FN-påstand: Når befolkningerne i EU skrumper, skal vi have flere indvandrere- men de begår én stor fejl

Foto: Steen Raaschou

På vor lille klode foregår der og vil der i første halvdel af dette årtusind fortsat foregå en række meget vigtige befolkningsmæssige ændringer.

 

I de mindre udviklede lande drejer det sig enkelt sagt om stærkt stigende befolkningstal, faldende børnedødelighed men stadig mange nyfødte, mange unge ofte dårligt uddannede arbejdsdygtige men arbejdsløse samt stadig flere ældre pga. stigende levealder.

 

I de veludviklede lande er situationen anderledes. Her drejer det sig om faldende befolkningstal, færre nyfødte end vedligeholdelsesniveauet for uændret befolkningstal, færre arbejdsdygtige samt stadig flere ældre pga. stigende levealder. Her er problemet mangel på veluddannet arbejdskraft, hvilket betyder at stadig færre arbejdsdygtige skal understøtte stadig flere ældre. Er større indvandring en løsning på disse problemer?

 

FN om befolkningsudviklingen

FN`s befolkningsafdeling har i mange år udsendt publikationer om den globale befolkningsudvikling og om overbefolkningsproblemerne. For nylig har befolkningskontoret herudover udsendt nærværende interessante om end svært læselige rapport: ”Replacement migration. Is it a solution to declining and ageing populations?”, som kan downloades gratis fra FN`s befolkningskontors hjemmeside.

 

Denne rapport beskriver og beregner befolkningsudviklingen i en række veludviklede regioner og udvalgte veludviklede lande. For Danmark er det interessant, at praktisk taget alle lande i Europa samt Japan i perioden 1995 til 2050 vil få mindre befolkninger med færre nyfødte og flere ældre. For en del lande betyder dette meget betydelige demografiske ændringer.  Grundlæggende er det en ekstremt vigtig fælles problemstilling for alle lande i EU og Europa (dvs. EU plus Norge, Schweiz, Rusland og de andre lande i det geografiske Europa, som ikke er medlem af EU).

 

Rapporten gennemgår detailleret den befolkningsmæssige udvikling i 6 udvalgte lande og 3 regioner. Det drejer sig om Frankrig, Tyskland, Italien, England incl. Nordirland, Rusland, Japan, Sydkorea samt regionerne EU, Europa og USA.

 

Den befolkningsmæssige udvikling 1960-2050 i EU

I EU-landene var fertiliteten(frugtbarheden) voksende indtil 1960-65, hvor den var på 2,7 børn pr kvinde. Siden 1995 er fertiliteten aftaget til mindre end 2,1 børn pr. kvinde, som er det nødvendige antal fødsler for at opretholde en befolkning af konstant størrelse.

 

Fra 1990-95 var fertiliteten 1,5 børn pr. kvinde, hvilket betød et stærkt faldende befolkningstal. Samtidig steg den forventede levealder fra 67,0 år i 1950-55 til 76,5 år i 1990-95. Dette medførte flere ældre, og den del af befolkningen, der var 65 år+ steg fra 9,5 % i 1950 til 15,5 % i 1995. I begyndelsen var der 7,0 arbejdsdygtige til at understøtte én ældre person. Sidst i perioden var der kun 4,3 arbejdsdygtige for hver ældre person.

 

6 scenarier

Rapporten opstiller 6 fremskrivninger indtil år 2050.

Læs også
Tyrkiet oversvømmer Europa med migranter

 

Den første: SCENARIE 1 er den beskrevne udvikling i FN`s befolkningsrapport fra 1998. SCENARIE 2 er som scenarie 1, men baseret på, at der ikke er nogen indvandring efter 1995. Det er således et helt hypotetisk scenarie. SCENARIE 3 er beregnet ud fra den indvandring, der ville være nødvendig for at opretholde det højeste befolkningstal opnået i scenarie 1. SCENARIE 4 beregner størrelsen af den indvandring, der er nødvendig for at opretholde en arbejdsdygtig gruppe på det højeste niveau i scenarie 1. SCENARIE 5 beregner størrelsen af den indvandring, der er nødvendig for at undgå, at forholdet mellem størrelsen af den arbejdsdygtige gruppe  og størrelsen af ældregruppen på 65 år og derover bliver mindre end 3. Endelig beregnes i SCENARIE 6 størrelsen af den indvandring, som er nødvendig for at fastholde den højeste værdi for forholdet mellem størrelserne af de arbejdsdygtige og de ældre, som blev opnået i scenarie 1.

