Han følges op af Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen:
”Det er en helt grotesk sag,” siger DF-ordføreren til TV 2
Beboerne er utrygge og tør ikke klage
Boligselskabets noget alternative ansættelsespolitik vækker heller ikke just begejstring blandt beboerne i Mjølnerparten, hvor frygten for skyderier nu også er suppleret med frygten for den magt, boligforeningen har givet bandefolkene.
”Folk er utrygge. Vi tør ikke klage, fordi man tænker, at de bare kan komme ind i ens hjem,” fortæller en beboer til TV 2 og fortsætter:
”Det giver ikke mening, når det er så tydeligt, at det er dem, der er i gang (slangudtryk for bander, red.) også bliver ansat der og kan gå ind og ud af folks hjem. Det viser, hvor meget magt de har,” siger beboeren, som af angst for repressalier ønsker at være anonym.
Københavns Politi: Et positivt tiltag at ansætte kriminelle
I modsætning til de beboere, som TV 2 har talt med i Mjølnerparken samt de to retspolitikere, synes Københavns Politi, at det er en helt fin ide at ansætte dømte bandemedlemmer i en boligforening, der er plaget af bandeuro og skyderier.
Det fremgår af en mailkorrespondance, TV 2 har fået indblik i, efter at Københavns Kommune udtrykt dyb bekymring over boligforeningens ansættelser af tidligere bandefolk.
”Det er Københavns Politis overordnede holdning, at boligforeningers ansættelse af dømte og / eller tidligere bandemedlemmer som rollemodeller i relation til f.eks. bandeindsatser kan være positive tiltag,” skriver Københavns Politi i en mail til Københavns Kommune og fortsætter:
”Det er i den forbindelse dog en klar forudsætning, at de pågældende ikke længere begår kriminalitet, samt at de har forlagt bandemiljøet. Det er endvidere en forudsætning, at de pågældende uden for jobbet ikke længere har omgang med bandemedlemmer.”
Her handler det vel mest af alt om at tro på julemanden, og den tro har i hvert fald vist sig at være fatal i Mjølnerparken, hvor flertallet i øvrigt også er muslimer.
Hver fjerde kommune har måttet fyre kriminelle
Uanset, hvad man tror på Københavns Politigård, så viser erfaringerne, at det ofte har været katastrofalt at ansætte tidligere kriminelle som vedledere for unge, der er på nippet til at ryge ud i kriminalitet.
Ifølge en rapport i 2014 fra analyse- og rådgivningsfirmaet LG Insight om kommunernes brug af tidligere kriminelle som vejledere for udsatte unge, fremgår det, at hver fjerde kommune har måttet fyre ansatte, fordi de begik kriminalitet.
Oven i købet ofte sammen med de unge, som de havde ansvaret for at holde ude af kriminalitet.
Den aktuelle sag fra Mjølnerparken med en ansat ungdomsvejleder smidt i spjældet med en sigtelse for drabsforsøg hængende over hovedet, er således i sig selv ikke enestående.
Det er til gengæld boligforeningens mani med at ansætte dømte bandemedlemmer i funktionærstillinger som varmemestre med videre.
Kan blive en dyr omgang for boligforeningen
Boligforeningen Bo-Vita’s ansættelsespraksis kan nu vise sig at blive en dyr historie.
Kassen vil blive smækket i, hvis det viser sig, at en tidligere kriminel, der er ansat i en boligforenings sociale arbejde med unge fortsætter med sin kriminalitet og bliver dømt.
Det er Landsbyggefonden, som finansierer gildet med den såkaldt boligsociale indsats, og den er siden 2011 løbet op i over hundrede millioner kroner til de belastede boligområder alene i Købehavns Kommune.
”Det vil få store konsekvenser for det pågældende projekt, hvis det viser sig, at man har haft en aktiv kriminel ansat,” siger Birger R. Kristensen, sekretariatschef i Landsbyggefonden, til TV 2 og fortsætter:
”Vi har tidligere set sager om netop den her problematik, og i de sager er projekter blevet lukket ned, og den økonomiske støtte blevet stoppet.”
Så hvis boligforeningens nu varetægtsfængslede ungdomsvejler ender med at blive dømt for drabsforsøg, medens han var ansat af boligforeningen, vil pengekassen til det boligsociale ungdomsarbejde blive smækket i.
Læs mere her