I denne tid høstes der på livet løs i de fleste europæiske vinlande, og høsten lover godt på grund af den udbredte tørke, som vinstokkene trives godt med. Billederne, som ledsager denne ”Kup på Vinhylden”, er taget på det danskejede vinslot, Château de Potiron, i Bordeaux. Det er også aktuelt i anden henseende, idet Coop/Kvickly om kort tid indleder en kampagne for slottets formidable 2010-årgang. Hermed følger kooperationen op på den voksende interesse, som i dag har fået nyt liv blandt forbrugere og importører for vinene i Frankrigs toneangivende vindistrikt. Det fremgår også af nedenstående, hvor både Amka i Randers og Philipson Wine i Kokkedal falbyder gode bordeauxer til slagpris.
Hvidvin
Cantine Cielo e Terra, 2017 Amatore, Bianco Verona, Veneto IGT, Montorso,
Italien – Normalpris 52,95 kr. – Tilbud: 6 flasker for 299 kr. Nærmeste forhandler oplyses på tlf. 20403046.
Den liflige hvidvin er lavet af druerne fra Sauvignon Blanc- og Garganega-vinstokke og er både god som velkomstdrink og som ledsager til fisk og skaldyr. Firmaet er startet i 1908 af Giovanni Cielo og har over 4 generationer udviklet til at være Italiens største leverandør til den hjemlige detailhandel med kontrakter til 2000 vinproducenter.
Importør: Fortium Wine, Hinnerup.
Rødvin
Bodegas La Perla del Priorat, 2012 Clos Les Fites, Priorat DOQ, Tarragona, Spanien – Normalpris 269 kr. – Tilbudspris 150 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.
Er man træt af den spanske, kraftige nationaldrue Tempranillo, så er der god grund til at smage på de gode blandingsvine, som fremstilles i vindistriktet Priorat. Clos Les Fites er stukket sammen af Garnacha, Cariñena og Cabernet Sauvignon druer fra stokke med en alder fra 25 år og op til 60. Det er simpelthen høj intensitet, der kommer ud af glasset, og som breder sig fuldendt i alle mundens smagsløg. Bravo!
Importør: D’Wine, Aalborg.
Bodegas Leda Viñas Viejas, 2015 Mas de Leda, Castilla y León CO, Tudela de Duero, Valladolid, Spanien – Normalpris 199 kr. – Tilbudspris 139,95 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.
Importøren betegner Mas de Leda som bodegaens ”introduktionsvin”, og hvis dette er starten, så er der megen god vin at vente forude. For den aktuelle vin er drønhamrende god og en fornem repræsentant for en 100% Tempranillo drue-vin. På elegant vis kombineres fylde og frugt med krydderier og en anelse vanilje afgivet gennem 15-16 måneders lagring på egetræsfade.
Importør: Theis Vine, Charlottenlund.
Cantine Angelo Rocca e Figli, 2013 Don Rudolfo, Terre Siciliane IGT, Agrate Brianza, Italien – Normalpris 179 kr. – Tilbudspris i uge 41 89,95 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.
Det er den berømte danske vinmager, Peter Vinding-Diers, som står bag denne flotte vin, som er lavet af en blanding af Cabernet Sauvignon og Shiraz druer. Lagringen er foregået på franske egetræsfade, som Vinding Diers har købt af sin lige så kendte nevø, Peter Sisseck, som laver den verdensberømte Pingus i Ribera del Duero i Spanien. Om Pingus har smittet af på Don Rudolfo er svært at sige, men kvaliteten fejler bestemt ikke noget.
Forhandler: Megavin, Odder.
Château Lamothe-Cissac, 2016 Haut-Medoc AH-MC, Cissac, Bordeaux, Frankrig – Normalpris 159,95 kr. – Tilbudspris 79,95 kr. ved køb af 12 flasker.
