Jamila Nabih og hendes mand er fra Marokko, men de bor i Danmark.
Jamila blev sammen med sin étårige datter familiesammenført med manden i 1990.
I de 28 år Jamila har boet i Danmark, har hun været ude og inde af arbejdsmarkedet. I dag er hun 52 år og på kontanthjælp – uden de store udsigter til at komme i arbejde.
Vil ikke røre ved svinekød
Over halvdelen af ikke-vestlige indvandrerkvinder (56 procent) står uden for arbejdsmarkedet. Jamila er en af dem. Det er dr.dk, som har talt med hende og to andre indvandrerkvinder på kontanthjælp: Sharifo Mohamed fra Somalia og Ambrin Asif Riaz fra Pakistan, som Den Korte Avis har skrevet om.
De tre kvinder siger, at de gerne vil arbejde.
Men virkeligheden er, at de ikke arbejder. De er på langvarigt offentlig forsørgelse betalt af de danske skatteydere.
Sharifo bor i et rækkehus med sine seks børn. I de 11 år hun har boet i Danmark, har hun aldrig haft et arbejde.
Ambrin Asif Riaz boede i Pakistan. Men blev som 18-årig gift i et arrangeret ægteskab og familiesammenført med en pakistansk mand i Danmark.
Hun har nu boet 20 år i Danmark. Og i de 20 år har hun kun haft arbejde i 1½ år som rengøringsassistent. Hun savner Pakistan, men bliver i Danmark, fordi hun får 11.000 kroner i kontanthjælp om måneden.
Jamila har haft arbejde, med hun er i dag på kontanthjælp efter flere år på sygedagpenge.
Jamilas liv i Danmark
Da Jamila kom til Danmark gik hun hjemme i nogle år og passede sine to døtre. Hun gik på sprogskole og taler i dag flydende dansk.
Da pigerne kom i børnehave og dagpleje, begyndte hun at hjælpe til i sin mands forretning i Herning, hvor han solgte arabiske varer.
I 2005 blev Jamila uddannet som SOSU-assistent. Hun arbejdede i ni år på et plejehjem. Og det var hendes drømmejob, siger hun til dr.dk.
Men for fem år siden fik hun en diskusprolaps og måtte sygemelde sig.
Senere mistede hun sit job. Og siden har hun været frem og tilbage mellem virksomhedspraktik og jobcenteret.
Da dr.dk møder Jamila er hun i virksomhedspraktik på et plejehjem. Hver morgen mellem 8 og 11 hjælper hun beboere med morgenmaden, finde vej og andre ting i hverdagen.
Men hun har fortsat ondt i ryggen og kan ikke arbejde, som hun gjorde engang. Og det er hun ked af.
Jamila vil gerne have et flexjob nogle timer om ugen. Det er et job for mennesker med nedsat arbejdsevne, som det offentlige yder tilskud til.
Der er altså meget, der tyder på, at det offentlige fortsætte sin årelange forsørgelse af Jamila.
Dyrt for de danske skatteydere
Jamilas ene datter arbejder som læge og den anden læser medicin.
Men samlet set er indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande dyre for det danske samfund. I 2015 kostede de statskassen 36 mia kr.
Tallet er et nettotal, hvor indtægterne fra skat er trukket fra udgifterne. De faktiske udgifter er meget højere og på omkring 84 mia ifølge Finansministeriets egne tal på side 63.
Trods mange initiativer for at få indvandrere og efterkommer i arbejde, så er tallet fortsat med at stige. De tilsvarende tal var året før, 2014, 36 mia og 78 mia.
Dertil kommer andre udgifter, der ikke er regnet med.
For slet ikke at tale om de generelle omkostningerne som følge af kulturforskellene og den manglende integration.
