Finansloven for 2019 – en milepæl i udlændingepolitikken

Foto: Steen Raaschou

 

Af MF Peter Skaarup, formand for Dansk Folkepartis folketingsgruppe

 

Finansloven for 2019 var og er en klar DF-sejr. Vi fik knæsat det paradigmeskifte i udlændingepolitikken, som vi har kæmpet for i årevis, vi fik afskaffet satspuljen og vi fik indført nye og mere retfærdige regler for landets pensionister, så de får flere penge mellem hænderne.

 

Herudover en række andre tiltag, der peger i den rigtige retning. F.eks. flere politifolk og toldere ved landets grænser, i lufthavne og færgeterminaler for at opfange snyd og svindel med offentlige ydelser, moms og skat. Vi får omvendt grænsekontrol, så varebiler kan kontrolleres på vej ud af landet for at tjekke for tyvekoster. Vi forbyder lastbiler at overhale på tosporede motorveje, så vi undgår de såkaldte ”elefantvæddeløb”, der belaster trafikken. Og vi har sikret penge til flere kulturelle seværdigheder – f.eks. Vikingeskibene i Roskilde, Dybbøl Mølle og koldkrigsbunkeren Regan Vest i Rebild. Så alt i alt en finanslov, som vi i DF kan se os selv i og endog være stolte af.

 

Ikke overraskende har paradigmeskiftet i udlændingepolitikken fået mest opmærksomhed i medierne. Fokus har naturligvis været planerne om at oprette et nyt udrejsecenter på øen Lindholm i Stege bugt. Endelig får vi gjort noget ved de kriminelle udlændinge, som alt for længe har været en tårn i øjet på myndighederne. Vi taler om kriminelle udlændinge, der har fået en dom for et alvorligt kriminelt forhold. En dom, som også indebærer, at de er blevet udvist af landet. Men fordi at vi kan ikke slippe af med dem – enten fordi der er krig i deres hjemland eller fordi deres hjemland nægter at tage i mod deres egen statsborgere eller de ikke selv ønsker at tage hjem – er de stadig her i landet på såkaldt tålt ophold og er en hån mod al rimelighed og retfærdighed – og er en hån mod retskafne danskere. Alt for længe har denne gruppe uønskede udlændinge fået lov til at bevæge frit rundt, fordi FN-konventioner og Menneskerettigheder tilsyneladende bekymrer sig mere for de kriminelle end for helt almindelige danskere. Men hvor er vores menneskerettigheder, spørger jeg…? Hvorfor er det en menneskeret at kunne fortsætte sine kriminelle aktiviteter uden risiko for hjemsendelse, fordi man nægter at rejse ud af Danmark frivilligt. Rets-følelsen bliver krænket og overtrådt, når disse kriminelle udlændinge kan té sig, som det passer dem! Danskere, der er født her – er opvokset her – er danske statsborgere og tjener landet, skal altså leve med, at disse kriminelle udlændinge bare kan modsætte sig at blive sendt ud af landet. I min verden har de mistet enhver ret til overhovedet at være her! Også derfor sætter vi hårdt ind via den øde ø og lukket fængsel, hvis man bryder sine pligter.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…