I Angela Merkels parti CDU blev resultatet af gårsdagens valg i delstaten Hessen nærmest fejret som en sejr. Til trods for, at partiet fik en kæmpestor tilbagegang (på 11,3 procentpoints).
Det skyldtes i høj grad lettelsen over, at det ikke var gået endnu værre! Hvilket siger noget om dybden af den krise, som Merkel og CDU befinder sig i.
Sandsynligvis kan den nuværende ministerpræsident i delstaten, Volker Bouffier fra CDU, blive siddende på posten som leder af en koalitionsregering.
Men lettelsen og forsøget på at forskønne CDU’s resultat kan ikke skjule, at partiet løb ind i endnu en katastrofe – ligesom søsterpartiet CSU ved valget i Bayern for nylig.
Denne katastrofe skyldes ikke de lokale forhold i Hessen. Den skyldes den stærkt upopulære regering i Berlin med Merkel i spidsen.
Den socialdemokratiske regeringspartner i Berlin, SPD, fik en mindst lige så sviende lussing ved gårsdagens valg.
De to store gamle folkepartier, CDU og SPD, har mistet grebet om de tyske vælgere. I takt med dette er jorden skredet under Merkel.
Angela Merkels tid er forbi. Men hun vil formentlig trække pinen i langdrag.
Den rene elendighed
CDU mistede 11,3 procentpoints i forhold til sidste valg i Hessen. SPD mistede 10,9 procentpoints.
De store vindere var AfD (Alternative für Deutschland), der fik en fremgang på ni procentpoints, og De Grønne, der gik frem med otte procentpoints.
CDU tabte lidt flere stemmer til AfD end til De Grønne: Netto røg der 92.000 til De Grønne og 94.000 til AfD.
SPD tabte derimod langt flest til de Grønne: Netto 101.000, mens der røg 38.000 til AfD.
I meningsmålingerne på landsplan overhaler De Grønne for tiden SPD. I en del målinger er AfD også større end SPD.
Samtidig er der kommet målinger, der viser det laveste niveau, som nogen sinde er målt for CDU/CSU.
Naturligt nok tales der nu meget om, hvad der vil ske med koalitionen mellem de to gamle partier på landsplan.
To druknende, der klamrer sig til hinanden
En mulighed er, at SPD trækker sig ud af regeringen i Berlin. I så fald får man nok et nyvalg.
En anden mulighed er, at Merkel går af og giver plads for en ny kansler fra CDU, der så fører koalitionsregeringen videre.
Men sandsynligvis sker ingen af delene. CDU og SPD virker som to druknende, der forsøger at holde sig oppe ved at klamre sig til hinanden. De kan ikke finde ud af, hvad de ellers skal gøre.
Merkel gør alt for at holde sig ved magten. Måske forsøger hun også at hjælpe sin foretrukne afløser, CDU’s generalsekretær Annegret Kramp-Karrenbauer, ved at udskyde et vagtskifte.
Kramp-Karrenbauer er nemlig tæt forbundet med Merkel, og det er absolut ikke nogen fordel nu om dage. Så hun har brug for tid til at markere en mere selvstændig profil.
Kramp-Karrenbauer står for en videreførelse af Merkels venstredrejning af CDU. Hendes mest markante modstander er den konservative sundhedsminister Jens Spahn. Men også andre er i spil.
Oprøret mod Merkel er i gang, og det vil ikke lade sig stoppe. For nylig valgte CDU/CSU i Forbundsdagen en gruppeformand, som besejrede Merkels kandidat til posten.
Men endnu er der altså ingen CDU-politiker af betydning, der åbent har krævet, at Merkel går af.
”Mutti”
Mange er dog nået til den erkendelse, at det er Merkels politiske linje, der gør AfD og De Grønne stærke og sender CDU/CSU på en historisk nedtur sammen med SPD.
Som partileder og forbundskansler har Merkel trukket CDU mod venstre både i den økonomiske politik og værdipolitikken.
I 2015 åbnede hun dørene for massetilstrømningen af ikke-vestlige migranter. Denne tilstrømning er nu i fuld gang med at gøre Tyskland til et helt andet land – mod de fleste tyskeres ønske.
Merkel gennemtvang denne linje uden debat af betydning. Og hun har også siden hen forsøgt at forhindre, at debatten blev taget.
Sådan noget kunne hun slippe af sted med i gamle dage, hvor hun konsekvent lod, som om der ikke var noget alternativ til hendes linje – hun stod som den altfavnende ”Mutti”.
Opgør af historiske dimensioner
Men der var og er store vrede blandt tyskerne over Merkels asylpolitik. Og den slår nu ud i en voksende folkelig mistillid. De fleste tyskere ønsker i dag, at hun skal gå af.
Vreden over hendes politisk korrekte, venstredrejede linje har givet AfD vind i sejlene.
Samtidig har hun givet De Grønne medløb i udlændingepolitikken, energi- og miljøpolitikken og på andre områder. Dermed har hun signaleret til sine egne vælgere, at de såmænd godt kan løbe over til De Grønne, uden at der sker den store skade ved det. Og det har mange af dem så gjort.
Et brud med Merkels linje må komme indefra, fra mere konservative kræfter i CDU og CSU. Kun disse kræfter har mulighed for at samle en bred del af befolkningen.
Der er lagt op til et opgør af historiske dimensioner. Alle parter bevæger sig nu i stilling … og venter på, at Merkel går.
