Filmanmeldelse af den italienske “Kald mig ved dit navn” – Kærlighed med komplikationer

 Af Lone Nørgaard

 

**** 4 stjerner ud af 6

 

 

Den italienske manuskriptforfatter, producer og instruktør Luca Guadagnino er født 1971. Han har bl.a. lavet den meget seværdige kærlighedsfilm “I Am Love” (“Io sono l’amore”, 2009) om den velhavende Recchi-slægt. Familien rystes i sin grundvold, da arvingen Tancredis hustru, Emma (Tilda Swinton), forelsker sig i den yngre kok Antonio og indleder en affære med ham.

 

Også CALL ME BY YOUR NAME (’kald mig ved dit navn’) har en passioneret kærlighedsaffære som hovedtema. Filmen er baseret på André Acimans debutroman og manuskriptet lavet i et samarbejde med James Ivory, den berømte manuskriptforfatter og instruktør af bl.a. ”Værelse med udsigt” (1985), ”Howard’s End” (1992),”Resten af dagen” (1993) og ”Den franske affære” (2003).

 

Handling

Året er 1983.  Stedet en 1700-tals villa beliggende i det nordlige Italien i underskønne naturomgivelser. Den 17-årige amerikansk-italiener Elio Perlman (Timothée Chalamet) er på sommerferie med sine forældre. Faderen (Michael Stuhlberg) er professor med speciale i klassisk græsk-romersk kultur, moderen Annella (Amira Casar) translatør. Den højintellektuelle og kultiverede familie har et kærligt og fortroligt forhold til hinanden.

 

Elio fordriver tiden med at skrive noder, spille klaver, lytte til klassisk musik, læse og dase – enten i en liggestol eller i den lille svømmepøl. Når han altså ikke er i byen for at drikke og more sig eller i gang med at kurtisere sin smukke veninde Marzia (Esther Garrel), når de midnatsbader.

 

Ind i idyllen ankommer den gudesmukke, charmerende og selvsikre, amerikanske akademiker, Oliver (Armie Hammer). Han er årets praktikant i sommerjobbet hos Elios far og vinder hurtigt alles hjerter. Ikke mindst Elios.

 

En homoseksuel relation i 1980’ernes Italien er åbenbart ikke så ligetil, og Oliver er i tvivl om, hvorvidt han kan tillade sig at indlede et forhold – i hvert fald et seksuelt forhold – til den langt yngre Elio. Også selv om den unge mand med et intellekt over gennemsnittet er særdeles moden og fremmelig af sin alder.

 

Billederne taler velgørende for sig selv

Der bliver ikke sagt så meget – billederne taler velgørende for sig selv og afdækker de komplicerede psykologiske og erotiske spil på kryds og tværs. Den dvælende fortællerytme understreger den gradvise udvikling i Olivers og Elios samvær, der indrammes af frodige frugthaver, rislende vandløb og solbeskinnede cykelture på idylliske grusveje. Og måltider!

Læs også
En kvinde bliver forladt efter 20 års ægteskab – det finder hun sig ikke stiltiende i 

 

En smuk fortælling om spirende begær og kærlighed formidlet i et sanseligt billedsprog. En feel-good film, der desværre bare kammer lidt over: Dels i sin skildring af de næsten-for-godt-til-at-være-sandt frisindede-fordomsfrie forældre,  dels med lydsidens sangtekster.

 

Men smag og behag er forskellig, og en rørende og fint formidlet kærlighedshistorie er ”Call Me by Your Name” helt bestemt.

 

 

Spilletid: 122 minutter

 

  • Medvirkende: Armie Hammer, Timothée Chalamet, Michael Stuhlberg, Amira Casar m.fl.
  • Instruktør: Luca Guadagnino
  • Manus: Luca Guadagnino & James Ivory – baseret på roman af André Aciman
  • Censur: U. 11 år
  • Premieredato: Torsdag d.1. februar

 

Erotiske noveller

 

Danmarks største samling erotiske fortællinger og sexnoveller samlet et sted.

Læs også
Filmatisering af “Undtagelsen” – Ondskabens grimme ansigter 
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…