 

 

 

 

 

 

 

Gennemgang af de 6 scenarier

For blot at holde befolkningstallet i EU eller Europa konstant (scenarie 3), har EU behov for 48 mio. indvandrere fra år 2000 til 2050 svarende til 950.000 pr år i gennemsnit. For Europa i sin helhed er de tilsvarende tal 96 mio. og 1,9 mio. Indvandringsbehovet bliver væsentligt større, det vokser til 79 mio. i perioden sv.t. 1,6 mio. i årligt gennemsnit, hvis EU ønsker at holde antallet af arbejdsdygtige konstant (scenarie 4).

Læs også
Ved dette valg står Danmark over for to store kriser: ændringen af befolkningen og klimakrisen – men kun den sidste omtales

 

I scenarie 5 næsten fordobles indvandringsbehovet- det vokser til 154 mio. i perioden sv.t. 3,1 mio. om året i gennemsnit. Helt uacceptabelt højt bliver indvandringsbehovet i scenarie 6, hvor et EU ønske om at holde forholdet mellem antal arbejdsdygtige og antal ældre konstant ville kræve, at der skulle indvandre 674 mio. i perioden sv.t. 13,5 mio. om året i gennemsnit.

 

I perioden ville scenarie 6 betyde en indvandring af væsentligt flere end EU´s nuværende befolkning. Rapporten finder dette helt urealistisk og den udelader helt dette scenarie i dens efterfølgende overvejelser. Tallene for Europa er, som det fremgår af tabel 1 endnu større end for EU, medens USA med sin hidtidige ret store årlige indvandring ligger noget lavere end EU.

 

Situationen i EU og Europa er en selvskabt plage, der er en logisk følge af effektiv prævention, højere alder ved første fødsel, højere uddannelsesniveau, højere fagligt ambitionsniveau mv. som tilsammen har bragt fertiliteten under vedligeholdelsesniveauet på 2,1 børn pr kvinde. Yderligere har den vellykkede indsats for at øge befolkningernes sundhedstilstand og dermed deres middellevealder medført en stærk vækst i den ældre del af befolkningen.

 

Hvilke scenarier skal EU så vælge at satse på?

De realistiske scenarier at vælge imellem i rapporten er scenarierne 3, 4 eller 5. Disse scenarier kræver en voksende indvandring fra scenarie 3 til 5 og dermed større og større ændringer i allerede etablerede økonomiske, sociale og politiske strategier. Derfor må art og omfang af de ændringer, der vil være acceptable og de strategier, der ønskes fastholdt uændrede snarest afklares.

 

Rapporten begår én stor fejl: Den ser bort fra kulturens betydning

Rapportens beregninger over indvandringsbehovet er desværre kun baseret på antal personer, hvilket forudsætter en antagelse af, at enhver indvandret person fuldt ud kan erstatte en EU-borger af samme alder, køn samt art og niveau af uddannelse såvel som fysisk og psykisk arbejdsevne og -vilje.

Læs også
Vi skal ikke give os selv skylden for muslimers radikale holdninger

 

Denne forudsætning er imidlertid ikke korrekt.

 

De danske erfaringer fra den hidtidige indvandring er, at der kun er økonomisk overskud ved indvandrere fra vestlige kulturkredse med tilsvarende eller bedre uddannelser end de danske.

 

For indvandrere fra ikke-vestlige kulturkredse gælder, at de giver en varig belastning af de offentlige finanser på 33 mio. kr. om året. Denne indvandrergruppes uddannelsesniveau har generelt været så lavt, at det er svært for dem at bestride jobs på moderne arbejdspladser.

