***** 5 stjerner ud af 6
Genren er dokumentar, og filmen er i sort-hvid optaget i perioden 2013-2016. At optagelserne har strakt sig over så lang tid har været lidt af en overraskelse, da hovedpersonen, Brunhilde Pomsel (1911-2017), optræder i samme påklædning og med samme ur og smykker hele vejen igennem. Men dermed skabes en kontinuitet, så seeren ikke får fornemmelsen af den lange optageperiode.
Brunhilde Pomsel var sekretær og stenograf for Nazitysklands berygtede propagandaminister Joseph Goebbels. Hun befandt sig altså i maskinrummet hos en af de allermest fremtrædende magthavere og var hermed tæt på hele den nazistiske magtelite. I ET TYSK LIV fortæller den 103-årige kvinde om sin tilværelse – med særligt fokus på den periode, hvor nazisterne sad ved magten.
Bifigur
Ifølge pressematerialet beskrev Brunhilde Pomsel altid sig selv som en bifigur uden interesse for politik. Hverken i de helt unge år eller i den periode, hun arbejdede for en topnazist, fulgte hun efter egne udsagn med i politik.
Hun understreger gang på gang, at hun ikke føler sig skyldig og ikke har samvittighedsnag. At hun ikke vidste, hvad der foregik i kz-lejrene, og at hun blot udfyldte sit arbejde så godt som muligt:
”Jeg er opdraget til at være pligtopfyldende”.
At hun ikke er uanfægtet er dog tydeligt. Måske eller sikkert fordi hun mange gange siden 2. verdenskrigs afslutning er blevet konfronteret med spørgsmålet: Hvordan kunne du arbejde for en af historiens største krigsforbrydere og massemordere?
Filmen giver intet indblik i hendes tilværelse efter 1945, og det er dens eneste svaghed: Hvordan formede Pomsels liv sig, da hun vendte tilbage til Tyskland efter fem års russisk fangenskab? Vi ved, at hun ikke blev gift og ikke fik børn, men ellers er der ingen informationer.
”Jeg hører til kujonerne”
Hendes selverkendelse fejler ikke noget. Hun ved, at hun bøjede nakken og rettede ind:
”Jeg hører til kujonerne”.
Det figenblad, hun løbende vender tilbage til, er, at unge mennesker i hendes generation blev opdraget til lydighed, bl.a. med hyppig fysisk afstraffelse. I modsætning til dagens unge, der ifølge Pomsel har haft langt bedre betingelser for at lære at sige fra.
Hendes skæbne og valg rejser det helt centrale spørgsmål over for tilskuerne: Hvad ville I have gjort, hvis I havde været i mine sko?
Ville I være gået til modstand, når prisen i bedste fald er ødelagte livs- og karrieremuligheder, i værste fald døden. Eller ville I ligesom det store flertal af tyskere have kigget den anden vej og vendt ryggen til grusomhederne?
”Dem, der i dag siger, at de ville have givet nazisterne modstand. Tro mig, det ville de fleste af dem ikke have gjort”, har Pomsel udtalt.
Pomsel fastholdt sin uskyld
Pomsel døde 106 år gammel og fastholdt sin uskyld og uvidenhed til det sidste. Dog falder denne bemærkning i filmen: ”Ondskaben eksisterer, der er ingen retfærdighed. Der er ingen Gud, men der er en djævel.”
Hun er sin høje alder til trods fuldstændigt intellektuelt skarp, og instruktørerne har valgt tilbagevendende at lade kameraet gå helt tæt på det furede og ældede ansigt – ud af hvis mund, der kommer velformulerede, reflekterede ytringer.
Spørgsmål fra interviewerne er klippet væk, og Pomsels fortælling afbrydes kun af klip til arkivmateriale fra bl.a. kz-lejre og nazitidens propaganda.
Et tidløst, moralsk valg
Fantastisk, at denne film nåede at blive ført ud i livet før hovedpersonens død. Optagelserne af Pomsels (selv)forståelse afspejler en almengyldig problemstilling: Hendes eget og tyske medborgeres dilemma i nazitiden var og er nemlig ikke bare et tysk dilemma.
Det er et tidløst, eksistentielt moralsk valg, alle mennesker kan komme til at stå overfor: Passivt at lade stå til efter princippet formuleret af den irske 1700-tals politiker og filosof Edmund Burke: ”The only thing necessary for the triumph of evil is for good men to do nothing” (Det eneste nødvendige, for at ondskaben kan sejre, er, at gode mænd intet gør) – eller gå til modstand og kæmpe – og ’dø om så det gælder’.
Den fine film ”Dobbeltspil” tematiserer det samme dilemma, se her, og det er en fornøjelse at kunne anbefale de to film i en ellers lind strøm af ligegyldigheder i mediehavet.
Begge værker får med stor gennemslagskraft gjort klart, at verden ikke er sort-hvid, men grågrumset. Ingen helt rene helte, ingen helt sorte skurke. Som Pomsel siger: – med pletter.
Spilletid:113 minutter
- Medvirkende: Brunhilde Pomsel
- Instruktør: Christian Kröner, Olaf Müller, Roland Schrotthofer & Florian Weigensamer
- Manus: Florian Weigensamer
- Arkivmateriale: Steven Spielberg Film and Video Archive, United States Holocaust Memorial Museum, Library of Congress, National Archive and Records Administration & Das Deutsche Rundfunk Archiv
- Premieredato: Torsdag d. 25. januar