Det er ikke hverdagskost at få tilbudt en klassevin fra Bordeaux til halv pris, men det er ikke mindre tilfældet her. Denne 2016-udgave er lavet af ejeren af fem typiske Bordeaux-slotte, Vincent Faber, på druesorterne Cabernet Sauvignon og en smule Merlot og Petit Verdot. En ægte klassiker, som er en god øjenåbner for nybegyndere ud i Bordeaux.
Importør: Philipson Wine, Kokkedal.
Château d’Arcins, 2015 Chevalier d’Arcins, Cru Bourgeois, Haut-Medoc
AH-MC, Gironde, Bordeaux, Frankrig – Kampagnepris 135 kr. hos udvalgte Meny og Spar butikker. På tlf. 86419600 oplyses nærmeste forhandler.
Vinslottet ligger i kommunen Arcins nord for vinbyen Bordeaux og råder over 101 hektarer vinmarker, som er beplantet med Cabernet Sauvignon og Merlot. Markerne er anlagt af tempelriddere i det 13. århundrede, så der trækkes på stor viden. Selve vinen er stukket sammen af 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot, så her får vi et nyt smagsbillede af områdets formåen i en superflot årgang.
Importør: Amka, Randers.
Fattoria Torre a Cona, 2016 Chianti Colli Fiorentini DOCG, Firenze, Toscana, Italien – Normalpris 110 kr. – Tilbudspris 95 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.
Denne Chianti er lavet på håndplukkede Sangiovese og Colorino druer og har en flot, klar og teglrød farve. Noter af ribs, kirsebær og blomme giver en typisk duft af god Chianti. Smagen viser smuk balance mellem frugt og syre, hvilket gør den velegnet som ledsager til fjerkræ og kalv samt ikke mindst en god pizza.
Importør: Vinslottet, Greve.
Cantine Nativ, 2016 STR (Support the Rhino), Salento Primitivo IGT, Paternopoli, Calabrien, Italien – Normalpris 99,95 kr. – Tilbud: 2 flasker for 110 kr. hos MENY.
Ud over at gøre et godt kvalitetskøb til en virkelig god pris så støtter man også de truede næsehorn i den sydafrikanske nationalpark Pilansberg. Pengene går til indkøb af udstyr, som forhindrer krybskytteri. Vinens smag er kraftig og fyldig og fremstår blød og harmonisk og lever fuldstændig op til de forventninger, som enhver vinnyder måtte have til et godt glas vin.
Importør: GOBIvin, Valby.
Domaines Famille Perrin, 2016 Côtes du Rhône Réserve AOC, Orange, Rhônedalen, Frankrig – Kampagnepris 95 kr.
Familien Perrins historie starter i 1549 med købet af det berømte slot Beaucastel, hvis vine i dag hører til nogle af verdens bedste. Réserven her er lavet på de traditionelle druetyper i Rhône-dalen, Grenache Noir, Syrah, Mourvèdre og Cinsault. Det giver et charmerende resultat, hvor mørke bær går op i en højere enhed med krydderier som anis og lavendel. Lækkerier, som vil noget!
Importør: Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg.
Cantina Colli Euganei, 2017 Motorossi, Vino Rosso, Padua, Veneto, Italien – Normalpris 89 kr. – Tilbudspris 66,95 kr. pr. styk ved køb af 3 flasker.
Til vinen, som er stukket sammen af Merlot, Cabernet Sauvignon og Sangiovese, knytter sig en munter historie om en ung pige, der forlangte af sin tilbeder, at han skulle male et bjerg rødt, hvis hun ville gifte sig med ham. Kravet blev fremsat på et dansegulv og til høj musik, så da hun sagde ”monte rosso”, hørte han det som ”moto rosso”. Dagen derpå malede han sin scooter rød og viste den frem. Hun blev knotten, men han overtalte hende til at køre med sig hjem til hans vingård. Her viste han hende sin nye vin på flasker, på hvis etikette hun var afbilledet kørende på en rød scooter. De levede lykkeligt til deres livs ende.
Importør: Propperiet, Brædstrup.