Per Flys nye film “DOBBELTSPIL”: Magtens korrupte korridorer

***** 5 stjerner ud af 6

 

Per Fly (født 1960) har støt og sikkert arbejdet sig frem til at blive en af Danmarks mest fremtrædende instruktører. Han er nok især kendt for trilogien ”Bænken” (2000), ”Arven” (2003) og ”Drabet” ((2005), der stiller skarpt på konflikter og udfordringer i henholdsvis underklassen, overklassen og middelklassen. Og så er han manden bag den lille perle ”Monica Z” (2013).

 

Hans seneste værk hedder DOBBELTSPIL, og sproget er engelsk. Originaltitlen ”Backstabbing for Beginners” angiver den røde tråd i denne politiske thriller.  Filmen er baseret på en sand historie, nemlig danske Michael Soussans selvbiografiske ”Bedrageri for begyndere – Mit lynkursus i internationalt diplomati” (2015) (Originaltitel: ”Backstabbing for Beginners – My Crash Course in International Diplomacy).  

 

Handling

Michael (Theo James) er en 24-årig dansk mand med ambitioner om at få et job i FN. Han er idealist, vil kæmpe for en bedre verden og gøre en forskel. Han har fået afslag på tidligere ansøgninger, men nu tilsmiler heldet ham: Til trods for sin unge alder lykkes det ham at lande en betydningsfuld post som projektkoordinator inden for FNs Humanitære hjælpeprogram Oil for Food.

 

Manden bag hans ansættelse er en højtstående FN-chef, Pasha (Ben Kingsley). Pasha har kendt Michaels far, der var diplomat, men blev dræbt i et terrorangreb i Libanon, da Michael var 5 år gammel.

 

Michael får ikke tid til at nyde omgivelserne og FN-bygningens æstetiske korridorer i New York, men bliver kastet direkte ind i det kaos, der hersker i Bagdad og resten af Irak. Som Pashas sekretær og højre hånd skal han følge i hælene på sin overordnede, og når Pasha med mindre end en dags varsel annoncerer tur til Irak, slår Michael hælene sammen.

 

Han er knapt ankommet, før det går op for ham, at diverse magthavere svindler med de mange milliarder i støttekroner, og at korruptionen hersker overalt. Via bl.a. sin unge kvindelige tolk (Belcim Bilgin) bliver Michael indført i de magtkampe, der udspiller sig mellem politikere, skruppelløse diplomater og grådige lobbyister. Alle vil have en bid af olie-kagen.

 

Hvad vil Michael gøre? Lukke øjnene for bedraget eller afsløre, hvad der foregår i kulisserne bag alle de dyre ord? Valget er ikke så ligetil, for hvis han løfter sløret for den gigantiske korruption, kan det koste ham ikke bare karrieren, men livet. 

 

”Dobbeltspil” er en virkeligt veldrejet film

”Dobbeltspil” er en virkeligt veldrejet film, der lægger ud med voice-over (en stemme uden vi ser personen): ”Jeg har en interessant historie at fortælle”.

 

Og de ord, som skal vise sig at komme fra Michael, er så sande, som de er sagt.  

 

Fortælleteknikken fungerer med indlagte flashbacks, og hvis bare halvdelen af afsløringerne af kynisme, afstumpethed og grådighed står til troende, står en stor del af FN til skrotning. Organisationen bliver indirekte kritiseret for, at adskillige fremtrædende og magtfulde ansatte malkede (og malker?) systemet. Imens idealister og ordentlige folk med hjertet på rette sted bliver kørt ud på et sidespor.

 

Ben Kingsley er helt fremragende i rollen som karismatisk topdiplomat, der flytter rundt på folk som skakbrikker.  Målet helliger midlet er det motto, han opererer under, og filmen handler i virkeligheden lige så meget om ham – og hvad han repræsenterer – som om unge Michael, der får taget sin uskyld.  

 

En film til tiden med et politisk budskab, der er vederkvægende ukorrekt.

 

Spilletid: 108 minutter  

 

  • Medvirkende: Theo James, Ben Kingsley, Belcim Bilgin, Jacqueline Bisset m.fl.  
  • Instruktør: Per Fly

 

  • Manus: Per Fly og Daniel Pyne – baseret på en bog af Michael Soussan
  • Censur: 15 år
  • Premieredato: Torsdag d. 18. januar

 

Del på Facebook