 

Resultatet har derfor været en lav beskæftigelsesgrad og en uheldig konkurrence med de ufaglærte danske arbejdstagere, som også har svært ved at bestride jobs på de samme moderne arbejdspladser.

 

En forøgelse eller blot en fastholdelse af den hidtidige ikke-vestlige indvandring vil derfor betyde en endnu større belastning eller i hvert fald samme belastning af de offentlige finanser som i dag.

 

Den eneste farbare vej for blot delvist at retablere nogle af de tidligere befolkningsmæssige aldersbalancer ved hjælp af indvandring vil derfor være at satse på indvandring af personer fra vestlige kulturkredse med et uddannelsesniveau som eller bedre end det danske.

Læs også
Valgkampen bør bruges til at punktere tre store myter om indvandringens konsekvenser

 

Imidlertid vil andre EU-lande og Europa som helhed  have et tilsvarende eller større behov. De vil derfor kun i begrænset omfang kunne levere en indvandring til Danmark af den ønskede arbejdskraft. Tværtimod må de forventes også at konkurrere om at tiltrække den ønskede veluddannede arbejdskraft fra andre vestlige kulturkredse med en veluddannet befolkning.

 

Det er vanskeligt at forestille sig, at den europæiske fertilitet på kort eller mellemlangt sigt vil kunne bringes op på vedligeholdelsesniveauet på 2,1 barn pr. kvinde. Derfor må det i stedet blive foranstaltninger som at øge aldersintervallet for arbejdsdygtighed (i rapporten defineret som 15-64 år) i takt med at levealderen stiger og de ældres sundhedstilstand forbedres.

 

Hidtil har der i EU været 4-5 arbejdsdygtige for hver 65+ årig. Hvis tilbagetrækningsalderen ikke øges væsentligt, vil der i fremtiden kun være ca. 2 arbejdsdygtige for hver 65+ årig, hvilket vil være særdeles byrdefuldt for de arbejdsdygtige. I nogle lande må tilbagetrækningsalderen derfor forventes at skulle stige indtil ca. 75 år.

 

Det må også forventes, at en række velerhvervede rettigheder må reduceres eller afvikles. Det kunne fx være at opnå længere arbejdsdage og/eller kortere ferier samt deltidsarbejde for pensionerede arbejdstagere. Andre mulige tiltag kunne være øget produktivitet vha. større anvendelse af robotter/automatisering. Der kunne også etableres programmer for alderdomsopsparing hos både arbejdsgivere og -tagere og videre kunne sikres, at det forventede begrænsede antal indvandrere og deres efterkommere opnår en meget høj grad af integration.

 

Den økonomiske belastning af de arbejdsdygtige bliver ganske byrdefuld. Hidtil har der i EU været 4-5 arbejdsdygtige personer (15-64 år) for hver 65+ årig. Hvis fx tilbagetrækningsalderen ikke øges væsentligt, vil der kun være ca. 2 arbejdsdygtige for hver 65+årig.

 

At understøtte et uændret behov hos de 65+ årige vil blive svært, ligesom meget arbejdskrævende ydelser må forventes begrænset eller afviklet. Alt i alt er det en række meget vanskelige afgørelser, der venter på politisk stillingtagen og handling. Heldigvis har danske regeringer i et vist omfang allerede igangsat en sådan udvikling ved fx at øge pensionsalderen i takt med at levealderen stiger, at øge arbejdsudbuddet mv.

Læs også
Brutale kriminelle fra Afrika strømmer nu til og bliver en del af vores virkelighed

 

Den befolkningsmæssige udvikling indtil 2050 medfører således, at der i perioden i endnu mange år bliver nødvendigt med fortsat debat, fortsat opfindsomhed og fortsat indsats for bedst muligt at bevare velfærdssamfundets grundelementer.  

 

Ib Andersen speciallæge, dr.med. 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…